Når folk i gamle dage havde hemmeligheder, som de ikke ville dele med andre, klatrede de op på et bjerg. De fandt et træ, skar et hul i træet og hviskede deres hemmeligheder i hullet. Bagefter dækkede de hullet med mudder.
Dette sagn indleder 2046, der selv kan betragtes som et hul, 47-årige Wong Kar-Wai hvisker sine hemmeligheder i. Han hvisker om den tabte tid, om kærlighedens smerte, om alle de kvinder, der har været i hans liv, og om alle de minder, der er badet i tårer. Han hvisker med en skønhed, som er hypnotiserende, og han hvisker - må vi gå ud fra - for at dele sine hemmeligheder med os.
Men hold da fest, hvor er det svært. Wong Kar-Wais film - der tæller Chungking Express (1994), Happy Together (1997) og mesterværket In the Mood for Love (2000) - har aldrig fortalt regulære historier fra a-z, men denne gang er der så mange lag, så mange spejlinger og metafiktive referencer, at man får lyst til at råbe ind i det dér skide hul: Jeg fatter ikke en bjælde!
Kvinder og klipning
Wong Kar-Wais improviserede optagemetode er denne gang kørt af sporet, men så meget står dog klart: Chow Mo-Wan (Tony Leung) er filmens hovedperson og voice-over-fortæller, og det er samme karakter - og skuespiller - der i In the Mood for Love var håbløst forelsket i den gifte Su Lizhen (Maggie Cheung, der også dukker op i 2046).
Hr. Chow er aldrig kommet over tabet af Su, forstår vi, og derfor behandler han kvinderne i sit liv temmelig dårligt. Han har - vistnok - ikke noget at gøre med mordet på naboen Lulu på værelse 2046 på Oriental Hotel i Hong Kong, men en anden kvinde på hotellet - Bai Ling (Zhang Ziyi) - forelsker sig i ham, og det skulle hun ikke have gjort.
Chow tilbringer fire juleaftener med fire forskellige kvinder, en vis struktur med andre ord, men i den tidsspringende staccato-klipning er det sin sag at holde styr på de forskellige ansigter og historier. Det bliver ikke nemmere af, at hr. Chow, der er avisskribent og forfatter, skriver nogle af kvinderne fra sit liv ind i en science fiction-historie, kaldet 2046, som filmen 2046 bringer korte klip fra.
Denne indlagte historie handler om folk, der foretager tidsrejser for at komme til året 2046, hvor intet forandrer sig, og hvor man kan genkalde sine erindringer. Årstallet er næppe tilfældigt: 2046 er det sidste år, hvor Hong Kong i følge et løfte fra de kinesiske myndigheder vil forblive uforandret!
For meget
Forvirret? Så læg dertil dokumentarklip fra den politiske virkelighed i perioden 1966-69, hvor filmens hovedhandling foregår, og vi har en film, der forsøger at sige noget om både kærligheden, tiden som begreb, erindring som fænomen, almindelig nostalgi og måske også skabe en politisk undertone, plus samle op på motiver og temaer fra Wong Kar-Wais andre værker.
Det er ikke bare for meget, det er simpelt hen ikke til at finde hoved eller hale i, og selv om man kan hævde, at en Wong Kar-Wai-film skal opleves med sanserne, så er det ikke særligt sanse-befordrende at sidde med et stort spørgsmålstegn inde i hovedet.
Trendy billeder
Mystifikationen er uden tvivl et mål, og med lidt god vilje kan man se filmens form som udtryk for kærlighedens forrykte tale. En filosofisk inspirationskilde må være Alain Resnais tidslabyrintiske filmklassiker, Ifjor i Marienbad (1961), men 2046 har ikke samme præcision og gådefulde magi. Den er for løs i kødet, voice over'en er for banal, og det er svært at opretholde interessen for en hovedperson, der omgivet af de skønneste kvinder foretrækker at rode rundt i sin egen melankoli.
Ham om det valg, tænker man, mens Wong Kar-Wais dragende billeder glider over lærredet. Hvert eneste billede kunne være taget for et trendy modemagasin, der er fuld knald på farverne, hvert rum er et æstetisk udtryk i sig selv, og sammen med filmiske lækkerier som slowmotion, fastfrysning og uforudsigelige kameravinkler samt et medrivende score bliver 2046 en fascinerende smuk, men i længden trættende filmoplevelse. Mere stil end substans.
