Læsetid: 4 min.

Stilhed før stormen på Christiania

Slots- og Ejendomsstyrelsen er utilfreds med svaret fra christianitterne, som ikke vil give afkald på at få domstolsprøvet retten til deres hjem. Men i går på Christiania var der ingen krisestemning
2. april 2007

Det er søndag, og der er sol over staden. Et andet sted i byen truer Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør Carsten Jarlov Christiania med, at lørdagens afmålt positive svar fra fristaden på regeringens normaliseringsudspil "selv ikke med de mest positive øjne" er et klart nok ja til at undgå alternativet, tvangsudstykning og boligbyggerier.

Men herude på pladsen foran Månefiskeren hidser man sig ikke op eller diskuterer politik. Man ryger joints og kysser sin kæreste og gasser sig til den tunge dub-musik, der lægger sig over græsplænen som soundtrack til forårssolen.

Folk kommer sig ovenpå en lørdag, der føltes som lidt af en mærkedag i Christianias historie. Op mod 10.000 mennesker deltog i demonstrationen for flere fristeder i København, men menneskeoptoget summede af rygter: Staden havde sagt ja til normaliseringen; en epoke var forbi.

"Det er slut med Ungeren og staden nu; vi må sgu opfinde nogle nye i stedet for," sagde en pige med dreadlocks til sine veninder på Enghave Plads, mens protestmarchen så småt omdannede sig til en fest, der fortsatte det meste af natten ude på staden.

Stadig retssager

Men allerede søndag er alting allerede både mere uklart og mere roligt. Christianias talsmænd har fremlagt hovedpunkterne i fællesmødets svar på normaliseringsplanen, og der er ikke tale om et ubetinget ja. Frem for alt er der ét krav fra planen, som christianitterne ikke vil imødekomme: De vil endnu ikke give afkald på retten til de omkring 700 retssager, som de har anlagt mod staten, og som ad domstolenes vej kan afprøve, om christianitterne gennem tre årtiers brug har opnået en form for brugsret til området.

"Ville du turde købe katten i sækken," spørger Kirsten retorisk. Hun sidder ved sit hus på Volden og drikker kaffe, og hun hedder ikke rigtigt Kirsten, men hun vil ikke have sit navn i avisen for ikke at fremtræde, som om hun taler på vegne af hele Christiania.

Plakaterne på husene og hegnene omkring os indkalder til utallige niveauer af de fællesmøder, der er kernen af Christianias demokrati: "Fællesmøde", "besluttende fællesmøde", "akut fællesmøde." Kan man overleve dem, kan man overleve det meste, er de fleste herude enige om.

"Hvis vi skal forestille at leve i et retssamfund, kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal have ret til at få afprøve vores krav ved en domstol. Der bliver lovet mange ting i aftalen, men der er også mange ting, der er uafklarede. For eksempel, hvad der skal ske med alle de folk, der bor herude," siger Kirsten.

Vi sidder på Dyssen blandt huse, der ligner Pippi Langstrømpes eller flyvende tallerkner eller blomstrende drivhuse for mennesker. Ikke så få af dem er i sin tid bygget med en byggetilladelse, men nu kræver staten, at de skal fjernes, for at de fredede volde kan "genoprettes".

Endnu en forandring

Kirsten har boet her i 25 år, og Anders ved siden af hende - som heller ikke rigtigt hedder Anders - er flyttet frem og tilbage mellem Christiania og den virkelige verden i de sidste fem-ti år. For ingen af dem føles som afslutningen på en epoke eller starten på en ny.

"Men skrækscenariet er jo, at alt det farlige går tabt og ikke den mindste møgbunke må ligge i fred, og skiltet ved hovedindgangen er det eneste, der står tilbage," siger Anders. Italienske turister og amerikanske udvekslingsstudenter passerer forbi på stien bagved os, og det er også okay, men Christianias skæbne må ikke være som turistattraktion, synes han.

"At det hele går op i kunsthåndværkere og kreative puttenutteprojekter og turistattraktioner, som gør regeringen glad. Hvis det ender sådan, kommer jeg sgu ud og skruer skiltet ned en nat."

Kirsten er ikke i noget dramatisk humør:

"Herregud, vi har haft kriser før," siger hun. "Og forhandlinger, og natlige fællesmøder, og uenigheder med staten. Christiania vil ændre sig nu, men Christiania har altid været i forandring. Og vi har altid holdt fast i dialogen. Vi er meget anderledes end Ungdomshuset herude. Vi er en stor, broget flok af alle mulige mennesker, der vil alt muligt forskelligt. Og vi har aldrig sagt til staten, at den bare skulle fucke af. Det gør vi heller ikke nu."

Det, der ikke står helt klart, er, hvad staten nu vil sige til Christiania. Den såkaldte 'normaliseringsplan', som christianitterne skulle svare ja eller nej til inden i går, var nemlig et ultimatum. Hvis christianitterne ikke gik med på den forhandlede model, stod den på "tvangsnormalisering." Og søndag var Slots- og Ejendomsstyrelsens Carsten Jarlov ikke imponeret over det, som Christianias forhandler, advokat Knud Foldschack, kaldte "en enorm tillidserklæring" fra fristaden.

Jarlov var uenig:

"Man kan selvfølgelig ikke både lave et forlig og så køre retssag samtidig," sagde han søndag til Nyhedsavisen og påpegede, at andre udtalelser fra lørdagens fællesmøde heller ikke var i overensstemmelse med aftalen.

Men christianitterne er utrygge ved aftaler.

"Vi tænker, kan det virkelig være rigtigt, at vi har alle de her aftaler, som vi lever op til år efter år, og så kan det hele annulleres, fordi en ny regering kommer til magten? Det vil vi gerne have prøvet. Eller i hvert fald deponere retssagerne i en periode, mens vi ser, hvor reel velviljen er. Om de virkelig vil os det godt. Hvis vi ikke kan have retssagerne i baghånden, har vi intet våben tilbage. Og det tror jeg, der er ret stor enighed om, at vi ikke er klar til," siger Kirsten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu