Læsetid: 4 min.

Stilhed efter venstrefløjen

21. juli 2005

Herhjemme i Danmark er der helt stille. Bortset fra larmen fra Jørn Dohrmanns motorcykel og morskab over tombolaen i Udlændingestyrelsen er der helt stille herhjemme. Der er professionelle bekymrede, der hidser sig op over de mange bandeord, der bruges i skolegården. Og der er jubel fra professorer og velstandsdanskere over, at videnskaben er ved at vinde en stor sejr i kampen mod cancer. Indimellem er der Vild med dans og en dansker i den prikkede bjergtrøje i Tour de France og den officielle optælling af potentielle terrorister blandt muslimer i Danmark. Er der 1.000? Eller er det 1.500?

Men ellers er der stille. Der er ikke nogen, der protesterer mod 'systematiske overgreb' eller 'strukturel vold'. Man vender de hjemmelavede pølser på grillen og tager sig i stedet en øl fra et af de små, men eksklusive nye bryggerier. Det er også en slags politik. De, der endelig protesterer, gør det, som de plejer, så det udløser ingen folkelig alarm. Man har hørt Anne Marie Helger, Kamal Qureshi og Niels I. Meyer før. Det kan godt være, de har ret. Men det er så kedeligt. Og så moraliserende.

Men Danmark er i krig i Irak, og det er nu blevet moderne på de overvågede hjemmesider for mulige terrorister at nævne Danmark som næste mål. Det her lille tavse velstandsland er blevet objekt for aggression. Men vores politikere har lært en lille remse, som lukker debatten og respekterer tavsheden: 'Vi vil ikke diskutere vores engagement i verden. For vi vil ikke bøje for os terroristerne.'

Vi er med til at skabe en ny verden. Men vi snakker ikke om det. For nogle er det en rædselsfuld verden. Som forskeren Jan Øberg, der i Information lørdag konstaterede:

"Vi er langt inde i en orwelliansk verden, og det er på tide, at folk vågner op. Jeg kan ikke forstå, hvor de intellektuelle i Danmark er henne, hvor venstrefløjen er henne, hvor pacifisterne er henne, hvor folkeretseksperterne er henne?"

Venstrefløjen har det vanskeligt med krigen i Irak. Den har det også svært med debatten om det multikulturelle samfund og muslimernes status. Og venstrefløjen er lidt tvivlende, når det kommer til konflikten mellem fri selvudfoldelse og faglighed i folkeskolen. Og også for venstrefløjen er hele den økologiske dimension problematisk.

Den gamle venstrefløj havde altid ret. Først og fremmest havde den moralsk ret. Den tog parti for den nye verden, og den udstillede den gamle verden som 'reaktionær', 'undertrykkende' eller 'autoritær'. Den nye verden var defineret som frihed fra den gamle verden, fra hierarkiske strukturer, illegitime magtpositioner og traditionelle livsformer som for eksempel den patriarkalske kernefamilie. Den gamle verden var mandschauvinistisk, den tabuiserede seksualiteten, den praktiserede autoritær pædagogik, og den var religiøs. Seksualiteten skulle være fri og anerkendt i den nye verden, man skulle tage udgangspunkt i den enkelte elev, kønnene skulle være ligestillede, og religion skulle gennemskues som de undertrykkende løgnhistorier, uvidende mennesker fortæller hinanden for at leve med deres egen dumhed.

Og som Poul Henningsen sagde: Den gode kunst stod principielt på fremskridtets side. Det er klart, at denne opdeling af verden i de progressive, der har ret, og de reaktionære, der tager fejl, udvikler sig til en undertrykkende moralisme.

NÅr der er så stille i dag, er det, fordi den venstreorienterede skelnen mellem en ny verden og en gammel verden har mistet sin legitimitet. Det er jo den amerikansk ledede koalition i Irak, der repræsenterer den nye verden og vil frigøre fra undertrykkelse i de gamle strukturer. Så traditionelt venstreorienterede har det svært med argumenterne imod krigen. Og det er svært at protestere, hvis man er i tvivl. Det samme gælder muslimernes stilling i det multikulturelle samfund: Skal de frigøres, ligesom de kristne danskere skulle, eller skal man respektere deres anderledeshed? Og hvad med økologien: Skal man nu tage parti for naturen mod civilisationen?

Når der er så stille i Danmark, er det fordi, de gamle protestpræmisser er blevet reaktionære, og fordi almindelige danskere vil frigøres fra smagsdommere som de nye undertrykkere. Ulykkeligvis er opgøret med den nye verdens prædikanter blevet til et opgør med enhver diskussion om, at tingene kunne være anderledes. Opgøret med den venstreorienterede protestkultur er blevet til et opgør med protest overhovedet. Opgøret med den moralisme, som man kalder politisk korrekthed, er blevet til et opgør med politisk debat overhovedet.

Så får man Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, der siger de samme sætninger hele tiden, som forsikrer om, at de tager folks bekymringer alvorligt, og at de vil tale folks eget sprog. Og så får man kommentatorer og eksperter, der evaluerer succes som sejr eller nederlag i meningsmålinger. Og så får man en tavshed, der virker lige så undertrykkende som den gamle moralistiske larm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her