Jeg hørte Mennesker og tro forrige søndag, Lotte Folke Kaarsholms hade-program.
Årsagen var imidlertid ikke så meget selve programmet som den gæst, program-vært Anders Laugesen denne gang besøgte, nemlig Peter Høeg.
Anmelderne havde jo frådende kastet sig over tros-indholdet i romanen Den stille pige, så det var rigtigt godt set af Anders Laugesen at tage en samtale med forfatteren om netop tro. Peter Høeg fortalte om at konstruere en bog-'simulator', hvor hørelsen samt en bestemt - buddhistisk farvet - verdensopfattelse er præmisserne.
"Jeg ved ikke, om det er lykkedes, og hvis man ikke er med på disse præmisser, kan man ikke få en tur i simulatoren, men det er det, jeg har forsøgt," forklarede han. Citeret efter hukommelsen. Anders Laugesen steg om bord.
Høj og lav stilhed
Peter Høeg talte om 'den høje stilhed' og 'den lave stilhed'. Den høje stilhed var den, man kunne nærme sig i meditationen, en vågen tilstand, der var grænseløs i den forstand, at den ikke var underlagt nogen af den almindelige virkeligheds støj og formninger.
Og så var der 'den lave stilhed', som folk efter hans mening frygtede, fordi de dér oplevede deres egen ensomhed og blev angste.
Den gik jeg bagefter og tyggede på - efter at have moret mig færdig over Anders Laugesen, der opmærksomt og lydhørt havde hørt på udsendelsen igennem, men alligevel til sidst skulle have presset det uomgængelige, obligatoriske, spørgsmål ind i samtalen: Tror du på Gud?
Så sænkede stilheden sig.
- Indtil Peter Høeg behjertet og eftertænksomt gav sig til at forklare, at det var opstilling af skel og kategorier, der var selve problemet. Hvis der var noget, man kunne kalde Gud, måtte det være det hele. Ellers løb man ind i endeløse modsigelser, mente han.
Værsgo, Anders Laugesen, kristendommen fanget på sit ømmeste punkt: Teodicé-problemet. Hvis Gud er god, hvordan kan ondskab så eksistere?
Siden Kirken knægtede gnostikerne og dermed forestillingen om Demiurgen som den (onde) skaber af den dennesidige verden, har den sten, at det onde i én eller anden forstand må stamme fra Gud, gnavet i skoen. Man fik helt medlidenhed med Laugesen, der efterhånden som han undersøger andre religioner - hvad han i modsætning til radioens øvrige gudelige stab bruger en del sendetid til - må komme mere og mere i knibe med sin egen tro. Afgrunden mellem godt at kunne se, hvad andre siger, og de kristne dogmer, han selv hylder, er efterhånden faretruende dyb. Snart bliver det ligefrem spændende.
Hvid støj
Tilbage til stilheden. Er det angst for ens egen ensomhed, der får folk til at proppe en iPod i øret, bare de skal til bageren? Jeg tvivler faktisk. Er det ikke snarere for at slippe for den irriterende båndsløjfe, vi alle har kørende inde i hovedet, så snart man ikke foretager sig noget bestemt?
- Med spekulationerne om i morgen, om gårsdagens glemte regninger, om hvad man skal sige i den og den situation osv osv.? Det er denne kværnen, en meditationspraksis kan få til at holde kæft. Så stilheden omsider kan få en chance. Så man kan 'hvile ørerne', for nu at forblive inden for det høegske lydbillede. Men også radioen er faktisk ganske effektiv her. Hvis man vågner klokken halv fire og ikke kan falde i søvn igen, kan man tænde for radioen. Genudsendelsernes linde strøm bliver en slags hvid støj, der holder den søvnløse kværnen i skak - og et øjeblik efter sover man sødeligt.
Jeg ved godt, jeg tidligere på denne plads har brokket mig over genudsendelsernes uhyrlige mængde. Men det var fordi, jeg hørte efter. Bare man lader være med at lytte, er radioen fremragende.
