Det er svært at få øje på forfatteren Don DeLillo i New Yorks gader. Ikke fordi hans officielle portræt er flere årtier gammelt, mere fordi det ikke viser, hvor lille han er, hvor spinkel. Måske er det derfor, forfatteren til Underworld, White Noise og andre kommende klassikere i amerikansk litteratur for nylig blev nægtet adgang til sin forlæggers kontor. Tilsyneladende kunne han ikke fremvise fyldestgørende id, eller også var han ikke overbevisende nok i forsøget på at bevise sin ret til at være, hvor han var. Efter lange forhandlinger lod sikkerhedsvagten den 69-årige romanforfatter igennem. Da han gik forbi, kiggede vagten med løftede øjenbryn på mig over hans skulder, som om hun ville sige: "Der kan du se alt det besvær, jeg har med særlinge som ham her."
Det viser sig, at DeLillo foretrækker det på den måde. Mens nogle forfattere nyder opholdet på medaljeskamlen, vil han hellere snige sig rundt i samfundets udkant, observere uden at blive observeret. Det gør ikke et interview med manden lettere. Få øjeblikke efter sammenstødet med sikkerhedsvagten sidder DeLillo forskanset i et tomt kontor i en stol, der står helt op mod væggen. Det betyder samtidig, at han er delvis skjult bag en computer, og hans stemme en abstrakt hvisken.
"Hvad ser du egentlig? Hvad hører du egentlig?" grubler han højt, da jeg spørger ham, hvordan han holder kontakten med drømmene om livet på amerikansk ved lige.
"Det er det, der i teorien adskiller en forfatter fra alle andre. Du ser og hører tingene tydeligere."
Aktiv dødshjælp
Det beviste DeLillo med sit seneste skuespil, Love-Lies-Bleeding, et stykke i tre akter om en døende mand og hans families kamp om at beslutte, om han skal holdes kunstigt i live. Hovedpersonen er Alec Macklin, en landskabsmaler, der er gjort ukampdygtig af sit andet slagtilfælde. Alex' ekskone, Toinette har ikke set ham i længere tid og mener, han bør befries for sine smerter. Alex' søn, Sean er ikke helt så sikker, men han har for længst mistet alle illusioner. "Han er ikke bevidst om hverken dig eller mig eller noget som helst andet," fortæller han Lia, Alex' nuværende kæreste og sygeplejer. "Han kan ikke tænke. Han ved ikke, hvad du siger til ham. Du er ikke Lia. Han er ikke Alex."
Endnu en gang er DeLillo kommet før den amerikanske presse. Den dag, vi lavede interviewet, stadfæstede Højesteret Oregons lovgivning om aktiv dødshjælp - landets eneste af slagsen. Da DeLillo var færdig med stykket for halvandet år siden, kom Terri Schiavo på forsiderne, som fremkaldt af DeLillos fantasi. Mange republikanere hævdede, at det var forhastet at slukke for hendes respirator. Schiavos mand, Michael, insisterede på, at det var det rigtige at gøre. Han vandt kampen, og Schiavo døde 13 dage efter, hendes sonde blev fjernet.
"Det var ikke specielt hende, jeg tænkte på," siger DeLillo, skøjter uden om spørgsmålet og krymper sig over, det hele blev en politisk fodbold: "Men jeg lærte en masse af historien."
Ingen maskiner på scenen
Don DeLillo foretrækker, at vi ikke diskuterer politik. Det var sådan, han skrev stykket.
"De befinder sig i total isolation," siger han om personerne, "uden for påvirkning fra advokater, læger og præster. Jeg ville gerne have, at de udelukkende koncentrerede sig om deres egne følelser, sindsbevægelser og præferencer".
Under hele stykket sidder Alex på scenen, som et tavst vidne til sin egen rettergang. Man ser stort set ikke noget medicinsk udstyr. USA's fremmeste kritiker af teknologi har styret helt fri af det.
"Jeg ønskede kun et minimum af udstyr. Der er sonder, men jeg ville ikke have et hospital eller en hospitalsseng. Jeg ville, at han skulle sidde i en stol."
Situationens nøgenhed giver Love-Lies-Bleeding en sælsom, streng atmosfære, der kan minde om DeLillos store roman fra 1985, White Noise. Her fortalte han historien om en professor i 'Hitler-studier' ved et universitet i Midtvesten, terroriseret af en luftbåren giftulykke.
Men i Love-Lies-Bleeding er skyggen personlig, og jo mere, personerne taler, jo mere synes den at tårne sig op. I stykkets finale - et flashback - kommer ellers begravede følelser til udtryk i Alex' forudsigelse af sin død. "Du er den eneste velsignelse, jeg kender," siger han til Lia, et år før det fatale slagtilfælde. "Det sidste af det hele."
Kun skuespil
Skuespil er blevet en stadigt voksende del af det eneste 'hele', Don DeLillo har lyst til at dele med os, hans arbejde. Han er nok mest kendt som forfatter til romaner som Americana (1971), historien om en tv-mand, der ser tilbage på sit liv, og Libra (1988), fortællingen om John F. Kennedys morder, Lee Harvey Oswald, men hans teaterstykker har fået kritikere til at sammenligne ham med både Beckett og Pinter.
Da jeg spørger ham om disse inspirationskilder bliver han smigret, men også forvirret.
"Jeg har godt set nogle anmeldelser, der nævner Beckett og Pinter, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det. Sådan føler jeg det ikke selv."
I forbindelse med Love-Lies-Bleeding fortæller han, at han lånte linjer og strukturelle elementer fra sit første stykke, The Engineer of Moonlight (1979), der godt nok blev udgivet, men aldrig er blevet opført.
"Det var skrevet som et eksperiment," fortæller han i dag: "Jeg forstod godt, at det ikke kunne iscenesættes, specielt ikke anden akt, der var meget, meget, meget abstrakt."
Må ikke genoplives
DeLillos efterfølgende skuespil er kun en anelse mindre abstrakte. The Day Room er et besynderligt drama i to akter, hvor personer på en hospitalsstue fører en samtale, der i andet akt afsløres som et stykke i sig selv. Valparaiso (1999) handler om en mand, der stiger ombord på et fly til Indiana, men ender i Chile. I stykkets slutning myrdes manden på scenen.
Døden er altoverskyggende i de to stykker, men mere som en abstraktion, en idé - i Love-Lies-Bleeding er det virkelighed.
"Det er vel et stykke om den moderne betydning af livets afslutning," siger DeLillo: "Hvornår slutter det? Hvordan slutter det, hvordan burde det slutte? Hvad er livets værdi? Hvordan måler vi den værdi?"
Hans snak kredser om disse spørgsmål et stykke tid, glider så først over i tavshed og ender i den totale grublen.
"Så sent som i går kom jeg til at tænke på, at i en af mine tidlige romaner, jeg tror, det er Great Jones Street, hvis jeg da ikke strøg passagen, er der en henvisning til patienter på engelske hospitaler, der ligger i senge mærket med bogstaverne NTBR: not to be resuscitated. (Må ikke genoplives, red.) Da jeg hørte om det i begyndelsen af 70'erne, synes jeg, det lød som et yderst trøstesløst landskab i en eller anden futuristisk roman. I dag er det meget udbredt, ideen om, at folk ikke bliver genoplivet."
DeLillo har aldrig selv skullet tage en sådan beslutning. "Hvis jeg skulle, ville jeg sandsynligvis kun tale om det privat."
Mens han siger dette, kigger han ud bag computeren med skræmmende intensitet. Han stirrer ud gennem store, lettere gammeldags briller, hans øjne virker store, uden at være ondskabsfulde. Jeg tror et øjeblik, jeg har klokket i det, men så mildnes trækkene omkring hans øjne, og han kigger bort. Han er glad for at gå videre til det næste spørgsmål.
Det er vanskeligt at forestille sig denne mand sidde på første række, lyttende til sine egne ord blive fremført af skuespillere, men det sker nu. The Steppenwolf Theater i Chicago har premiere på Love-Lies-Bleeding, med Louis Cancelmi, John Heard og Penelope Walker, og med Amy Morton som instruktør.
Uden falsk beskedenhed indrømmer DeLillo, at han allerede står i gæld til dem.
"Det er jo, når alt kommer til alt, blot dialog. Og meget af arbejdet bliver udført af andre. En dramatiker finder jo ud af, at når han har skrevet stykket færdig, er dette kun begyndelsen. Det, der sker, når det bliver tredimensionalt, er den ægte test og overraskelse."
Filmatisering
DeLillo byder på endnu en overraskelse dette forår. Et manuskript, han skrev for 15 år siden, er nu endelig blevet til en film, Game 6. Den har Michael Keaton i hovedrollen som en dramatiker, der tager turen gennem byen for at opsøge en kritiker, han frygter vil slagte hans nye stykke på premiereaftenen.
"Så nu sidder jeg her med et nyt teaterstykke og en film, der handler om netop den situation," siger DeLillo, mens det første rigtige smil breder sig på hans læber.
DeLillo trækker sig langsomt ud af samtalen, trækker sig mere og mere ind i sig selv, indtil jeg ikke er helt sikker på, hvad vi egentlig snakker om. Eller hvordan vi nåede lige dertil. Da hans udgiver kommer for at redde ham, har DeLillo næsten forvandlet sig til en alfaderlig skikkelse, og fortæller hende spøgende, at vi faktisk ikke lavede et interview, men blot spillede kort. Hans forsvinden er så overbevisende, at jeg, da jeg kommer hjem, er sikker på, at båndene er blanke. På en eller anden måde er jeg sikker på, at han vinder hver eneste hånd, han spiller.
© The Independent & Information
Oversat af Ebbe Rossander
