11. november 2005

Der er et eller andet mærkeligt ved 'Forsvundne Danskeres' cocktail af følelsesporno, sydens sol og mystik. Måske skulle man overveje at hjælpe folk med at flygte i stedet for at opspore dem.

Går det fremad, eller går det tilbage for den danske befolkning? Da Danmarks Radios langtidsholdbare public service-smashhit Forsvundne Danskere blev vist første gang i begyndelsen af 1990'erne, hed det, at der hvert år forsvandt ni tusinde danskere. Få år senere var denne gruppe af pludseligt rømningsduelige svundet ind til 1.500. Og nu, hvor en relanceret omgang Forsvundne Danskere netop er løbet over skærmen fire tirsdage i træk, opererer den nye vært konservativt med "flere hundrede".

Hvad er der sket? Var tilrettelæggerne lovlig liflige med tallene i starten? Er Otto Brandenburg- typerne, der lige skal ned på hjørnet "efter smøger", hvorefter de udebliver og ligger i sprit i en uge, på retræte? Er det gået op for danskerne, at det, de allerede har, nok ikke er fantastisk, men faktisk godt nok? Eller er der ganske enkelt ikke længere noget, som det er værd at rejse sig op og flygte fra? For at låne Forsvundne Danskeres mest benyttede formulering: Vi ved det ikke. Men ét er sikkert. Antallet af danskere, der aldrig bliver fundet, ligger konstant omkring fem - år efter år. Det er akkurat nok til at holde liv i tv-blusset.

Forsvundne Danskere er blevet opdateret. Redaktionen, grafikken og værten, Christian Gundtoft, er ny. Måske mente DR, at folk var blevet trætte af se på den tidligere ankermand, Mogens Rasmussen, der oftere og oftere endte tomhændet efter at have rejst den halve verden rundt for tv-seernes surt indbetalte licenskroner. Til sidst var opklaringsprocenten så lav, at den bittertriste underlægningsmusik (Mark Knopflers Irish Boy) snarere accentuerede Mogens Rasmussens tilbagevendende nederlag end udsendelsens vindercocktail af mystik, bountystrande og følelsesporno.

På den måde ligner det nye Forsvundne Danskere det gamle: Et menneske, X, er rejst væk uden nærmere forklaring; de efterladte forstår det virkelig ikke; politiet efterlyser X i hele Europa og Nordafrika via Interpol; der går nogen tid; Forsvundne Danskere træder ind i sagen; de efterladte kommer for åben skærm i tanke om det og det og det, som måske har fremskyndet X's exit; Forsvundne Danskere researcher og rejser i sporet på X; måneders optagelser skæres ned til 28 minutter i prime time; 1,1 millioner danskere kigger på med tilbageholdt åndedræt. Og så er den der igen til sidst: "Vi ved det ikke. Sagen er og bliver et mysterium."

Forleden var turen kommet til en Svend Sørensen fra Kalundborg. I 1990 optager han et banklån på 20.000 kroner, hæver 25.921 kroner fra sin konto, brænder sine personlige papirer og forlader sin lejlighed på Lupinvej. Svend Sørensen var forsvundet, 47 år gammel.

Vanen tro blev de første minutter brugt på at etablere en stemning af, at han absolut ikke havde nogen grund til at rejse væk. Det er den slags greb, der får tv-seeren til at synke en klump: Gud, det kunne jo være mig.

Det stod ret hurtigt klart, at Svend Sørensen sådan set var i sin gode ret til at tage sit tøj og fordufte. Han var indesluttet og fraskilt, havde ingen venner og ingen børn, han var plaget af gigt, og hans forældre og søskende behandlede ham - angiveligt - som luft. Desuden var han begyndt at drikke "lidt for meget".

Efter noget research, der blev fremstillet som møjsommeligt detektivarbejde, endte sporet på Rhodos, Kalymnos og Telendos i det græske øhav. Det viste sig, at Svend Sørensen tidligere havde været på ferie der med konen, så måske var det ikke så overraskende. Det kom heller ikke som et chok, at han var fortsat med sit drikkeri - nu bare under sydens sol. Det var sgu da Svend Sørensen vel undt.

Det lykkedes ikke at finde ham, og ingen myndigheder havde registreret hans lig, men formentlig var han død efter at have sjosket subsistensløst rundt mellem øerne, fornemmede man på tonen. Men før Forsvundne Danskere kunne nå til den erkendelse, skulle aftenens ufrivillige hovedperson på pinagtig vis fratages den sidste værdighed.

Det kan godt være, at Svend Sørensen var en drukmås, men sæt nu alkoholindtagelsen foregik i et væsentligt højere humør, end det havde været muligt at mønstre hjemme på Kalundborg-egnen. Tænk hvis Svend Sørensen i kombinationen øhav og uzo endelig havde fundet lykken. Hvorfor må man ikke stikke af i fred?

Det kan være, at der er et marked for et tv-program, der hjælper folk med at forsvinde. Det kunne køre på DR 2 og hedde Forsvindende Danskere. Der er rigeligt at flygte fra, hvis man kan tage sig sammen til det.

Umiddelbart efter Forsvundne Danskere vistes Hammerslag, hvor to hold ejendomsmæglere gætter huspriser. Måske skulle der have været byttet rundt på de to udsendelser; først sætter man sig rigtig hårdt i det faste ejendomsmarked - og så tager man flugten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her