Læsetid: 10 min.

'Man stiller sig ikke op og modsiger en minister'

18. august 2006

En januardag skal videnskabsminister Helge Sander offentliggøre sit Dreamteam 2006, en samling af 24 talentfulde forskere ved en konference på Christiansborg. Ritzaus journalist er på plads, fordi ministeren i dagbladet Børsen samme dag har et indlæg om nødvendigheden af mere samarbejde mellem universiteterne.

Lidt senere på dagen kan man læse på det nationale nyhedsbureau, at Sander vil have omfattende forandringer af det danske universitetslandskab.

"Fusioner er ikke målet, det er midlet. Målet er at skabe nogle stærkere forskningsmiljøer, der kan klare sig internationalt, og skal vi klare os, må vi samle kræfterne," sagde ministeren til ritzau.

Det lille telegram varsler en stor og omsiggribende reform af universitetslandkortet. Nu er det ikke kun de 15 mindre sektorforskningsinstitutioner, der skal fusioneres med landets universiteter.

For første gang lægger regeringen op til det helt store bunkebryllup, hvor også de hæderkronede forsknings- og uddannelsesinstitutioner som Københavns og Aarhus Universitet og de mindre, men mere specialiserede læreanstalter, som Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og det nye IT-universitet bliver budt op og bedt om at finde sammen.

Nogle vil påstå, at telegrammets besked kom som et lyn fra en klar himmel og er sidste byggesten i Projektet Sander, der skal omkalfatre dansk universitetstradition og gøre universiteterne til velsmurte virksomheder, der kan konkurrere internationalt.

Et projekt, som regeringen med Sander i spidsen indledte i 2003 med en ny universitetslov, der indførte professionel ledelse på universiteterne og bestyrelser med eksternt flertal.

"Målet med projekt Sander og de storstilede forandringer, er at få de danske universiteter op i den ypperste verdensklasse," som professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen udtrykker det.

Reform, reform, reform

Andre vil sige, at debatten, om hvorvidt Danmark er for lille et land til 12 universiteter, har udspillet sig årevis - alt imens forskellige regeringer har oprettet det ene universitet efter det andet. Først fik den daværende undervisningsminister Magrethe Vestager sit pædagogiske universitet i 2000. Siden blev beslutningen om oprettelsen af IT-Universitetet (ITU) taget i 2003 under selv samme minister, som i dag ønsker det lille universitet lagt ind under det langt større Københavns Universitet. I det lys ser det nærmere ud til, at ministeren er snublet ind i manegen for at få styr på en række sektorforskningsinstitutioner og universiteter, der på den ene side langt fra har været forhippede på fusioner, men på den anden side heller ikke ville gå glip af en god luns, hvis jagten blev sat ind.

Da det skete, stod regeringen på spring for at sætte endnu en krone på værket med store reformer og sammenlægninger, som både politi- og retskredse, men ikke mindst kommunerne har gennemgået under VK-regeringen.

Historien om projekt Sander, som Information her afdækker på baggrund af interview med centrale aktører, er historien om en storstilet plan, der skal nedbringe landets 12 universiteter til seks. En reform der ikke appellerer til meningmand. Og måske netop derfor ikke på noget tidspunkt er blevet begrundet med meget andet, end hvad Sander den januar morgen sagde til ritzaus journalist, mens han stod og fik praktiske beskeder om overrækkelsen af præmierne til de 24 forskertalenter.

Det hævder kritikerne i hvert fald.

Tilbage i Folketinget sidder en måbende opposition, der nok erkender, at den ikke vinder et folketingsvalg på et slagsmål om universiteter, men som føler sig sat ud på et sidespor. Hverken oppositionen eller offentligheden har set et beslutningsgrundlag, de kunne forholde sig til sagligt til.

Samtidig udspiller der sig et skænderi om, hvorvidt fusionerne er frivillige for universiteterne. Et skænderi, der ikke bare handler om, hvem der skal bestemme farten og retningen på de danske universiteter, men også har betydning for den politiske magtkamp mellem regeringen og støtterne i Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaards ministerdrømme.

Stilfærdig præsentation

Den 20. juni er dagen, hvor finansminister Thor Pedersens offentliggørelse af det længe ventende velfærdsforlig affolker pressens redaktionslokaler og partiernes kontorer.

Op ad formiddagen lander en pressemeddelelse på redaktionerne, hvori Videnskabsministeriet indkalder til pressemøde i Bredgade om regeringens planer for de fremtidige universitetsfusioner.

På pressemødet udleverer videnskabsministeren tre A4-ark med hovedlinjerne i det nye danmarkskort for landets universiteter. 12 universiteter skal blive til seks. Fem nye opstår ad frivillighedens vej med integration af Landbohøjskolen og Danmarks Farmaceutiske Universitet samt 10 sektorforskningsinstitutioner. Men fire universiteter mangler stadig at finde en partner. Dem har ministeren også planer for, men de får foreløbigt frem til 15. september til selv at forhandle videre. Ét universitet får et udvalg og en længere frist.

Oppositionen føler sig taget på sengen, men får i al hast indkaldt ministeren i sam-råd den 21. juni, om hvilke kriterier regeringen lægger til grund for fusionerne.

Derefter holder tinget sommerferie, mens drøftelserne med de universiteter, der slår sig i tøjret, fortsætter.

"Det er topstyring uden forklaring og uden at skabe medejerskab," lyder den radikale leder Marianne Jelveds dom over regeringens fusionsplaner.

Også regeringens støtteparti raser og mener, at baggrunden for fusionerne er usaglige.

"Jeg har ikke hørt ét eneste godt argument for at fusionere universiteterne. Derimod har en masse universitetsfolk sagt til mig, at det vil være ødelæggende," siger partiets forskningsordfører Jesper Langballe.

Professor i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, mener, det står meget værre til.

Han kritiserer i skarpe vendinger hele projekt Sander for at være "forhastet" og udtryk for "dårlig embedsførelse". Den dårlige embedsførelse består ifølge professoren ikke alene i, at fusionsbølgen sættes i gang uden grundig forberedelse, men også i, at det sker, inden universiteterne endnu har fundet deres ben efter den sidste store reform i 2003.

En bombe i systemet

Her tager Helge Sandets moderniseringsprojekt sin begyndelse, da et flertal i Folketinget vedtager den nye universitetslov.

Med den følger store forandringer. Fra at universiteterne selv har valgt deres ledere blandt det akademiske personale, skal en ny bestyrelse, hvor flertallet består af medlemmer uden for universitetets mure, nu lede universiteterne. Mens nogle universiteter er hurtige til at komme på plads, er det først i foråret 2006, at den nyansatte rektor på Roskilde Universitetscenter, Poul Holm, overtager rektorkontoret. På Københavns Universitet tiltræder de dekaner i disse måneder, og begge institutioner mangler endnu at ansætte nye institutledere.

Men hvor ledelsesreformen var baseret på et grundigt kommissionsarbejde og efterfølgende lovgivning, der blev debatteret i Folketinget og i offentligheden, har den storstilede universitetsfusion ikke været diskuteret i Folketinget, påpeger forvaltningseksperten Jørgen Grønnegård.

"Ledelsesreformen på universiteterne har ikke fungeret længere, end at den er i sin gennemførelsesfase. Og det tager lang tid at få sådan en reform til at fungere. Med fusionerne bliver en langt mere omfattende reform kastet som en bombe ind i systemet - uden der gives belæg for, om den vil virke efter hensigten," siger Jørgen Grønnegård Christensen, der får støtte fra kollegaen på Københavns Universitet, professor i offentlig forvaltning, Tim Knudsen.

"Der mangler en grundig udredning af, hvad der kan vindes ved det her. Ministeren taler om, at universiteterne skal have mere 'muskelkraft' og 'kritisk masse'. Det er meget muligt, at sammenlægninger er en god ide, men hvis ikke ministeren kan komme med flere konkrete fordele end varme og luftige ord, så tyder det på en sjusket forberedelse," siger Tim Knudsen.

Jørgen Grønnegård Christensen hæfter sig desuden ved, at ledelsesreformen fra 2003 har tappet universiteterne for ressourcer.

På et nyt stort institut får en institutleder nu 50 pct. mere i løn, påpeger Grønnegård Christensen, der selv sidder i bestyrelsen på Aarhus Universitet. Samtidig har den nye professionelle ledelse medført langt flere administrative opgaver, der skal honoreres med lønkroner, og som ligeledes dræner universiteterne for forskningsressourcer, hævder han.

"Hvis man dertil lægger, at de nye universitetsbestyrelser ikke har fået den selvstændighed, der var lagt op til i loven, fordi det såkaldt institutionelle selvstyre stadig gør ministerium og minister i stand til at blande sig i stort og småt - samtidig med at man introducerer en helt ny reform med fusioner, uden at den første har båret frugt, så er det, hvad jeg vil kalde dårlig embedsførelse," siger Grønnegård Christensen.

Tim Knudsen, der lige som Grønnegård ikke afviser, at der kan være fordele ved fusioner, siger:

"Man kan frygte, at regeringen laver reformer for at lave reformer. På mange måder har den tømt en stor del af sin dagsorden og befinder sig i en slags midtvejskritisk alder, mens den desperat leder efter noget, den kan vise frem og gøre noget nyt."

Videnskabsminister Helge Sander mener imidlertid, at fordelene ved universitetsfusioner er tilstrækkeligt og grundigt belyst i en række rapporter og anbefalinger fra Danmarks Forskningspolitiske Råd, OECD og Forskningskommissionen.

"Den kritik, der har været, handler jo om detaljer," siger Helge Sander.

Det afviser Grønnegård Christensen med henvisning til, at Det Forskningspolitiske Råd i deres notat fra 2006 tager udgangspunkt i, at der ikke er nogen sammenhæng mellem størrelse og kvalitet; at Forskningskommissionen i 2002 kun overfladisk beskæftiger sig med fusioner og langt mere med selve ledelsesreformen, samt at OECD's rapport ikke består af solide analyser.

"Efter normale embedsmandsstandarder er det utrolig dårligt arbejde, der foreligger," fastslår professoren og tilføjer:

"Men jeg er heller ikke af den opfattelse, at man kan finde et teknisk svar på, om man skal fusionere eller ej. Det er en politisk beslutning, men jeg mener, at det bør diskuteres grundigt og kritisk igennem på et kvalificeret grundlag."

En tynd politisk tråd

Tilbage står, at i hvert fald tre af de universiteter, der fik forlænget fristen til at finde fusionspartnere, klart har meldt ud, at de vil forblive selvstændige. Det drejer sig om DPU, IT-Universitetet og Handelshøjskolen i Århus.

Men de står alene med deres kamp for overlevelse, mens de større institutioner har deres på det tørre.

Som en kilde siger: "Ingen institution har lyst til at nedlægge sig selv og blive spist af andre."

Helge Sander lægger hele vejen gennem forløbet vægt på, at sammenlægningerne er en frivillig proces. Det skal vise sig at blive helt centralt i diskussionen om fusioner.

For i løbet af forsommeren smuldrer regeringens ellers så faste flertal med Dansk Folkeparti, da forskningsordfører Langballe melder ud, at partiet ikke støtter fusioner mellem de eksisterende universiteter. Derfor vil Sander ifølge Informations oplysninger helst undgå at have beslutningen om fusioner til afstemning i Folketingssalen. Omvendt er der en forventning i regeringen om, at Sander kan gennemføre sammenlægningerne. Hvilket han da også har gjort for 85 procent af universiteterne, hvis man regner i midler, ansatte og studerende.

Men stadig mangler han fire universiteter, der skal fusioneres, hvis reformen skal være en succes. Hvis ikke bestyrelserne er enige, siger loven, at beslutningen skal tages i Folketinget. Her har Pia Kjærsgaard og hendes støtter sommeren igennem ganske højlydt raslet med sablerne, præsenteret sig som et regeringsdueligt parti og krævet ministerhoveder samt en ny sammensætning af Foghs hold. Intet vil være nemmere end at slagte Projekt Sander.

Helge Sander fastholder, at han ikke har presset nogen til noget.

"Det var sådan set Risø og Børsting-udvalget, der overhalede de intentioner, der stod i regeringsgrundlaget om konsortier," siger han.

Ministeren har modtaget to henvendelser fra to forskellige universiteter efter, at det såkaldte Børstingudvalg og bestyrelsen på sektorforskningsinstitution Risø hver især havde spillet ud med henholdsvis forslag om et nyt fødevareuniversitet og et nyt superuniversitet bestående af Risø og fire universiteter i hovedstaden.

Med henvendelserne vil universiteterne have klarlagt, om de selv skal tage initiativ til fusioner. Helge Sander forklarer over for Information, at det var de sonderinger mellem flere universiteter, der fik ham til at beslutte sig for en proces, der skulle sikre, at alle blev hørt. Også dem som ingen var interesseret i at byde op til dans.

'Fladt op ad væggen'

Derfor skriver ministeren i februar til universiteternes bestyrelsesformænd og beder om deres "interessetilkendegivelse for en mulig fusion med andre universiteter og sektorforskningsinstitutioner."

På to efterfølgende møder med bestyrelsesformænd og rektorer hører Sander ingen kritik af fusionsplanerne.

"Der var nogle universiteter, der var bange for, at de ikke kom med i drøftelserne. Og jeg tror ikke, der er nogen, der ønsker at stå tilbage, fordi man ved, at presset øges for større bevillinger, internationalisering og på miljøernes evne til at tiltrække og holde på de gode forskere," siger Helge Sander.

Ifølge Informations oplysninger, der er indsamlet på baggrund af interview med flere bestyrelsesformænd, er det dog ikke alle universiteter, der er lige begejstrede for møderne, der er korte og ikke lægger op til dialog. Flere oplever, at der præsenteres et fait accompli.

"Man stiller sig ikke op og modsiger en minister," som en bestyrelsesformand siger.

En anden hæfter sig ved, at ministerens snak om frivillighed skal stå den endelige prøve efter 15. september, når ministeriet offentliggør, hvad der skal ske med de resterende universiteter. Om IT-Universitetet f.eks. for lov at fortsætte efter pres fra IT-branchen, mens DPU splittes op mellem KU og Undervisningsministeriets nye professionshøjskoler.

Imens huserer rygterne om, hvorvidt der allerede er en plan for de resterende universiteter. En plan, der ganske vist ikke er nedfældet noget sted, men har opbakning i regeringen. Der skeles til de såkaldte Centre for Videregående Uddannelser, CVU'erne, som regeringen ønsker skal fusionere til otte store professionshøjskoler. Og i bestyrelseslokalerne diskuteres det intenst, om det blot er tromme trusler, når det ligeledes forlyder på den hektiske rygtebørs, at CVU'erne presses med færre uddannelsestilladelser og en mindre andel af regeringens udviklingsmidler.

"Universiteterne står med ryggen fladt op ad væggen lige nu," som en kilde siger.

20060817-225757-pic-705118900.jpgDet handler om forskning og forskningspolitik, men grundlaget for fusionsplanerne er tvivlsomt og langt fra debatteret kvalificeret, lyder en enig kritik. Foto: Peter Hove Olesen/Polfoto

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her