Læsetid: 12 min.

Han stiller sig selv til rådighed

2. sektion Jørgen Leth vil gerne lægge sit liv frem uden censur. Den strategi kostede ham både job og titler, men han fortryder ikke et ord. Han er landet igen og glæder sig nu bare til at genoptage sit liv i Haiti – og skulle han vælge at udgive bind II af sine erindringer, bliver de ikke mindre nøgne Jørgen Leth har kun frygtet døden én gang. Da han for et år siden stod i en børnetøjsforretning i New York kort efter at have fået stillet diagnose...
23. december 2005

Jørgen Leth vil gerne lægge sit liv frem uden censur. Den strategi kostede ham både job og titler, men han fortryder ikke et ord. Han er landet igen og glæder sig nu bare til at genoptage sit liv i Haiti – og skulle han vælge at udgive bind II af sine erindringer, bliver de ikke mindre nøgne

Jørgen Leth har kun frygtet døden én gang. Da han for et år siden stod i en børnetøjsforretning i New York kort efter at have fået stillet diagnosen prostatacancer. Selv om det var en mild cancerform, sneg tanken sig for et øjeblik ind: Livet varer ikke evigt.

"Det var et øjebliks stærk bevægelse. Der ramlede det," siger han.

I Haiti mærker han den dagligt. Mord, begravelser og zombiekulternes dyrkelse af døden er en del af livet.

"Der er en enorm vitalitet i at omgås døden så tæt på. Jeg er meget fascineret af døden i Haiti, fordi sorgen er så direkte, så umiddelbar. Dyrkelsen af døden er livsbekræftende. Jeg går aldrig til begravelse i Danmark, udover dem jeg skal til, men i Haiti gør jeg det for at lære livet bedre at kende."

Med sine egne ord er Jørgen Leth verdensmester i at leve og samtidig iagttage livet. Han har notesblok eller kamera med sig overalt, og livsbetragtningerne lægges frem i digte, bøger og film med ham selv som hovedperson.

"Jeg lægger mig nøgen frem, jeg har lyst til at stille mig selv, min søgen, min udforskning af virkeligheden, min nysgerrighed - og mig selv - til rådighed," siger han.

Men i efteråret blev Leths selvfremstillelse og til dels hans nøgenhed for meget for det danske debatklima. Hans beskrivelse af et seksuelt forhold til en ung, haitiansk kvinde dannede udgangspunkt for en regulær mediekampagne mod Leth og liderligheden. Efter en uge havde han fået frataget sit kommentatorjob på TV 2, trukket sig fra alle tillidsposter og droppet et kontroversielt filmprojekt.

Nu, godt tre måneder efter, er han landet igen. Blikket er måske lidt mere melankolsk end normalt bag et par nye, mere farverige briller, men ellers ligner han sig selv. Solbrun, mørk frakke og det karakteristiske tørklæde, der signalerer et glimt af boheme. Stemmen er mindre nasal, end man kender den fra Tour de France-mikrofonen, men han taler, som han plejer. I hovedsætninger. Som han skriver.

- Hvordan har du det?

"Jamen, jeg har det udmærket. Jeg er landet med hovedet opad og benene nedad. Jeg har mange ting i gang og føler mig fuld af energi og lyst til at komme videre. Stemningen har vendt sig, så mit humør er også blevet meget bedre, end det var for en måneds tid siden. Jeg har mærket enormt meget sympati. Jeg får dagligt en mængde sympatimails, og lige da helvede brød løs, havde jeg fjernet mig, gjort mig usynlig, jeg havde ikke lyst til at gå på gaden, men det gør jeg nu, og der mærker jeg kun sympati. Mange mennesker kommer dagligt hen og siger, 'Det skal du sgu ikke tage dig af, vi er på din side'. Det varmer meget, det må jeg sige. Jeg har vel at mærke ikke oplevet det modsatte. Det er meget ofte unge mennesker - både mænd og kvinder. Det gælder jo både dem, der er kede af, at jeg ikke skal kommentere Tour de France, men også i almindelighed. En vrede over... over hetzen. Det er det, jeg hører."

Præmissen for interviewet er klar: Han vil ikke tale om forløbet, om bogen eller om stemningen. Men som han sidder der afslappet, let henslængt på stolen, er det alligevel fristende at lette lidt på låget.

- Hvordan vil det her forløb påvirke dit fremtidige arbejde?

"I positiv retning, det er jeg overbevist om. Jeg rejste bort, da det gik mest heftigt for sig, til en ven i Pisa i Italien, uden at nogen vidste det. Der kom jeg hurtigt til mig selv igen og begyndte at skrive digte. Det var et godt tegn. Normalt skal være i en særlig situation for at skrive. Jeg kan ikke skrive i København, fordi der er for mange distraktioner. Jeg er meget påvirkelig af omstændighederne, så jeg har altid taget langt tilløb og beredt mig på en særlig skrivesituation. Det var positivt at mærke, at jeg kunne skrive relativt hurtigt."

Skrivefasen i Pisa er i første omgang blevet til en digtsamling, der udkommer i foråret. En digtsamling, der, ifølge forfatteren, er inspireret af modgangen, men ikke omhandler den.

"Jeg skrev nogle digte med en ret ny friskhed. Jeg tror, man vil kunne se, at de er skrevet i efterfasen. Det er tænksomheden i det forløb, der kommer til udtryk. Men det er absolut ikke depressiv poesi, det er meget offensiv poesi, men det er ikke polemisk. De er fyldt med positiv energi. Det skal forstås i forlængelse af situationen, men uden direkte tilknytning til den. Der er måske noget trods i det, det ved jeg ikke. Jeg har gang i en masse projekter, og jeg tænker kun på arbejde nu og indrette mig efter verden 2006 for mit vedkommende. Efter syndefaldet, eller hvad vi nu skal kalde det."

Selv om han har været chokeret over det, han kalder 'ondskabsbølgen, der vældede op som ukendte fjender af dybe huller', fortryder han ikke et ord. Og nøgenheden og selvfremstillingen forsvinder ikke, forsikrer han.

"Jeg er ikke blevet klogere på mig selv, jeg ved, hvad jeg kan, og hvad jeg vil, og jeg ved godt, når jeg provokerer. Det har jeg jo altid beskæftiget mig med, det er en del af at være kunstner. Jeg er den samme, og jeg lader mig ikke forandre."

Jørgen Leth skriver om sig selv for sig selv - 'bekendelseslitteratur', som han har kaldt det.

"Jeg stiller mig til rådighed i rosseausk forstand, at man stiller sig nøgen frem, og så kan folk betragte en. Den fornemmelse har jeg altid, også i mine digte og mine film. Jeg har ikke svarene, jeg har ikke lyst til at give anvisninger, det har altid været mit modus. Jeg vil ikke pakke mig ind i narrative strategier. Materialet skal være råt, jeg lægger min egen arbejdsproces frem. Jeg stiller mig selv til rådighed som eksempel på et liv."

- Hvorfor er det en vigtig strategi for dig?

"Den falder mig naturligt, jeg er ikke strategisk på den måde. Det er muligt, at man oplever min fortælleform som en iscenesættelse, en manér, men for mig er det naturligt. Jeg har en afslappet indstilling til mit arbejde, en vis transparens, hvor mine tanker og mine følelser står til rådighed. Jeg er altid arrogant gået ud fra, at min følsomhed giver nogle resultater, der kan interessere andre. Metode og fremstilling har for mig altid hængt uløseligt sammen med indholdet. Indholdet er født med formen, og derfor kan det ikke være anderledes. Det er kun noget værd, fordi det kan skrives, der er ingenting, der er noget værd i sig selv. Min bog kunne ikke være fortalt til en ghost writer, det ville være meningsløst. Derfor kan det heller ikke trækkes tilbage. Bordet fanger: Når man skriver sådan, skriver man sådan. Det kan man ikke have et beregnende forholdt til."

- I filmen 'De fem benspænd' virker du som om, du føler et reelt ubehag ved nogle af de ting, du gør, og i bogen nævner du også, at du har det dårligt med nogle af dine egne tanker og følelser. Er der et masochistisk element i det her?

"Nej, jeg oplever det hverken som masochistisk eller et martyrium. Jeg oplever det som et professionelt anliggende. Jeg kan godt lide vanskeligheder og udfordringer, jeg kan godt lide, at det næsten er umuligt. Jeg er bevidst om, at det kan gøre ondt, men det gør ondt at leve. Jeg har meget smerte i mit liv og er ikke bange for at vise den frem. Der kan man ikke gå halvt til værks. Når jeg viser svagheder, indgår de i et professionelt foretagende. Det er jeg meget bevidst om, jeg er jo ikke naiv."

- Kunne du finde på at skrive en lige så ærlig bog med dette forløb i baghovedet?

"Der bliver ingen dæmper på det af denne grund. Det har sin egen logik, jeg kan ikke gå på kompromis. Da jeg skrev erindringerne, kunne jeg sagtens se de risici, der lå i form af konfrontationer og kritik, men det tager jeg med. Nu nærmer vi os det, jeg ikke vil snakke om, men jeg tager det som en omstændighed, og jeg kan ikke gå på kompromis. Man kan ikke censurere sig selv, det er umuligt. Jeg vil ikke være mere forsigtig, hvis jeg skal skrive bind to af mine erindringer. Om jeg har mere af samme art, er en anden historie, men jeg vil ikke være mere forsigtig. Det er en del af ens profession, af ens drift, at man ikke er langt fra provokationen. Lige så længe jeg kan huske, helt tilbage til Det perfekte menneske, har jeg lavet provokationer. Jeg har altid søgt yderligtgående positioner, og det vil også være kursen fremover. Det er en del af mit virke at sætte tingene på spidsen."

- Var bogen en provokation?

"Den var ikke tænkt sådan. Jeg tænker ikke i provokation, men jeg gør tingene så yderligtgående, som jeg kan, og derfor bliver det somme tider provokerende. Det har jeg opdaget gang på gang, og det er i orden. Det er en del af omkostningerne. Man kan bare ikke tage højde for klimaet."

Jørgen Leth forventer at vende tilbage til Haiti omkring 1. februar, inden sidste runde af præsidentvalget.

"Mit liv vil være det samme, men der er meget farligt i Haiti nu, de politiske tilstande er værre end nogensinde. Mine sønner, der kender Haiti, vil ikke have, at jeg tager tilbage, fordi der i øjeblikket er mellem otte og 10 kidnapninger per dag, og de for første gang rammer udlændinge. Men jeg er vant til at være der i kraftige perioder."

Haiti har været hans hjem i 15 år, og som journalist har han rapporteret til både dagblade og tv om de urolige politiske tilstande.

"Jeg er vanvittigt optaget og fascineret af det politiske drama i Haiti. Jeg glæder mig på en vis måde til at vende tilbage og berette om, hvad der sker. Jeg føler, at jeg er nødt til at vende tilbage. Det er en del af mit virke at være en slags vidne, også i de situationer. Muligvis finder jeg ud af, at det er uholdbart at blive der, hvis det bliver ved med at gå nedad. Af samme grund ejer jeg ikke et hus i Haiti. Men jeg håber, jeg kan blive."

Han længes tilbage til sine rutiner. Til en skemalagt dagligdag, der begynder med en morgentur klokken seks, derefter morgenmad, en formiddag foran computeren og en eftermiddag, 'der bare flyder'. Han emigrerede i 1990, efter en langvarig depression. Instinktet sagde Haiti, og 15 år efter trives han stadig der.

"Det ydre kaos havde en stærkt beroligende virkning på mit indre kaos. Jeg føler mig mere engageret i et land, hvor det politiske er mere klart og umisforståeligt. Det flyder ikke så meget. Der er onde og gode, og det kan jeg godt lide. Det har jeg haft lettere ved at orientere mig i. Jeg forstår absurditeterne i Haiti og accepterer dem. Det har på en eller anden måde galvaniseret mig mod det nonsens, der tit foregår i Danmark, og den tilsyneladende fornuft der ofte skjuler en masse, mærkelige jalousier, og jeg ved ikke hvad."

Informations Lilian Munk Rösing har beskrevet hans liv således: "Leth skildrer sine tætte og ofte livsvarige venskaber med andre mænd, over sporten, over kunsten, over jazzen, mens kvinderne flagrer ind og ud som smukke sommerfugle, der griber den skønhedsdyrkende og nydelsessyge mand med begejstring, men aldrig bliver bestandige partnere i en vedvarende, eksistentiel samtale."

- Kan du genkende dette univers?

"Venskaber betydet alt, men jeg vil gerne korrigere. Nogle af mine bedste venner er kvinder, især danske kvinder, som jeg kender og arbejder sammen med. Min producent Marianne Christensen og min klipper gennem mere end 20 år, Camilla Skousen, taler jeg dagligt med, og det betyder utroligt meget, ikke mindst i vanskelige perioder. Det er mine private venner og rådgivere. Jeg læner mit hoved tilbage på dem. Jeg synes, man mærkeligt nok kan være mere frimodig sammen med kvinder. Om ens liv, om de mest intime detaljer. Mænd er meget lidt åbne om for eksempel erotiske ting - det er et helt misforstået billede. Jeg har altid kunnet være mere åben med kvinder - voksne kvinder forstås - og jeg taler ikke om elskerinder, men kvindelige kammerater. Det er mit nærmiljø. Jeg lever næsten mentalt af at have gode venner."

- Overstiger dine venskaber vigtigheden af dine kærlighedsforhold?

"Ja, det tror jeg. Det er det mest holdbare, der er."

Jørgen Leth er fyldt 68, men har ingen planer om at lade sig pensionere - og har i øvrigt heller ingen pension.

"Jeg går rundt og lever videre, jeg går rundt og tænker på det næste projekt. Jeg er mere interesseret i at være i gang. Jeg har lært, at specielt med film skal man spille med flere bolde. Noget, jeg nødig vil opleve igen, er, at man laver en film, og så kommer der et kæmpe hul, som kan give depressioner. Det er vigtigt, at tingene overlapper hinanden."

Og det gør de. Jørgen Leth planlægger bl.a. en bog om sin filmiske metode, en foredragsturné, master classes om sine film og en film om den italienske cykellegende Fausto Coppi. Passionen for cykelsporten lægger han ikke på hylden, selv om cykelløbene nu er væk, som han siger. Han har netop afsluttet forhandlinger med TV 2, der afskedigede ham tre år før tid, om en fratrædelsesordning.

- Hvordan vil du se på forløbet om 10 år?

Pause.

"Som en episode i mit liv, som en interessant historie, der skete det år."

- Interessant?

"Jeg ved ikke, om det skaber traumer. Jeg vil se tilbage på det som noget, der er sket - noget, jeg har med i min bagage. Som noget, der har vist mig lidt mere om noget, jeg måske kunne ane i Danmark."

- Vil du uddybe det?

"Nej."

- Gør du dig tanker om, hvordan andre vil se tilbage på det?

"Nej, det gider jeg ikke spekulere på. Jeg søger ikke offentlighedens anerkendelse, og jeg går ikke på kompromis for at få den. Det har jeg aldrig gjort. Heller ikke med erindringsbogen. På den måde er der ikke meget, jeg fortryder. Jeg har kun behov for anerkendelse fra mit eget, smalle publikum."

- Føler du dig skrøbelig, fordi du har behov for den anerkendelse?

"Nej, det tror jeg er helt alment menneskeligt. Jeg er ikke et skrøbeligt, men et sensitivt menneske. Jeg svinger mig op til mine projekter. Det er en form for eufori, men den betaler man næsten altid med melankoli. Mit liv går imellem de to poler. Kreativitet, euforisk skaben og så pauser og depressive tilstande. Det er jeg blevet bedre til at leve med."

- Imellem eufori og melankoli - hvor er du så nu?

"Jeg er et godt sted, på den opadgående stige. Jeg er i en periode, hvor jeg kan orientere mig fremad. Jeg vil gerne skrive mere, men det kan jeg ikke komme til. Det giver lidt irritation og frustration, men nu vil jeg så glæde mig over, at der kommer nogle stunder med mine børn i juledagene, og så vil jeg meget gerne tilbage til Haiti så snart som muligt."

uld@infomration.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu