Læsetid: 9 min.

Jeg har stillet mig ud på tilskuerpladserne

27. maj 2006

Nogle bruger deres liv på at opretholde den succesfulde facade og pynte på virkeligheden. Det har aldrig været Michael Kviums claim to fame. Han har koncentreret sig om at afdække og vise os, hvem vi er inde under overfladen.

Og kønt ser det ikke ud det, han gennem årtier har holdt frem for beskueren. For nylig har man kunne se en kæmpe retrospektiv udstillig af hans værker på Aros Kunstmuseum i Århus, og de voldsomme billeder af blegfede androgyne mennesker, der æder, kvæler og boller hinanden, har altid både frastødt og tiltrukket. Denne gang er den 50-årige maler for alvor nået ud til et stort publikum.

"Jeg besluttede tidligt at kommunikere på en måde, som ikke krævede en intellektuel kunsthistorisk baggrund. Fordrivelsen af mennesket fra kunsten var undersøgt til bunds, og hvorfor fjerne det, når vores liv nu grundlæggende er bundet til det at være menneske. Men jeg kan ikke helt forholde mig til, hvor mange, der ser mine billeder, og om jeg er en succes og fiasko er noget, der afgøres bag lukkede døre i atelieet," siger Michael Kvium.

To dage efter udstillingens åbning stod han igen foran lærredet på vej videre. Men at gå tilbage i sit liv og kigge på sine ting fra dengang, han sluttede på Kunstakademiet, og frem til i dag har været en sjov og udmattende oplevelse: "Det er en stor ting og et kæmpe arbejde at lave sådan en statusudstilling, og mange havde advaret mod at gøre det. Selv var jeg også nervøs, for tænk nu hvis de ikke holdt. Men det gjorde de," siger Michael Kvium,

Gråt mudder og katastrofer

Han har aldrig kunne forstå, hvorfor folk kunne blive provokeret over at se noget på billeder, som de kan se i nyheder på tv eller en pornofilm. Men det kunne han pludselig, da han gik rundt fra rum til rum og kiggede ind i sit eget personlige univers.

"'Hvor er det grimt, og hvor må han være sindssyg ham, der har malet det,' tænkte jeg. For første gang forstod jeg, hvorfor mine billeder har virket så voldsomme på folk. Jeg var overrasket over, så råt malede de var og kunne se den unge mand og huske præcis, hvordan jeg havde det, da jeg malede hvert enkelt billede. Det ser let ud måske, men det var det ikke. Jeg fik mine dask, og jeg har da respekt for den unge mand, som jeg godt ville have mødt i dag," siger Michael Kvium og går ud for at lave kaffe i sommerhuset uden for Frederiksværk

Her har han atelier og her bor og arbejder han en del af året. Den store sorte motorcykel står parkeret udenfor og 'hænger ved' som mange af de ting, vi fik ind tidligt i vores liv.

"I virkeligheden ændrer vi os ikke så meget fra vi bliver født, og til vi dør. Vi har et jeg og en konstruktion udenom, et sæt af rum, hvorfra alle senere oplevelser bliver koblet til, både de gode og de dårlige, og så laver hjernen ekstra kombinationsmuligheder ud fra vores erfaringer og viden. Det er derfor ældre mennesker siger, at de ikke kan forstå, at de er så gamle. Ens jeg er en konstruktion i hjernen," siger Michael Kvium.

Som kunstner er man udstyret med et fintmærkende sanseapparat, og derfor kan han uden besvær dykke helt tilbage til begyndelsen og huske sig selv som tre-årig.

"Jeg er så gammel, at jeg har levet i 50'erne i den sene efterkrigstid, og det første jeg tænkte var, at jeg ønskede ikke, at det var sådan, at det skulle være. Der var en meget tung stemning. Jeg kan slet ikke huske solskin, men kun noget gråt mudder og katastrofer."

"Jeg kan huske, at jeg en nytårsdag så en bus, der var kørt galt over en viadukt. Jeg var meget overrasket og sad på min fars skulder og kiggede på de her pyntelister, der var gået i stykker og så ud som sytråd, der var rullet ud over vejen. Det var meget rystende for mig, at ting kunne ændre sig så meget," siger Michael Kvium.

Den røde tråd er ikke så svær at få øje på. Det, der var den tre-åriges chokerende møde med virkelighedens voldsomhed, kunne lige så godt have været et af motiverne i de billeder, han mange år efter skulle komme til at male. Øjnene havde allerede dengang stillet skarpt på detaljerne, på de forvredne ting, der bryder med hverdagens orden og den normalitet, vi så gerne vil holde fast i.

Den katolske opvækst

Michael Kvium er vokset op i Horsens i en søskendeflok på otte og med en far og mor, der var veluddannede og "fanatisk religiøse katolikker".

"Jeg er sikker på, at min mor og far mente, at de leverede otte nye katolikker til paven. Jeg forlod aldrig hjemmet uden et korstegn i panden fra min mor, og på den ene side var det trygt, og på den anden husker jeg det som røvkedeligt. Vi bad bord- og aftenbøn og gik hele andeflokken af sted i kirke og sad og hørte på en uforståeligt latinsk messe inden vi gik hjem igen," siger Michael Kvium.

Han husker sig selv som et nysgerrigt barn. Opmærksom på når der var noget, der trådte i karakter og var anderledes. Barakkerne som lignede noget fra en afrikansk forstad 1.500 meter nede ad vejen fra det pæne nybyggerkvarter i Horsens, hvor de boede. En udsendelse om en kunstner, der pakkede bjerge ind i stoffer, portrætter af Picasso og Yves Kleins blå monokrome billeder.

"Det var meget pirrende og frygtindgydende, at der var nogle voksne, der lavede noget, der var så langt fra den rationelle verden, og jeg gik skyndte mig at gå på biblioteket for at låne kunstbøger. Jeg vidste meget tidligt, at det var det, jeg ville. I 6. klasse fik vi en erhvervsvejleder, og jeg sagde, at jeg ville på Kunstakademiet. Det troede han godt, at jeg kunne droppe, for der var så få, der kom ind. Men han vidste hvordan jeg kunne komme i tømrerlærer," siger Michael Kvium og morer sig ved tanken.

Som den eneste af sine søskende ville han ikke i gymnasiet, for det kunne der ikke være noget nyt og spændende ved. I stedet kom han i lære som tegner på Horsens Folkeblad, hvor han skulle aflevere tegninger til journalisternes historier inden deadline. Det var god træning, men efter seks år var han klar over, at han måtte væk fra en tilværelse med fast stilling og kapitalpension, og tog så maleriet op igen. Til sin overraskelse kom han ind på Kunstakademiet i København.

Jeg valgte at afdække verden

Hjemme i Horsens, hvor han i flere år havde været del af en motorcykelgruppe og levet Easy Rider-drømmen ud med ture rundt i Europa, var han begyndt at male 'sine venner'. Læderjakken droppede han, da han kom til København, selv om det var på det tidspunkt, hvor alle andre gik med den som en del af deres identitet, men uden at det for dem 'repræsenterede noget'.

Han fortsatte med at male motorcykelmotiverne på akademiet, selv om det var temmelig yt.

"De fleste lavede hard core konceptkunst og politisk kunst, og jeg var hurtigt klar over, at jeg skilte mig ud. Det var ikke en behagelig tid, og det at være kunstner var egocentri. Der eksisterede ikke en subjektiv mening. Det var pervereret og kapitalistisk. For at få ro omkring mig selv begyndte jeg at tage fat i den amerikanske supernaturalisme og afmalede fotografier," siger Michael Kvium.

- Hvor er den røde tråd henne i det?

"Den ligger i min lyst og nysgerrighed, og langsomt begyndte jeg at afdække, hvad der er nedenunder kulturen. Det handlede om de basale menneskelige følelser som aggresion, sex og magt. Jeg tog magasiner, pornohæfter og reklamer og motorcykelblade. Alt hvad der fascinerede. Og så gik jeg fra helheden til at zoome ind på detaljerne fra f.eks. en show your tits contest, hvor jeg maler det sarte kvindebryst med en læderhandske henover, siger Michael Kvium, der sammen med blandt andre Christian Lemmerz var med i Værkstedet Værst og en af 80'ernes unge vilde.

"Kunst er det eneste sted, hvor vi er fri til at kunne være mennesker, og derfor ville jeg skrælle mig selv af ned til der, hvor jeg er mindst lullet ind i sovs. Men det er ikke nok. Derefter handler det om at omskrive det rene menneskelige udtryk til et sprog, der virker både stærkt og åbent."

"Kunst er kommunikation i forholdet en til en og et rum, hvor man kan gå ind og lægge sine egne erfaringer. Alle de, som reagerer voldsomt på mine billeder, bilder sig ind, at de regerer på mig. Men det er over ting, de genkender i sig selv. Jeg er tit blevet beskyldt for at være provokerende, men så ville jeg jo sætte mig over andre mennesker. Det er først og fremmest det korte liv, der provokerer mig. Og her kan man vælge to strategier."

"Man kan dekorere og tildække verden, så man kan lede efter en smukkere tilværelse, men det er der en masse andre, der er dygtige til. Og så kan man afdække verden som et uoverskueligt og irrationelt sted. Jeg har altid hadet forstillelse og de falske fortællinger om, hvem vi selv er, og hvem samfundet er."

"Hvornår er vi rigtige? Når vi er fostre eller oldinge? Vi er enormt indbildske, for de her grimme mennesker på mine lærreder er ikke stort forskellige fra, hvordan vi selv ser ud. Men vi er totalt blinde for, at vi er ens, når vi tager tøj, hår og stillinger væk. Så er vi lige. Derfor prøver jeg at lave nogle basiskroppe, som kan være både mænd og kvinder. Jeg hader sådan noget som pige- og mandeklubber.

Jeg bliver aldrig en glad maler

Det er mest sin egen forstillelse han tager fat på. Af bekvemmelighedsgrunde ender vi i stilstand, forstillelse og blindhed. Vi mister sanseapparatet, og er der noget, der er farligt for en kunstner, så er det ikke at kunne se, mener Michael Kvium.

Selv er han begyndt at se i en anden retning på de seneste billeder, hvor de lyserøde kroppe er forsvundet ud af billedet og lyse birkestammer på en flad baggrund dukket op.

- Er du ved at blive en lys gammel landskabsmaler?

"Jeg har svært ved at udtale mig om de ting, jeg er igang med. Men man kan sige, at jeg har stillet mig ud på tilskuerpladserne. Jeg behøver ikke skuespillere længere, for jeg har altid set det jeg har lavet som en performance. Men jeg står ikke ude i landskabet og maler af. Og der er ingen blade på træerne. Jeg vil aldrig blive nogen glad maler."

"Men en af grundene til, at jeg arbejder med kunst er, at jeg står måned ud og ind alene i værkstedet og laver et fysisk arbejde, som stort set har været uforanderligt i årtusinder. Det foregår med en pind med nogle grisehår i enden, og det giver mig mulighed for at tænke over alle de ikke rationelle spørgsmål: Hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er her. Vi aner det jo ikke," siger Michael Kvium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu