Læsetid: 2 min.

I stilstanden findes det alternative

Nutidens unge hvirvler ud og ind af flygtige fællesskaber i jagten på den ultimative selvrealisering. Men i hjertet af Nørrebro ligger en kulsort 'konservativ' højborg barrikaderet af unge, der har formået at skabe deres egen tidslomme, mener forsker
21. oktober 2006

Ungdomshuset på Jagtvej 69 har i snart 24 år fungeret som rammen om et fællesskab for unge, der samledes om punkmusik og den tilhørende kultur.

"Huset har været en helt konkret fysisk ramme omkring den tidslomme, Ungdomshuset repræsenterer i dag. Netop det rum er en præmis for, at fællesskabet har kunne stå så stabilt i så mange år," siger forsker i unge, køn og livsstil Niels Ulrik Sørensen, Center for ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitet.

"På den ene side fastholder de unge et værdifællesskab og retten til at være sig selv og have deres eget rum. På den anden side er det paradoksalt, at den musik de spiller, den måde de iscenesætter sig på, og den æstetik, de i det hele taget omgiver sig med, er blevet tilgængelig for massekulturen," siger han.

Punk og pop

Det helt store samlingspunkt i Ungdomshuset er musikscenen, især punken. At samles om musik er noget brugerne af huset har tilfælles med mange andre unge mennesker. Ungdomstiden er en tid, hvor man søger efter identitet og finder ud af, hvilken fod man skal stå på i verden. Musik kan spille sammen med denne søgen efter et ståsted, netop fordi musikken formulerer stærke følelser og værdier.

"For 20-30 år siden ville der være stor forskel på, om unge samledes omkring eksempelvis popmusik eller punk. Punken var dengang undergrund og markerede et væsentligt alternativ til mainstream-kulturen. Den stærke skelnen mellem undergrund og mainstream er sværere at foretage sig i dag," siger Niels Ulrik Sørensen.

Alternativ stilstand

Massemedier, pladeindustri og modebranchen i dag har fangarme ude over alt. Det betyder, at det i dag er sværere at have en subkultur for sig selv, da alt bliver opsnappet af trendspottere inden for de nævnte brancher.

I den sammenhæng mener Niels Ulrik Sørensen, at de unge i Ungdomshuset faktisk har formået at skabe deres eget rum uden for 'kommercialiseringsmøllen' - og at de simpelthen ikke er interessante for markedet længere.

"De er heller ikke længere rigtig interessante for forskere som mig, fordi de simpelthen ikke længere repræsenterer nye tendenser. På den måde har de formået at etablere deres eget - uden at vi andre lægger mærke til dem. Bortset fra når der er de få konflikter med ordensmagten," siger han. I og med at de unge holder sig uden for strømmen og dynamikken, har de etableret et rum, der den dag i dag ligner det Ungdomshus, der åbnede i 1982. Det ses delvist på musikken, på mange af de unges 'uniformer' og delvist på de politiske paroler.

"Det er måske i stilstanden og i det tilbageskuende, at man skal finde det alternative," siger han og uddyber:

"Der er ikke en voldsom kreativitet og nytænkning i de unges projekt, og de formår ikke længere at sprænge nogen grænser, men måske er det sådan, det er nødt til at foregå, når alle andre er så fokuserede på forandring," siger han.

De unge skal være ude af huset den 14.december i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu