Læsetid: 10 min.

Med stjernecharme som politisk våben

Udskældt som en forræder på USA's højrefløj for sin modstand mod Irak-krigen er George Clooney blevet Hollywoods toneangivende, venstreorienterede stemme
30. september 2006

Sådan her ser en typiske uge ud for George Clooney.

I dag, på dagen for vores interview, er han i Los Angeles. I aften flyver han til New York, hvor han sammen med Nobelpristageren og forfatteren Elie Wiesel skal tale i FN's sikkerhedsråd om nødvendigheden af at gribe ind i Darfur, før Den Afrikanske Unions militærkontingent rykker ud i slutningen af måneden.

I morgen flyver han til Las Vegas for at være med i optagelserne af Ocean's Thirteen - den tredje film i hans gode ven, Steven Soderberghs række af gangsterkomedier om Danny Ocean og hans lystige forbrydersvende. Snart skal Clooney også spille hovedrollen i en anden Soderbergh-film Den gode tysker, om en journalist, der bliver rodet ind i intriger i Den Kolde Krigs Berlin - samt i Tony Gilroy-dramaet Michael Clayton, hvor han spiller hovedrollen som en advokat, der indhentes af sin blakkede fortid.

Men ikke nok med det. George Clooney er ikke bare en af Hollywoods mest eftertragtede A-list skuespillere. Han har selv fået gang i en blomstrende karriere som filminstruktør efter sin overraskende succes med Good Night and Good Luck, hans stemningsmættede, poetiske skildring af magtkampen mellem tv-journalisten Ed Murrow og senator McCarthy på højdepunktet af 1950'ernes antikommunistiske heksejagter. Han er også en af de hotteste producere i byen, takket være den succes han har haft med Section Eight - et uafhængigt filmselskab, han stiftede med Soderbergh for seks år siden. Selskabet har seks nye titler på vej over de næste 18 måneder - og kunne have produceret endnu flere film, hvis ikke dets ledere havde besluttet at nedlægge det til foråret for at få bedre tid til at kaste sig ud i nye projekter.

I mange retninger

I Clooneys tilfælde kunne disse andre projekter meget vel komme til at dreje sig om politik. Siden den tur, han foretog til Darfur i april, er han blevet den absolutte frontfigur i bestræbelserne på at overtale det internationale samfund til intervenere, før et allerede igangværende folkemord når samme grusomme dimensioner, som man så i Rwanda i 1994 - eller endnu værre.

Før han engagerede sig i Darfur-spørgsmålet, var han også en af hovedkræfterne i ONE-kampagnen - det amerikanske modstykke til den britiske Make Poverty History-bevægelse - i hvilken egenskab han deltog i sidste sommers G8-topmøde i Gleneagles side om side med Bono og Bob Geldorf.

I USA har han ikke lagt skjul på sine venstreorienterede holdninger, og som en af liberal Hollywoods mest toneangivende stemmer er han da også blevet fordømt som en "forræder" i konservative kredse for offentligt gentagne gange at have betvivlet visdommen i Irak-invasionen.

Kort sagt har Clooney spredt sine aktiviteter i enhver tænkelig retning, siden han for første gang slog for alvor igennem i midt-1990'erne som Doctor Doug i ER og fik ry for at være vor tids mest sexede mand. Førhen plejede han altid at beklage sig over, at societyjournalister kun interesserede sig for, hvem han nu datede. I disse dage har han sjældent dette problem. Ikke at han har fortabt sin status som sexsymbol - den udstråling ser kun ud til at blive forstærket, jo længere tid han udskyder ægteskab og børn. Sagen er bare, at der er så meget mere og andet at sige om ham.

Grundlæggende har Clooney udnyttet sin berømmelse for slet ikke at tale om sin betydelige personlige charme, vid og intelligens som et våben til at støtte allehånde gode sager, der er større end ham selv. Dermed er det lykkedes ham at lave ukonventionelle, utilsløret politiske film, som normalt ville have fået Hollywoods storspillere til at løbe så langt væk som muligt. Ingen af de store selskaber var parat til at finansiere Good Night, and Good Luck, skønt filmens stjernebesætning gik med til at arbejde for pebernødder og budgettet var så lavt som syv mio. dollar. Og dermed har han givet antifattigdomsbevægelsen og bestræbelserne på at stoppe folkemordet i Darfur ekstra slagkraft i medierne.

Som at føre valgkamp

Intet indfanger formentlig hans rejse fra Hollywoods selvoptagede, indadvendte bedre verden til den internationale politiske scene bedre end hans oplevelser i nogle få, korte uger sidste forår. I februar og marts var han travlt optaget med to Oscar-kampagner - den ene for sin birolle som CIA-agent Bob Barnes i Syriana, den anden for sin instruktion af Good Night, and Good Luck - og måtte bruge alle sine talegaver i ugevis.

"Det var som at føre valgkamp," siger han. "Alle de hænder, der skulle trykkes, alle de mennesker, jeg skulle møde. Jo længere man gør den slags, jo værre får man det. Her har man travlt med at rose sig selv for sit arbejde, når det, man allerhelst vil gøre, er at komme tilbage til samme arbejde. Selvfølgelig kan det være meget smigrende, og man gør det af hensyn til sine films succeschancer, men man føler sig lidt underlig."

Samtidig læste han meldingerne i The New York Times om, at Darfur og dele af nabolandet Tchad stod på tærsklen til en folkemordskatastrofe, medmindre verden greb ind. Clooney fattede interesse for en stor demonstration organiseret af Save Darfur-koalitionen, der skulle finde sted i Washington sidst i april, og blev bekymret for, om den ville få nok medieopmærksomhed.

Han diskuterede det med sin far, en tidligere tv-journalist og studievært fra Kentucky, hvis stejle fastholden af den journalistiske integritets principper skal have øvet stor indflydelse på Clooneys egne holdninger. Clooney senior var ikke i tvivl om, at Darfur havde brug for stjerneglamour.

"Hvis Elizabeth Taylor dukkede op, ville det komme i tv-nyhederne kl. 18," sagde han. Hvortil George svarede:

"Jamen kan jeg så ikke være Elizabeth Taylor - så kan du være journalisten, og sammen kan vi se, hvor meget opmærksomhed, vi kan skabe."

Give bedre betingelser

Ingen af dem havde før været i Afrika og turen viste sig vanskeligere end først antaget. Midt i april var Tchads præsident, Idriss Deby, tæt på at blive væltet i et kupforsøg, der kostede over 300 mennesker livet i hovedstaden N'Djamena, hvor Clooneyernes fly skulle lande. Det amerikanske udenrigsministerium udsendte advarsler, hvori man indtrængende tilrådede amerikanske statsborgere at holde sig væk, og flere hjælpegrupper i Tchad lod deres medarbejdere evakuere.

"Jeg var lige ved at opgive det," husker Clooney, "men så sagde min far: 'Det er nu eller aldrig', og så tænkte jeg: 'Hvad helvede - jeg er 45 år og har ingen børn. Min far er 72. Hvis nogen skal af sted, er det os."

Hvad de blev vidne til, var sindsoprivende og gruopvækkende. De så lig ligge strøet ud på jorden og brønde - disse lokalsamfunds livslinje - stoppet til og forgiftet med ligdele. Pointen var imidlertid ikke, at Clooneyerne så ting, som var forbigået andre journalister, hvoraf mange var langt mere erfarne i at dække Afrika og forstå baggrunden for Darfur-krisen. Pointen var, at deres tur skabte den form for offentlig opstandelse, som selv de mest garvede journalister ikke formår.

"Jeg er ikke journalist," siger Clooney, "men jeg kan give andre bedre muligheder for at gøre deres arbejde som journalister, og det er ofte præcis det, de ønsker sig allermest. Men redaktørerne har svært ved at finde spalteplads til den slags historier - medmindre en berømthed bliver blandet ind i dem. Dette her forekom at være en god sag at bruge al den berømmelses-kredit, jeg havde oparbejdet hele foråret, da jeg kørte Oscar-kampagner. Det var en god måde at få renset ud i al det på."

Darfur ligger stadig Clooney meget på sinde, og han er meget afklaret om den rolle, han kan håbe på at spille over for FN's sikkerhedsråd:

"Jeg tropper ikke op i det forum for at bedrive politik. Når jeg taler for forsamlingen, skal jeg ikke forsøge at belære nogen om Afrika eller Darfur. Min opgave er bare at bede alle om at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe." Især håber han på, at han selv og Wiesel kan få overtalt sikkerhedsrådet til at lade det bortdragende troppekontingent fra Den Afrikanske Union erstatte af nye FN-fredsstyrker. Uden disse vil tusinder af menneskers liv være i fare, siger han og fortsætter:

"Vi stiller op for at tænde nogle lys for forsamlingen - for alle senatorerne, kongresmændene og ambassadørerne - og vi vil sige: 'Det er uheldigt, at den her situation er kørt fast for jer i FN lige nu, men det her kommer til at få betydning for jeres eftermæle - så gør noget nu'."

Handler ikke om eksponering

Clooneys pragmatisme giver ikke blot glimrende mening - han har ingen intention om at være en af de berømtheder, som gør sig selv til grin ved at udtale sig om ting, der går ud over sin egen ekspertise, bare fordi han er filmskuespiller - den giver ham også en tilstedeværelse, der brænder igennem. Han kan få alle - om det så er den amerikanske hidsigprop af en FN-ambassadør, John Bolton, som var den, der indbød ham til at holde talen i sikkerhedsrådet - til at føle sig godt tilpas omkring sig. Og det er et politisk talent, der kan få konsekvenser i den virkelige verden i nok så høj grad, som det er en manifestation af hans filmstjernecharme.

Han har intet af den helgenagtige aura over sig, som omgiver en Bono eller en Geldof. Han er en jordnær mand, der sætter sig nogle konkrete, praktiske mål, og han overlader det gerne til intellektuelle meningsdannere som Nicholas Kristof og Samantha Power at mobilisere New York Times' læsere. Hvad han kan gøre for Darfur, er at bringe kendskabet til krisen ud til en langt bredere offentlighed.

"Jeg kan få det med i Oprahs talkshow, i CNN, i NBC og i Good Morning America. Den her sag er et emne, vi er nødt til at diskutere og forholde os til - den må ikke blive bortprioriteret fra mediernes dagsorden."

Hans sikre greb om, hvad han gør, gør det relativt let for ham at afvise kritik af, at hans internationale engagement på en eller anden måde udspringer af narcissisme. "Afgørende for at være en god advokat for en sag, er, at man virkelig ved, hvad man taler om - ellers kan man gøre sagen stor skade," siger han. "Der vil altid være nogen, som skal stille spørgsmålstegn ved hvad som helst, en berømthed foretager sig, og påstå, at jeg kun gør, hvad jeg gør, for at 'være på' - men hvordan kan de dog tro, at jeg har behov for at være mere på, end jeg allerede er. Jeg forsøger bare at gøre min pligt som menneske."

Det hjælper afgjort, at Clooney har et så intimt kendskab til nyhedsmediernes metoder. Da han voksede op i Lexington, Kentucky med en tv-nyhedsvært som far, var de kampe, der foregik i amerikanske journalistik, "en væsentlig del af vores daglige liv". Hans normative år var midt i Watergate-æraen, hvor man dyrkede Woodward og Bernstein som helte, men det var også en skelsættende periode for amerikanske tv, hvor de store tv-selskabers kommercielle prioriteringer og fokus på seertal tørnede direkte sammen med de journalistiske public service-hensyns gammeldagse etos.

"Det var i de år, i 1970'erne, at filmen Network så dagens lys, og det gik op for mig, at tv-journalistikken befandt sig i en evig strid mellem underholdning og nyhedsformidling. Min far udkæmpede hver dag det slag, og han endte med at blive afskediget, fordi han ikke ville gå på kompromis med sine journalistiske standarder."

Hvis pressen svigter

På mange måder er det stadig det slag, som Clooneyerne - Nick og George - udkæmper. Hver gang de kan henlede opmærksomheden på Darfur og fortrænge eksempelvis sensationalistiske tabloidhistorier om kidnapningsaffærer eller mord - kabeltv-nyhedernes foretrukne stof - har de vundet en lille sejr.

"Det er en hård kamp at kæmpe, og selvfølgelig taber vi hele tiden," siger Clooney.

"Mord og kidnapninger er også menneskelige tragedier, der må berøre os, men vi kan ikke lade dem fortrænge Darfur og krigene i Mellemøsten fra sendefladen."

Sådanne bekymringer var også, hvad der gennemsyrede Good Night, and Good Luck - en af de få Hollywoodfilm, der kommer under huden på den journalistiske profession og dramatiserer dens ægte dilemmaer. (Skal CBS sætte sine ressourcer ind mod en magtfuld senators magtmisbrug eller skal man sende alenlange interviews med en selvforelsket Liberace?). Og de samme bekymringer har optaget George Clooneys sind siden 11. september, da de amerikanske medier grundlæggende lagde sig på maven for Bush-regeringen for først igen at rejse sig efter dennes katastrofale håndtering af konsekvenserne af orkanen Katrina - på hvilket tidspunkt Det Hvide Hus havde udkæmpet to krige, i Afghanistan og Irak, og pådraget sig det meste af planetens vrede.

"I det halvandet til to år, der førte frem til krigen i Irak, holdt medierne, både de trykte og de elektroniske, ferie fra deres forpligtelser," siger Clooney. "Jeg tror, ingen vil benægte det - ikke engang The New York Times. Og hvis New York Times, Washington Post og USA Today svigter deres ansvar, så vil det hurtigt forplante sig helt ned til de lokale medier. Det har virkelig været en ringe tidsalder for journalistikken. Vi har i forvejen haft en kongres, der er på samme side som Det Hvide Hus, så mere end nogensinde behøver vi en fjerde statsmagt, der kan bide fra sig. Mediernes svigt går ud over alle os andre."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu