Læsetid: 3 min.

Stjernen og kultmusikerne strålede i Operaen

En dag i selskab med store sorte jazzmusikere som pianisten Kenny Barron og vokalisterne, Dianne Reeves og Andy Bey er en god dag
12. juli 2006

Den amerikanske 53-årige pianist Kenny Barron er ikke en musiker, der nyder samme stjernestatus som visse andre instrumentkollegaer.

Men at han tilhører eliten af amerikanske jazzpianister, kunne man forvisse sig om forleden i Copenhagen Jazzhouse, hvor han udfoldede en række skarpe, smukke og levende numre sammen med bassisten Kiyoshi Kitagawa og ikke mindst trommeslageren Victor Lewis. Sidstnævnte var med i stedet for den annoncerede Albert 'Tootie' Heath. Men det er svært at forestille nogen anden trommeslager, der kunne have løftet Barrons spil bedre. Lewis leverede et mesterligt bebopbeat, der drev musikken fremad. Og så var han en konstant aktiv medspiller med sine rytmiske udvekslinger og velanbragte smæk og eksplosioner i skind og bækkener, så gnisterne føg og ingen var i tvivl om, hvor energien og pulsen var henne. Samtidig kunne Lewis nedtone og forenkle sit spil, når situationerne bød det.

Drypregn af toner

Barron kunne med dén opbakning fremtrylle lange, rytmisk ubesværede linjer som i fortolkningen af Ellingtons Prelude to A Kiss, spillet med samba-puls. Men det var i balladerne, at Barron talte stærkest. Soloen i The Very Thought of You var en funklende drypregn af velanbragte og suverænt betonede toner. Mindre heldigt var bassist Kitagawas avancerede solospil med en flad kontrabaslyd og en intonation på strengene, der ofte var direkte uren.

Det høje intensitetsniveau i første sæt holdt heller ikke i andet, hvor dampen var gået noget af Lewis. Men han havde også haft en meget lang og sikkert hyggelig pause-

Suveræne Reeves

I Operaen var der tidligere på dagen ligeledes amerikanere på færde. Jazzvokalisterne Andy Bey og Dianne Reeves med hver deres sæt. Bey mere kult end stjerne. Reeves mere stjerne end kult. Men begge eminente sangere på hver deres måde. Derfor bjergtog de også Operaen, ja, den 49-årige Reeves nærmest indtog og erobrede stedet med sin helt forrygende musikalitet og sin varmt strømmende personlighed. Hun har jo været i København adskillige gange i de senere år, så på den måde er hun ikke et nyt bekendtskab. Men hendes evne til at henrykke og varme sit publikum med sin ukrukkede og suveræne optræden er umiskendelig. Mærkeligt, at hendes plader ofte er ret kedelige på en konservativ og retlinet facon. Men det har nok noget at gøre med, at hun er en perfektionens jazzvokalist, der i et studie mangler spontaniteten og udvekslingen med publikum. På scenen i Operaen derimod viste hun hele repertoiret af jazzsang med veldisponerede ballader som i Skylark, hvor hver en frasering blev vægtet på smukkeste vis, ordløs scat-sang i verdensklasse i en blues og en forrygende A Child Is Born, hvor hendes knalddygtige trio havde væsentlig andel i sangens dramatiske udvikling. Det endte i et break, hvor Reeves fortsatte alene, akkompagneret af salens håndklappen og med stående ovationer til følge. Reeves er en sol på jazzens himmel, næppe overgået af nogen i dag.

En stemme at bo i

Andy Bey, der indledte vokalaftenen var vel ikke optimalt anbragt i den store koncertsal. Han er en balladens mester, der med sin helt egen mørke, swingende frasering og bluesfornemmelse er bedst i mere ydmyge, diminutive omgivelser. Men han evner som få at bruge pausen i sine fortolkninger, så man drages af hans stemmes suspense. Han spiller et afdæmpet og skævt klaver i familie med Thelonious Monk, og så er han udstyret med en lun, bedstefaragtig humor. Den trio med bas, trommer og guitar, som Bey havde med sig, støttede ham på fineste afdæmpede facon, og de egentlige højdepunkter indtraf, da Bey rejste sig fra klaveret, vendte sig imod publikum, og fuldt koncentreret om sin vokale indsats sang først Hampton & Mercers The Midnight Sun, så man knap turde trække vejret, og så, som ekstranummer, blødt og med underliggende smerte aftenens smukkeste sang River Man, der flød som en stille strøm i fem-delt taktart. Hvis man kunne bo i en sangstemme, ville Beys være det tryggeste sted i verden.

Kenny Barron Trio, Copenhagen Jazzhouse, mandag

Dianne Reeves & Andy Bey, Operaen, mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu