Læsetid: 4 min.

Stjerner uden hjerner?

16. oktober 2002

Da skuespilleren Mads Mikkelsen i 1997 flyttede til Hellerup, kunne det ske, at han blev stoppet på gaden og visiteret af civilpolitiet som potentiel kriminel.
Det vil ikke ske mere. Ikke blot har Mikkelsen skiftet rollefag, så han er kommet over på den rigtige side af loven som politimand i Rejseholdet – han er også blevet landets førende filmstjerne og sex-symbol. Og den slags har man respekt for i Hellerup.
Præcis hvor meget denne forfremmelse har betydet for Mikkelsens pengepung, melder historien intet om, men skal man tro Mikkelsen selv, har det ikke betydet alverden. Danske filmproducenter bliver nemlig lige med ét frygtelig fattige, når de skal forhandle løn med skuespillere, siger han. Og den samme melding kommer fra en af hans kolleger, Ulrich Thomsen, der havde verdenssucces i Dogme-filmen Festen og har udtalt: »Producenterne har aldrig nogen penge, tuder og taler om, at vi er gamle venner (...) Når de så forhandler med os, så sidder de og siger: ’Åh nej, vi har slet ingen penge’. Men hvis filmen giver overskud, så sidder de og skraber til sig. Men det er os, der står med det.
Os, man gider se. Os, der får kritik, hvis det går skidt.«

Mads Mikkelsen er eneste danske medvirkende i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, der får premiere om kort tid. Han spiller en birolle, mens de mandlige hovedroller er besat med to skotske skuespillere, der hverken er stjerner herhjemme eller i deres hjemland.
Egentlig havde Scherfig tænkt sig holdet fra sin foregående mega-succes Italiensk for begyndere i rollerne, men de krævede for høj en løn for Zentropas producent Peter Aalbæk Jensen, som foretrak at henlægge produktionen til Glasgow i Skotland og gøre den engelsksproget. Det vil ifølge Aalbæk være en bedre forretning.
Umiddelbart kunne det se ud som om, at skuespillerne er skurkene i denne affære. De vil slå mønt på en succes, stiller krav, der overskrider den stakkels producents økonomiske smertegrænse og forviser ham og hans sagesløse instruktrice til Skotland. Hvad der kunne være blevet godt og gedigent dansk, er blevet internationalt, med alle de risici for kunstnerisk udviskning og udvanding,
det erfaringsmæssigt indebærer, når danske instruktører optræder på den fremmedsprogede udebane.

Uden at kende de honorarkrav, som Peter Gantzler og hans italienske begynderhold har fremsat, kan man dog godt spørge sig selv, om det ikke havde været klogere at tage tyren ved hornene og erkende, at dansk film vitterligt har skuespillere, der ikke blot kunstnerisk ligger på et meget højt niveau, men også betyder noget afgørende for billetsalget. Kan man tænke sig Italiensk for begyndere uden Peter Gantzler, Annders W. Berthelsen, Anette Støvelbæk, Ann Eleonora Jørgensen og Lars Kaalund? Nej, det er ikke mindst deres medskabende præstationer, der har gjort filmen til en verdenssucces.
Selv om Aalbæk nægter, at han har villet statuere et eksempel, er det svært at frigøre sig for mistanken om, at Italiensk-skuespillerne én gang for alle skulle sættes på plads. Ikke noget stjernesystem i lille Danmark! Nok har I succes, men stik nu ikke næsen for langt frem!
Denne strategi kan tage sig langsigtet ud, men spørgsmålet er, om den ikke er det modsatte. For det er jo vigtigt at huske på, at det i høj grad er publikum, der skaber stjernerne. Når dansk film har haft så få af dem siden Poul Reichhardts og Dirch Passers kronede dage, er det bl. a. fordi de senere årtiers filmskuespillere med stjernepotentiale fik alt for få opgaver. Og der stadig langt til den periode i starten af 1960’erne, hvor Ebbe Langberg havde seks hovedroller om året!
Mindre kan gøre det, men det er vigtigt, at de bedste danske filmskuespillere (der er i verdensklasse!) får kontinuerlige opgaver og chancer for at udvikle sig. Vigtigt for dem selv og for det publikum, som gerne vil se dem. Her er en guldgrube af talent, man bør tage vare på med omsorg. Det kan aldrig blive andet end en nødløsning at flytte typisk danske historier til udlandet og gøre dem engelsksprogede for at undgå at betale høje danske skuespillerlønninger.

DE FØRSTE skuespillere i stumfilmens baby-periode blev af sparehensyn gjort anonyme. Men publikum kårede hurtigt deres favoritter og krævede af producenterne, at de blev navngivet. Dermed var kimen lagt til stjernesystemet. Og det blev videreført i Hollywoods gyldne tonefilms-årtier, 1930’erne og 1940’erne, hvor en seks-syv dominerende produktionsselskaber slavebandt stjernene til langtidskontrakter, der klart var til producenternes fordel. Først omkring 1950 gjorde de første skuespillere sig fri og begyndte selv at producere deres film.
Noget tilsvarende kunne sagtens tænkes herhjemme og praktiseres allerede af skuespillerne Ulrich Thomsen og Jesper Christensen på Kirsten Thorup-filmen Baby. Så det sidste vrede ord i bataljen mellem skuespillerne og producenterne er næppe sagt endnu.

Pim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu