Læsetid: 5 min.

Stodderliv som sæbe-hiphopera

Niarn er ikke gået på retræte på sit andet, solide album, hvor feminist- og selvhadet samt stof- og kvinde-forbruget er på fuldt blus. Men det er jo også blevet et storsælgende varemærke. Til gengæld må Aalborg-rapperen og provokatøren kæmpe anderledes hårdt med sladderpressens ulvekobbel
7. august 2006

Niarn? Skidt knægt, klokkeklart skidt knægt. Men også en underholdende stodderkarl. Martyr i en selvskabt mytologi. Fange i mediernes spejlkabinet. Så du ham i Se & Hør i gang med at sniffe en bane kokain? Nå, ikke? Men så fulgte du vel debatten, der blev sat i gang i 2004 med Hanne-Vibeke Holsts indlæg mod Niarns sexistiske tekster, som hun forsøgte at stille til delvist ansvar for et brutaliseret kvindesyn. Hvad skal vi dog stille op med skarnsknægte som ham?

Tillad denne signatur at foreslå, at man slapper lidt af og rent faktisk lytter til, hvad manden fabler om. I sprøjt er han ærligheden selv og sågar pædagogisk nok til at forklare, at han har både engel og djævel på sine skuldre. Som kolleger fra Eminem til Jokeren også har været så venlige at anskueliggøre.

Glenn Francisco hedder Niarns svar på Slim Shady - hans indre slagside, der får ham til at kæntre i kokain, ketamin, MDMA, sprut, smadrede hotelværelser og imitationer af porno.

Nils Roos og 1979 står der på hans dåbsattest, og Antihelt står der på coveret til Aalborg-knægtens nye, andet album, der følger op på det to år gamle Årgang 1979, som solgte over 20.000 eksemplarer. Og inden Niarn og hans producer Christian Sundsdal sammenskruede musik og raps på nærværende cd-skive, har de formentlig lyttet til både amerikansk westcoast-aristokrati som Dr. Dre og Snoop Dogg, druk-ekvilibristerne Tha Alkaholiks og hardcore-knallerter som Notorious B.I.G. og DMX. Men de har nok især inhaleret dirty south- og crunk-snigere som Lil' John og Three 6 Mafia.

En solid orddunstende V8-motor planket i staternes mørkere gyder dunker under kølerhjelmen; en bastant bredbaget hiphop i cruise-tempo tilsat inciterende systemer af billige synthklange (similistrygere og plasticblæsere) og små frække mislyde, der blipper og bobler under overfladen.

Endnu skarpere

Hiphop-historien bliver ikke omskrevet med Antihelt, men det majestætiske og det inficerende fungerer i de bedste øjeblikke skarpere end på debuten. "Fuck Up", "Jeg Har Det Ikk' Så Godt", "La' Det Drop'" og "Kærlighed I Gaderne" besidder en olm rytmisk muskulatur, som sender programmerede chokbølger gennem modtageren. Dig, mig, din teenagedatter. Men der bliver skam også hældt patos ud over os fra en serie kærlighedserklæringer, bekendelser og selvudleveringer (som "Når du græder" og "Bare sig til") - kort sagt ballader, der både er rørende ærlige, patetiske og djævelsk passivt aggressive ("Hvordan Føles Det?"): Blå harmonier, rumklange med højt til loftet og anderledes renskurede instrumenteringer såsom klaver og syntetisk klokkespil.

Niarns let snøvlende diktion og tilstræbt ru stemme er med til at formidle billedet af en vaskeægte thug, der transmitterer fra et asfalteret, men ikke mindre dunkende hjerte. En mand, der vil kæmpe for det, han har kært, men også gerne vrænger "op i røven med det hele". Antihelt henter sine konventioner fra genrens moderland, USA, men med en ferm dansksproget herre ved pennen og i hovedrollen:Niarn fucker up, han bliver smidt ud af dørvogtere, han vågner stadig følelsesløs af stoffer, han får sig en blodtud, en kokaindryppert, han skaffer sig nogle groupies, som snart tror, de er hans kærester, så render han nøgen rundt på et hotel, rager uklar med en moralsk forskrækket forfatterinde, brækker sig i Boltens Gaard. Den slags. Og her er intet nyt under solen i forhold til debutalbummet. Til gengæld er volden blevet nedtonet, man aner en vis kvalme over selvdestruktionen, og Niarn har endda oplevet kærligheden: "Du er ikke en kælling, ikke en møgluder, ikke en so/Du fortjener mere end to vers, et omkvæd og en bro/Men det er alt jeg har at byde på i mit mareridt."

Selvdestruktion

Antihelt er en sæbe-hip-hopera. Yderligere 13 episoder i et stodderliv, og fortsættelse følger - som hos den britiske kollega Mike Skinner alias The Streets. Og det er ikke videre glamourøst, topunderholdende, jo da, men også allerede her på album nummer to med en fornemmelse af gentagelsestvang og en selvdestruktion, der har bidt sig fast. "Det' klart det her må stop'/Men jeg kan ikke få nok."

Dermed er det også et sørgeligt album, og jeg ville ikke være så bekymret over, at min søn eller datter stak Niarn i ørerne. For det kunne være et afsæt for diskussion om den svimlende balance, som teenageren står dybt uerfaren over for: Balancen mellem de hedonistiske nydelser og de apollinske dyder (som har det med at glimre ved sit fravær på Antihelt - deraf titlen). Og med Niarns næse nede i de skumlere lommer af nattelivet kunne man også helt specifikt diskutere, at det for eksempel ikke er det allersmarteste at sige ja til rygmarvsbedøvelse til heste (ketamin) på et diskoteks-toilet (som Niarn gør i en sang). For det bliver de jo tilbudt på et tidspunkt. Og det er sgu ikke nogen rapperes skyld.

Moralens vogtere

Niarn er fuld af den forbandede ungdoms dårskab, som har for vane at finde ventiler for sin energi i tidens mest populære musikgenrer. Rock'n'roll fik moralens nidkære vogtere til at tage ladegreb på de løftede pegefingre tilbage i 50'erne. Og tidligere blev selveste allemandsejet Louis Armstrong gjort til udskældt repræsentant for den såkaldte jazz intoxication - som blev regnet for at være af det onde, fordi den jo korrumperede datidens ungdom. Hanne-Vibeke Holst og ligesindede viderefører med andre ord en hæderkronet moralsk automatreaktion. "Klokken den er ti, kælling/Ved du hvor dit barn er henne?/I har så travlt med at læse noget pis om mig/ Imens jeres søn vokser op og bliver ligesom mig."

Til gengæld er mediedækningen blevet stadig mere massiv og hysterisk, og Niarn vrider sig en kende utilpas i spejlkabinettet. Utallige bidder på Antihelt diskuterer og citerer medierne, og selv om han hævder at trække på skuldrene, får man alligevel fornemmelsen af en virkelighedsopfattelse, der er ved at drukne i sladderjournalistikkens feedback-hyl. Før beboede Niarn en gangsta-verden, hvor han mere eller mindre egenrådigt jonglerede med selviscenesættelsen. Syndefaldet indtrådte med populariteten, og nu synes fiktionen at være blevet erobret af de kulørte blades redaktioner. Pludselig er mytologiseringen ude af rapperens hænder, og selvbekendelserne er således langt de mest presserende tekster på Antihelt. For nu må Niarn for alvor kæmpe for at keepe det real.

Men al omtale er selvfølgelig god omtale. Og denne gang truer Niarn ikke med at futte en kollega af, men sviner i stedet bare fru Holst verbalt til. For en beef er en beef er gratis PR. Niarns glamour følger depraveringens logik, som fører gennem helvede, skærsild, men også, hvis man når så langt, en form for paradis. Så næste episode i sæbe-hiphoperaen ligger lige for. Første scene: Behandlingscenter for stofmisbrugere. Jeg glæder mig allerede.

Niarn: Antihelt (Copenhagen Records/MBO). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her