Hvor mange tæsk kan den velstående middelklasse klare? I Pablo Llambías' nye roman De elskendes bjerg - forfatteren har fjernet sit mellemnavn Henrik - slås der i al fald, til det gør rigtig, rigtig ondt, ikke i sådan fysisk forstand, men eksistentielt.
Hør bare, hvordan den konforme ægtemand Jannik beskriver sin kone Birthe, som aldrig rigtig faldt til i hverdagen. Efterhånden bliver de andre, midaldrende kvinder som hende:
"Der var flere af dem, som var blevet lige så indadvendte som Birthe, som spiste de samme piller som hende, som havde resigneret, mistet gejsten, livsgnisten. De kunne så sidde og snakke lidt om de sidste kurser i astrallegemer og meditation, som de havde været på. Alt sammen noget, som efterlod dem som rystende vrag, havarerede i sig selv, uden nogensinde at få en eneste mulighed for at blive hele igen."
Samme Birthe fortæller i romanens start - dødssyg af kræft - sin datter Luisa, at Jannik alligevel ikke er hendes biologiske far. I stedet er hun resultatet af en spansk ferieflirt. Birthe, moren, var på rejse med sin veninde, og så mødte hun Gerardo, tjener på en turistrestaurant og måske hendes livs kærlighed, også selvom de ikke havde mere end et par dage sammen. Det siger sig selv: Det var nærmest ubærligt at komme tilbage til hverdagen i Danmark.
Eller var det lige sådan, tingene forløb dén uge i Spanien? Skønt en art point zero for romanen forskyder feriens begivenheder og - især - vores forståelse af dem sig i løbet af bogen. Charterferiens tarvelige, præfabrikerede følelse af at være en undtagelse fra hverdagen viser sig ikke helt så enkel, som Birthe gør den til på sit dødsleje.
Læseren følger med, grebet og engageret. Alene gennem sin komposition får Llambías gjort en lavmælt, eksistentiel tragedie til en elementært spændende historie. Det er ret fremragende.
Kantet energi
De elskendes bjerg er bygget op som en mosaik af perspektiver, hvor datteren Luisa, veninden Anja, storebroren Jesper, Gerardo selv, hans ven Luis med flere skiftevis tager ordet. Det sker i en prosa, som ikke på nogen traditionel måde er smuk. Til gengæld skriver Llambías - her som i sine andre bøger - med en fantastisk, kantet energi, hvor små hovedsætninger skridt for skridt afrapporterer begivenhedernes følge. Og aftegner vores observationer af os selv og vores omgivelser.
Som altid har Llambías et skarpt og meget intelligent blik for, hvordan vi iscenesætter vores egen lykke uden derfor at blive lykkeligere, og for de mikrosociale spil, der omgiver os. Her er det igen Jannik, denne gang om langrendsferie i Norge, den kulturelt sanktionerede form for 'ung småbørnsferie', hvor man om aftenen rigtig kan føle, at man har udrettet noget:
"Så fortjente man et spil kort, nogle sider i den lasede paperback, som man havde medbragt. Så kunne man kysse, så kunne vi kysse, Birthe og jeg, på en måde, som vi ikke kyssede hjemme. Som om vi var sammen. Som om vi var midt i livet. Som om det hele var, som det skulle være."
Og så ved man jo godt, at det alligevel ikke er sådan, som det skulle være. Hver gang længslen bort og hverdagens mekanismer tematiseres og betragtes, så undergraves de også. Men de mister ikke af den grund deres magt over os.
Mærkelig slutning
Til gengæld er denne grundfigur med til at gøre bogens sidste kapitel meget, meget mærkeligt. Luisa rejser, og heri er der intet underligt, til Spanien for at opsøge sin biologiske far. Hun ender med helt uproblematisk at blive optaget i Gerardos familie. Hun bliver også kæreste med en illegal immigrant fra Marokko, Amir, som viser sig ikke bare at repræsentere det, som udelukkes fra Europa, men også at være uendeligt forstående, kærlig og god.
"Vores kærlighed var ulovlig, men vi ville ikke give op", lyder en af bogens allersidste sætninger, den sidste: "Vi ville aldrig vende tilbage til de tider, hvor to elskende ikke kunne få hinanden."
På et niveau er slutningen udtryk for en smuk vilje til at kritisere den standende udlændingepolitik, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. På den anden side synes dén analytiske intelligens, som gennemsyrer resten af bogen - resten af Llambías' forfatterskab, faktisk - at være slået fuldstændigt fra. Luisa og Amir står ganske vist i en objektivt set vanskelig situation, men subjektivt, eksistentielt set, er de så sikre som ingen, så vidt jeg kan huske, før har været i Llambías' bøger.
Eller måske lader forfatteren igen bogens komposition gøre arbejdet for sig? I al fald er kontrasten til de øvrige kapitler så grel, at slutningen på De elskendes bjerg får noget uvirkeligt over sig. Som om den i virkeligheden er udtryk for en naiv ønskedrøm, er omgærdet af en svag ironi, der siger: Så enkelt er der ingenting, som er. Så ren er kærligheden, længselen, aldrig.
Det er et tegn på Llambías' sikkerhed som forfatter - og på formatet af De elskendes bjerg som roman - at bogen hverken falder til ro i den ene eller den anden tolkning. Derudover er De elskendes bjerg en bitter og klarsynet meditation over vores hverdags tristesse og vores ødelæggende længsler. Åh, at flygte til Spanien, til Norge, ind i astralkurser, ind i den store kærlighed. På den anden side: Hvor ellers skulle man flygte hen?
* Pablo Llambías: De elskendes bjerg. 199 kr., 216 sider.
Gyldendal.
Udkommer i morgen
