Læsetid: 2 min.

Den største tragedie

Et dansk families rigdom, storhed og fald udfoldede sig i en radiomontage fra en portugisisk kystby
Redaktionen
20. november 2006

 

Her i novembermørket er størrelsen på andre menneskers sorger noget af det, der er allersværest at forstå. Hvis man for eksempel har levet et helt liv i ekstrem fattigdom, er det jo på en måde den største tragedie, der findes. Men på en anden måde er der ikke noget mere tragisk, end hvis man har levet et helt liv i rigdom og luksus for så at styrte håbløst og afmægtigt ned i fattigdommens dyb. Tag for eksempel familien Bechmann, som Kirsten Laumann portrætterede lørdag i P1's Dokumentarzonen. Gennem et nogle-og-firs-årigt liv har Waldemar og Mette Beckmann spillet billiard med dronninger på flugt fra revolutioner, drukket rødvin med Europas eliter og levet i sus og dus i Portugal, Paris og Danmark, uden at arbejde og uden at bekymre sig om de penge, der tilflød dem i en jævn strøm ud af arven fra skibsrederslægten, der omkring forrige århundredeskifte havde skabt en anselig formue i Portugal. Og tag deres 52-årige datter Anne Mette, som aldrig har fået flyttet hjemmefra; aldrig fået taget en uddannelse (hvordan kunne man dog det, når der skulle danses og kærestes og leves), og aldrig har fået skabt sig færdighederne til at overleve af sig selv. I stedet har hun med stor koncentration kastet sin kærlighed på sin hund, været sin fars øjesten og et og alt, og momentvis været ramt af depressioner og anorexi, når kæresterne svigtede eller det hele blev lidt for indviklet.

Kapitalen

Og så en dag var pengene væk. Første indhug i familien Beckmanns alligevel ikke helt ubegrænsede formue var Portugals revolution i 1974 efter årtiers undertrykkende regime under diktatoren Salazar. Da blev familiens ejendomme nationaliseret og deres formue formindsket med millioner. Siden kom et rentefald, der åd mere. "Og den var jo gal, da vi begyndte at bruge af kapitalen," konstaterede Mette. "For den kommer jo ikke igen." Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at insistere på at få sandheden til at gå op for sin mand og sin datter, som fortsatte den ødsle livsstil som var der ingen i morgen. "Det er jo meget svært, hvis man ikke er nødt til det og ikke har anlæg for det, at arbejde," som den voksne Anne Mette nu fortalte med sin skrøbelige latter, sin charmerende affekterede diktion og uden nogen idé om, hvordan livet nu skal gå videre. For i morgen kom, pengene var brugt op, og vi mødte familien i Cascais på et tidspunkt, hvor kreditorerne stod for døren, og næste skridt syntes at være at blive sat på gaden. På indkøbstur blandt handlende, hvis kredit til familien overalt allerede var betydelig, og skiftevis nostalgisk erindrende og ner-vøst debatterende derhjemme i lejligheden, hvordan det nu alt sammen skal gå, når selv fars skægtrimmer er gået itu, og der ikke engang er råd til en frisør. Det var helt frygteligt rørende at komme så tæt på tre så på mange måder helt håbløse eksistenser, ufornuftigt ødslende og selvfortjent fortabte, helt uden redskaber til at klare sig i en moderne verden, og alligevel uendeligt charmerende klarende sig gennem en tilværelse på kanten af en afgrund. Tænk, at de findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her