Læsetid: 3 min.

Støtte til terror er faldet blandt muslimer

Men tilslutningen til terrorangreb mod civile og Osama bin Ladens popularitet er stadig forbavsende høj i et udsnit af arabiske og asiatiske lande, viser en meningsmåling fra Pew Research Center
18. juli 2005

BOSTON - Den forbavsende høje tilslutning til islamisk terrorisme og Osama bin Laden, der blev målt for tre år siden i et udsnit af arabiske lande og muslimske nationer i Asien er ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center i Washington i vinters faldet betydeligt i nogle lande. Ud af de seks muslimske lande hvor Pew har interviewet et repræsentativt udsnit af befolkningen er støtten til terrorangreb på civile kun vokset i Jordan, nemlig fra 43 til 57 procent. Men Jordan kan være en anomali, fordi størsteparten af befolkningen udgøres af palæstinensiske flygtninge, hvis motiv til at bakke op om terrorangreb på civile kan være motiveret af deres tab af et hjemland i 1948. I de fem andre muslimske lande er der tale om markante fald i tilslutningen til terrorangreb mod civile.
Det gælder især Libanon, som fornylig har oplevet en demokratisk opvækkelse (et skred fra 73 procent i 2002 til 39 procent i 2005). I Marokko, der er blevet ramt af islamisk terrorisme, er opbakningen i befolkningen faldet fra 40 til 13 procent. Pakistan (fra 33 til 25 procent) og Indonesien (fra 27 til 15 procent) er rykket nedad dog mere beskedent.
I Tyrkiet er støtten til terrorhandlinger mod civile uændret, nemlig mellem 13 og 15 procent. For at sætte dette tal fra et potentielt EU-medlem i perspektiv svarer det til, at cirka hver syvende tyrker må formodes at have velsignet London-terroristernes aktion. Direkte adspurgt ville selvsamme tyrker måske fordømme angrebet, men i hvert fald i abstrakt forstand tilslutter de sig terrorisme.

Osama bin Laden

Osama bin Laden har også mistet popularitet blandt de arabiske og muslimske masser gennem de sidste to år. Men igen er billedet ikke entydigt. I Jordan og Pakistan tiltrækker det symbolske overhoved for den hellige krig mod Vesten og arabiske marionetstyrer i dag større opbakning end i 2003. I Jordan er den rige saudiarabiske krigers popularitet vokset fra 55 til 60 procent af befolkningen. I Pakistan fra 45 til 51 procent. I Indonesien og Marokko mister bin Laden betydelig tiltrækningskraft. I 2003 nød han opbakning fra 58 procent af indoneserne. I dag er andelen 35 procent. I Marokko er de tilsvarende tal 49 og 26 procent. I Tyrkiet er faldet fra 15 til 7 pct. og i Libanon fra 14 til 2 pct. Den amerikanske terrorismeekspert Daniel Benjamin er ikke tilbøjelig til at udtrykke glæde over Pew-undersøgelsens resultater. "Jeg er ikke optimist. I gennemsnit er tilslutningen til terrorhandlinger mod civile faldet i de seks udvalgte lande, men det ligger stadig på 28 procent af befolkningen. Det er en meget høj andel," siger han til Information.
"En anden ting er, om vi kan tage det konkrete fald for gode varer. Undersøgelsen viser nemlig også, at over halvdelen af befolkningen i Jordan, Libanon og Marokko godkender selvmordsattentater i Irak, også mod civile. Folk skelner altså mellem terrorisme begået i Irak og andre steder," siger Daniel Benjamin. "At Osama bin Laden er mere populær end hidtil i lande som Jordan og Pakistan er også bemærkelsesværdigt. Det er to ikke ubetydelig lande i kampen mod terrorisme."

Jøder mest forhadte

Pew-undersøgelsen illustrerer også, at muslimer i Mellemøsten generelt indtager en mere negativ holdning til kristne end kristne i Nordamerika og Europa gør til de muslimer der bor iblandt dem. Jøder er det mest forhadte folkefærd i arabiske lande. Af de udspurgte i Jordan, Marokko og Libanon indtager 99 procent en negativ holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her