Læsetid: 3 min.

Stole og skyer

11. august 1999

Hvor mange mennesker er, strømmer mange til. Få tør opholde sig dér, hvor ingen i forvejen er. Ikke desto mindre er det dér, det næste skridt skal tages. Derfor er billedkunstens liv ikke en fest, men et drama.
Willy Ørskov, 1987
I GÅR UDSENDTE mahogniforlaget Gyldendal en allerede stærkt omdiskuteret bog Kunst - økonomisk set, skrevet af de to økonomiprofessorer fra Handelshøjskolen Michael Møller og Niels Chr. Nielsen. Bogen er - kort fortalt - et kritisk opgør med den kulegravning af de danske kunstneres økonomi, som det såkaldte Ohrt-udvalg nedkom med i 1998 på opdrag af kulturministeren. Udvalgets betænkning gik groft sagt ud på at se på den kunstneriske produktion med en ny og anderledes optik. Udvalget har selv sammenfattet deres forslag i seks overskuelige punkter: 1) En årlig bevilling på finansloven på 100 mio. kr. (formidlings- og produktionsstøtte). 2) Indførelse af en visningsafgift til nulevende danske kunstnere for kunstværker i offentlig eje m.v. 3)Bevilling til museernes indkøb af værker, skabt af nulevende kunstnere. 4) En udvidelse af den eksisterende 1 procent-regel om kunstneriske udsmykninger af statsligt byggeri.
5) Afskrivning af virksomheders førstegangskøb af kunst. 6) Endelig foreslog man, at Statens Kunstfonds skulle have øget bevillingen til udsmykningsopgaver.

Betænkningen viste sig at være for stor en mundfuld for den nuværende Folketingsgruppe at nedsvælge, og det er bl.a. derfor, at den nu får en ordentlig en på sinkadusen af Møller og Nielsen, der kritiserer udvalget for manglende økonomisk jordforbindelse. Men selv om udvalgets udgangspunkt var snævert, idet man fokuserede på billedkunstnerne som socialt belastet og stærkt forfordelt samfundsgruppe, i stedet for at levere en helhedsøkonomisk analyse, må man rose det for dets analyse af kunstens samfundsøkomiske betydning. Det forholder sig nemlig sådan, at kunstnerne holder titusinder af arbejdspladser i gang, selv om de færreste vil tro det. Det var derfor intet mindre end en epokegørende diagnose af det danske kunstlivs økonomiske helbredstilstand hen imod Millenium, som udvalget her nedkom med. Således ville f.eks. forslaget om en ændring af fradragsrettighederne ved førstegangskøb af kunst, givetvis have øget kunstsalget til benefice for billedkunststanden og for museerne, der senere ville kunne overtage værkerne - i lighed med kunstbeskatningen i USA, der dér har haft til følge, at hovedværker er blevet doneret vederlagsfrit til de amerikanske kunstmuseer efter samlerens død. Vi må håbe, at skatteminister Stavad lader sig bevæge til at lempe på sine kunstrøvende beskatningsregler.

NU KOMMER SÅ d'herrer Møller og Nielsen og anfægter hele grundlaget for betænkningen: "Ohrt-udvalget er et typisk eksempel på, hvor vanskeligt økonomer og kunstens folk har ved at kommunikere," skriver de på en af bogens sidste sider og kritiserer udvalget for ikke at have prioriteret i tide: "De personer, der har indflydelse på vort lands kulturliv, bør dog være i stand til at sige noget om, hvordan de givne ressourcer anvendes bedst muligt." Udvalgets kommissorium var en opfordring til at drøfte en forbedret udnyttelse af eksisterende ressourcer. I stedet kom udvalget med tiggerstaven og betlede om mere, fremfører de og sammenligner kunstnere og landmænd: "Der er ikke så stor forskel på kunstnere og landmænd, som kunstnere og landmænd hver for sig gerne vil tro." Men det er lyv. Ikke mindst kvantitativt, fordi de danske skatteydere årligt leverer milliardbeløb til et landbrug på krykker, mens kunstnerne får ganske få millioner i sammenligning hermed.
Og sammenligningen holder endnu mindre, når man går ned i produkternes art. Landmændenes frembringelser (her lader vi landbrugsforureningen, braklægningsmilliarder, salmonella og overskudslagre ligge), henhører under kategorien livsnødvendige produkter, hvorimod kunstnernes frembringelser er et overskudsprodukt, et eksistentielt vigtig sådant, bevares, men også en ultimativ luksusvare, som kun de færreste forstår at værdsætte til fulde, og som ingen tror at have brug for, før de har taget den i øjesyn. Det er som at sammenligne en stol med en sky.
Nej, i stedet bør man sammenligne kunst med forskning eller idræt. For at få et tilstrækkeligt antal topforskere eller eliteidrætsfolk, hvis resultater kan give Danmark hæder, må man satse bredt, man må ganske enkelt håbe på, at gode opvækstbetingelser for et stort kvantum udøvere, vil afføde de store og sjældne enere, virtuose tåber eller vanvittige genier, eller hvordan de nu bliver. Men der skal være en grobund, en biotop, et vækstlag. At få kunst af den højeste karat beror på en politisk beslutning, ikke på en økonomisk kalkule. Møller og Nielsen - der i øvrigt har ret i deres kritik af de danske museers nationalchauvenisme - skulle ganske enkelt se mere kunst.lb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her