Læsetid: 2 min.

Stoleleg uden damer

28. januar 2006

Så far da vel. For stien snævrer ind.

Lad mig alene med mit tvivlersind.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord.

Og jeg har aldrig været som du tror.

Ifølge den nye kulturkanon har 156 af de mest fremragende danske kunstværker mandlig ophavsmand. Kun otte procent, 12 af samtlige værker (96 autoriserede foruden sammenstyk og antologier) er skabt af kvinder, har tidsskriftet FORUM for køn og kultur regnet ud. I de enkelte kanonudvalg var dog tilstræbt en nogenlunde ligelig kønsfordeling: Tre ud af fire udvalgsformænd er kvinder, og 14 ud af 35 medlemmer. I det litterære udvalg sad dog kun en enkelt kvinde, forfatter og dr. phil. Mette Winge. Såvidt akademisk og kunstnerisk ligestilling år 2005.

Ganske vist var glæden stor, da nobelpriskandidaterne Inger Christensen og Karen Blixen samt kongedatteren Leonora Christine landede sikkert i den 'store kanon's 12 litterære værker. Mindre begejstring vakte dog det 12. værk, en lyrikantologi med 24 digte. Alle af mandlige forfattere.

Specielt savner mange Tove Ditlevsen på listen: Informations Lilian Munk Rösing, tilknyttet Københavns Universitet, direktør for Kvinfo Elisabeth Møller Jensen, lektor, dr.phil. Hans Hauge, Århus Universitet, og professor Anne Marie Mai, Syddansk Universitet.

Mai spurgte desuden, hvorfor man præcis var landet på 24 digte, som jo ingen havde dikteret? Spørgsmålet er velbegrundet, fordi denne frivillige begrænsning kan minde om selskabslegen 'stoleleg', hvis morskab består i den tumultagtige kamp om for få pladser. Men når man nu alligevel smurte kompromisets glidebane, hvorfor så ikke 25, ja, 36 digte, og et enkelt af Ditlevsen?

Herregud, vil mange sige, 24 små tekster i et hav af digte, der heller ikke er med, men som det jo ikke er forbudt at opsøge. Desuden er køn vel ikke i sig selv kvalificerende: "Vi skal ikke sminke historien ... kvinder har ikke haft samme udfoldelsesmuligheder som mænd," som kanonudvalgenes formand Jørn Lund har udtrykt det.

Alligevel er der grund til at holde liv i diskussionen om lyrikkanonens fravalg af kvindelige erfaringer med menneskeliv og kunstnerrolle, inkarneret i Ditlevsens forfatterskab. Som Lilian Munk Rösing skrev i torsdagens Information, har litteraturhistorien systematisk marginaliseret især kvindelige forfattere, som ikke "har passet i Tidens kram." Marginaliseringens snit kan lægges på mange måder, f.eks. ved at pege på visse former eller erfaringer som mindre almengyldige. Sådanne argumenter kan næsten altid bringes til at passe, når de, der lægger snittet, ikke kan se eller enes om kvaliteten.

Tove Ditlevsen er tidligere blevet bortdømt fra det bedste litterære selskab, så sent som sidste år fra den obligatoriske gymnasiekanon. Men læserne har aldrig sluppet hende, og da nu 'outsidere' som Holger Drachmann, Christian Winther og Ole Sarvig overraskende har fået plads i den kanoniske stoleleg, er der grund til optimisme. Fortiden har aldrig været, som vi tror.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu