Læsetid: 4 min.

Vi stoler på staten

Skal man kriminalisere antivestlig propaganda, når det ikke er ideologi eller tro, som gør fanatikere til terrorister?
14. april 2007

Ingen danskere er ramt af terror. Der har slet ikke været terrorangreb i Danmark. "Hvor bange er du for terror?" spurgte en studievært med store øjne for nylig den forhenværende chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen, som roligt svarede: "Jeg er mere bange for at køre hjem herude fra TV-Byen i aften."

Det var mere sandsynligt, at han ville blive ramt af et trafikuheld end af et terrorattentat.

I Vesten har terroren inden for de senere år ramt både USA, England og Spanien. Men som nævnt i anmeldelsen af den amerikanske politolog John Muellers nye bog på side 11 her i sektionen: Siden 2000 er antallet af dødsofre for terrorisme i hele verden uden for Afghanistan og Irak det samme som antallet druknede i amerikanske badekar.

På trods af en risiko, som er mindre end et bad i et amerikansk badekar eller en tur på danske velfærdsveje, er danskerne tilsyneladende villige til at opgive basale privilegier i retsstaten. De er indstillet på at lade sig overvåge og registrere, på at vente i timevis i køer i lufthavne og endevende tasker & ejendele og på at udbredelse af ideer, rabiat propaganda og opfordringer straffes med tre et halvt års fængsel.

Da boghandleren fra Brønshøj, Said Mansour, i denne uge fik tre et halvt års fængsel for at sprede propaganda og opfordre til vold, var der ikke noget ramaskrig. Det blev beskrevet som en "hård, men retfærdig dom". Den var nemlig helt i overensstemmelse med dansk lovgivning. Der var heller ikke noget stort forsvar for den ukrænkelige ytringsfrihed: Det har altid været strafbart at tilskynde til forbrydelser. Tidligere på året blev en 17-årig dreng idømt syv års fængsel i den såkaldte Glostrupsag for en forbrydelse, han ikke havde begået. Kort efter sagde en anden tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste, Ole Stig Andersen, til Information:

"I dag er det i orden at gå ud med den store rive en gang imellem, også selv om man får fat i folk, som man ikke kan bevise har gjort noget strafbart. Hvis det synspunkt breder sig, hvad sker der så med retssikkerheden. Det har jeg tænkt en del over, ikke mindst efter Glostrupdommen."

Holder præmissen?

Selve processen i Glostrup-sagen var spektakulær: Anklagerne førte bevis for, at de tiltalte var blevet 'radikaliserede'. Karaktervidner fortalte, hvordan de tiltalte havde fået længere og længere skæg og var blevet mere og mere 'islamiserede'.

Anklagernes proces baserede sig på en bestemt præmis: Terrorismen er en konklusion på en ideologisk proces. Hvis du bliver tilstrækkeligt troende muslim, bliver du terrorist. Det interessante er ikke, at de tre blev frikendt, men at de civile domsmænd på trods af retsformandens belæringer valgte finde dem skyldige. De accepterede præmissen om, at en radikalisering af et trosforhold kan kriminaliseres som anlæg for terrorisme.

Den populære udlægning af terrorisme som kulmination på en ideologiseringsproces står med et forklaringsproblem: Hvorfor er der så ekstremt få terrorister, når der er så mange ideologiske islamister? Samme problem rammer den udlægning, der forklarer terrorismen som et produkt af 'økonomiske forhold' eller 'strukturel diskrimination': De forhold er igen fælles for så mange mennesker, at de ikke kan forklare en terrorisme, som udføres af ganske få. Terroristerne er med andre ord så enestående, at de dårligt kan kvalificeres som 'politisk trussel', men snarere må betragtes som radikale forbrydere.

Det store spørgsmål?

Hvis terrorismen hverken kan forklares som funktion af sociale forhold eller ideologisk radikalisering, må man studere de individuelle livsforløb.

Som terrorforskeren Lars Erslev Andersen har påpeget:

"Hvem er det, der tager skridtet fra at være radikal i sin ideologi til at klæbe bomber fast på huden? Det er det store spørgsmål."

Islamismen er den globalt dominerende modstandsideologi mod den vestlige, verdslige og sekulære humanisme. Den kan være politisk farlig, men ikke fordi den er 'årsag' til terror.

Det siges indimellem, at naturligvis er ikke alle muslimer terrorister, men alle terrorister er muslimer. Det er forkert. Vi ved, at selvmordsattentatet på ingen måde er en eksklusiv islamisk specialitet, men tværtimod har været brugt af alle mulige fra japanske bombeflyvere, som var stærkt optaget af den tyske idealistiske filosofi, og til de tamilske tigre, som bestemt heller ikke er muslimer. En helt ny rapport fra Europol viser, at langt de fleste europæiske terrorattentater ikke udføres af muslimer, men af separatistbevægelser.

Hvis det kan dokumenteres, at det afgørende moment for udviklingen fra fanatiker til terrorist ikke er resultatet af ideologisk indflydelse, kan vi så fastholde kriminaliseringen af propaganda og udbredelse af anti-vestligt materiale? Kan vi stadig acceptere disse indskrænkninger af ytringsfriheden og tilskyndelser til ukontrolleret kontrol med borgerne?

Ingen danskere er ramt af terror, men vi er alle påvirket af anti-terrorberedskabet. Statsministeren, justitsministeren og sensationslystne kriminalreportere dramatiserer en fotogen trussel og mobiliserer moralsk panik mod noget, der kan ske 'hvor som helst og når som helst'. De leger 'den store stat beskytter den lille borger'. Mens de, som har været tættest på, advarer mod, at den store stat krænker forsvarsløse borgere. For som Ole Stig Andersen også har sagt:

"Det er en dødsensfarlig cocktail, hvis man har politikere, der ikke vil eller kan sige stop, og embedsmænd, der gerne vil gøre deres arbejde så effektivt som muligt, og derfor argumenterer for større apparater og mere magt. Det fører nødvendigvis til oprustning. Og spørgsmålet er: Kommer der nogen sinde et tidspunkt, hvor man af sig selv ruster ned?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her