Læsetid: 4 min.

Stolt af danske indsats

Danmark er et af de lande, der bruger flest penge på nødhjælp. Ønsker man at bidrage yderligere står det den enkelte frit at donore af egen lomme, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V)
4. november 2005

- Danmark har givet 85 millioner kroner i nødhjælp til Pakistan. Er det et passende beløb?

"Danmark er rent faktisk den næststørste donor målt per indbygger. Udover de 85 millioner har mange danskere smidt, hvad de havde i hænderne, og er straks taget til Pakistan, da katastrofen skete. Og det har fået mig til at sige, at jeg faktisk er stolt af den danske indsats."

"Der er ikke nogen tvivl om, at man kan bruge flere penge i Pakistan. Det er imidlertid min opgave at prioritere de midler, som Folketinget har besluttet skal bruges på udviklingsbistand og humanitær bistand. Jeg råder ikke over en bundløs kasse, det er skatteydermidler, jeg forvalter, og det er min opgave at prioritere brugen af de skatteydermidler. I den aktuelle situation omkring Pakistan har jeg gjort, hvad jeg kan. Jeg har støvsuget mit område og sørget for, at der ikke ligger ubrugte midler rundt omkring."

- Der er noget, der tyder på, at man fra begyndelsen af næste uge må indstille flyvningen af sårede på grund af pengemangel. Får det dig til at overveje om Danmark, som er så rigt et samfund, burde bidrage yderligere?

"Vi har jo besluttet os for, at den danske udviklingsbistand - og herunder hører også den humanitære bistand - ikke kommer under 0,8 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI), og med den beslutning ligger vi over den internationale målsætning på 0,7 procent. Vi er den næststørste donor målt i forhold til BNI. Så vi ligger faktisk meget flot, når vi sammenligner os med andre lande."

- Men en ting er, at vi ligger meget flot i forhold til andre, noget andet er vel, hvordan vi har det i Danmark med at have givet, hvad der svarer til knap 20 kroner per dansker til Pakistan?

"Jeg råder jo over helt almindelige menneskers penge. Og hvis man synes, at vi bør give mere, så står det jo enhver frit at give via nødhjælpsorganisationerne, hvis man gerne som privatperson vil bidrage mere."

- Kan du forstå, at der i lyset af katastrofens omfang, er nogen, der bliver stødt over, at du siger, at du er "meget stolt" over Danmarks indsats - når det tilsyneladende stadig står meget skidt til, og der er brug for meget mere hjælp?

"Det mener jeg ikke, at der er nogen modsætning i. Man kan godt være stolt over den indsats, vi har ydet, og samtidig stå over for en katastrofe af et omfang, som vi jo under ingen omstændigheder ville kunne løfte alene."

- Danmark er som nævnt et af de lande, der bidrager mest i forhold til, hvor mange vi er. Men på et rent moralsk plan kan man så lade folk fryse ihjel, når man har råd til at fylde et fly med tæpper og flyve ned med det?

"Det er som før nævnt min opgave at prioritere de midler, som Folketinget har besluttet skal være til rådighed for det her område, og der er mange dilemmaer, jeg skal tage stilling til hele tiden. Eksempelvis dør der hver måned lige så mange mennesker af HIV/AIDS, som der omkom ved tsunamien. Og igen, det er jo ikke en bundløs kasse, jeg råder over."

Humanitær fond

- Har I planer om at give mere hjælp til Pakistan i denne omgang?

"Vi følger situationen meget tæt, og specielt er vi i tæt kontakt med WHO omkring det danske felthospital og muligheden for eventuelt at sende det af sted. Men så længe WHO understreger, at der her og nu ikke er behov for det, så ønsker jeg ikke at sende det afsted."

- Helt generelt, hvor meget bør Danmark hjælpe, når en katastrofe som den her rammer - ligger vi på et niveau, som er tilfredsstillende for regeringen?

"Vi er, når vi sammenligner os med andre lande, den næststørste donor per indbygger, og det synes jeg faktisk er flot. Det handler også om, at andre lande er med til at løfte den her opgave, og der har vi desværre oplevet i forbindelse med katastrofen i Pakistan, at mange lande på appelmøderne og donorkonferencerne i Geneve har givet tilsagn om meget store beløb, uden at FN-systemet efterfølgende har set skyggen af de midler. En række af de arabiske lande har givet tilsagn om meget store beløb, men har ikke levet op til de tilsagn, og det gør selvfølgelig, at FN-systemet er stillet i en meget vanskelig situation. Så det handler også om at lægge pres på de lande, som er store i slaget, når de møder op til donorkonferencerne, men efterfølgende glemmer alt om, hvad de sagde på de møder."

"Men lige præcis situationen omkring Pakistan beviser, at den måde, man hidtil har finansieret nødhjælp på, er uholdbar. Derfor har jeg foreslået, at der skal etableres en humanitær fond under OCHA (FN's kontor for koordinering af nødhjælp) , som vi så alle skal indbetale til. Så OCHA har penge, der kan bruges straks, katastrofen sker, og så man ikke skal ud og række hånden frem. Og det er selvfølgelig vigtigt, at ikke kun Danmark, Norge, Sverige, England og Holland, men alle lande bidrager til sådan en humanitær fond."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu