Læsetid: 6 min.

En stolt tysker

Matthias Matussek, kultur-redaktør på ugebladet Der Spiegel, vil styrke den tyske nationalfølelse. På årets Internationale Litteraturfestival i Berlin oplevede Information den bog-aktuelle journalist
14. september 2006

På et tidspunkt lyder det det oppe fra podiet:

"Vi er enten svabere eller europæere. At sige, at man er tysker, er no-no. Men ved sommerens VM i fodbold fik vi vores nationalsymboler tilbage. Mænd løb rundt indhyllet i det tyske flag, og det var ikke skinheads, men familiefædre. En dag kom jeg hjem, og da havde min kone, som ingen anelse har om fodbold, dekoreret vores lejlighed med så mange forskellige flag, at man skulle tro, der skulle være FN-forsamling. God energi blev sat fri. Og det er naturligt. En nation har brug for at fejre sig selv".

Ordene kommer fra Matthias Matussek, kulturredaktør på ugebladet Der Spiegel. Han har netop udgivet bogen Wir Deutschen. Warum uns die anderen gern haben können (Vi tyskere. Hvorfor de andre burde kunne lide os, red.). Bogen er en slags tysklandscollage. Den består af reportager skrevet gennem de senere år, mens Matussek har været på farten. Enten som Spiegels udlandskorrespondent i New York, Rio de Janeiro eller London. Eller på rejser i det genforenede Tyskland. Men også af interviews med så forskellige tyskere som filosoffen Peter Sloterdijk, supermodellen Heidi Klum og Harald Schmidt, det tyske svar på David Letterman.

Der Spiegel har et oplag på en million og læses af endnu flere. Så Matthias Matusseks initialer kunne også stå for Magtfuld Mand. De artikler, han vælger at bringe, læses hver uge af mange millioner mennesker.

Hitler: Et freak-uheld

Sidste år blev han kaldt hjem for at lede bladets kulturredaktion, og nu sidder han i uendelig elegant sort jakkesæt og hvidt slips med gule striber på den Internationale Litteraturfestival i Berlin og skal læse op fra bogen.

Aftenens vært er Wilfried F. Schoeller, der er kritiker og professor i litteratur ved Universität Bremen. Han præsenterer Matussek som en "del af ophidselsesadministrationen".

Ikke en betegnelse som Matussek umiddelbart billiger. "Det er for useriøst", smiler han smørret. "Jeg mener jo selv, at det hos mig altid handler om indholdet og ikke om lydstyrken".

Men hans bog om tyskerne, som de andre burde kunne lide, har vakt stor ophidselse. Især har Matussek fået på puklen for sætningen "Det virkede, som om vi tyskere i kraft af historien var bestemt til at begå folkemord, og ingen vovede den tanke, at Hitler var et freak-uheld fra tyskernes side...".

Matussek selv havde regnet med, at hans eget blad forud for bogens udgivelse ville trykke udvalgte passager. Men sådan blev det ikke. Bladet trykte omtrent samtidig et stærkt kritisk interview med Irans antisemitiske præsident Ahmadinejad, og helt oppe på chefredaktørplan var man betænkelig over bogens kontroversielle budskab. Matussek måtte gå til Die Welt, det konservative Springer-flagskib, med sine fortryk.

Matusseks bog er en slags opmuntring til tyskerne, som han på et tidspunkt har kaldt "europæere af nød". I stedet skal de være stolte af at være tyskere. De skal have national følelse og værdsætte den største tysker og ægte kosmopolit, 1800-tals-digteren Heinrich Heine, der trods landsforvisning blev ved med at elske sit hjemland. Englænderne er Europas romere, mens tyskerne er grækerne, eftersom de har stået for de kulturelle højdepunkter som f.eks. Luther, komponisterne Bach og Beethoven og Weimar-republikken. De 12 forfærdelige år med Hitler er ikke hele den tyske historie, og Auschwitz er ikke Tysklands grundsten, som den tidligere udenrigsminister Joschka Fischer skal have sagt til Matusseks ophidselse.

Desuden er bogen en kærlighedserklæring til hans kone, som han mødte kort efter Murens fald. Hun er østtysker, han vesttysker. Hun rejste fra ham og New York engang i slutningen af 1990'erne med deres fælles søn. Matussek hentede på dramatisk vis sønnen tilbage. Det kom der bogen Det faderløse samfund ud af. Nu er hr., fru og junior Matussek sammen igen. Hurra for genforeningen.

Kan ikke lide englændere

Her sidder han så, Spiegels lidt duknakkede kulturgiraf, og læser op. Matussek er i god form denne aften. Det er han måske altid. Han begynder med kapitlet, hvor han er til et selskab i Londons højeste cirkler. Mens han selv var Spiegel-korrespondent i byen, var hans bror tysk ambassadør samme sted. Han betoner entusiatisk, laver pauser, og oversætter frisk fra bladet til formfuldendt Oxford-engelsk, hvordan forfatteren Antonia Byatt spurgte ham, hvad han mente om den europæiske forfatning.

Matussek har ikke læst Giscard d-Estaings 1.000-siders epos. Så han vævede noget om, at det vel kunne være meget godt, at de europæiske nationer blev enige om et par grundlæggende principper. Hvad hun selv mente?

Den - med hans ord - plumpe forfatterlady svarede: "Ved De hvad, vi briter har ikke brug for forfatninger - vi er verdens ældste demokrati. For unge nationer som den tyske kan forfatninger imidlertid utvivlsomt være til nytte".

Matussek ville gerne have sagt hende et par sandheder om engelske nedslidte sygehuse og have mindet hende om, at de engelske kvinder fik valgret væsentligt senere end de tyske, hvad han dog i lyset af hendes udtalelser anså for fuldt forståeligt. Høflighed afholdt ham imidlertid fra at tage til genmæle. Desuden var hun aftenens æresgæst. Englænderne er i det hele taget ikke lige Matthias Matusseks kop te.

Han bryder sig ikke om, at nummer et på deres liste over, hvad der får dem til at føle sig engelske, er "sejren over Nazityskland". Eller om, at engelske historielærere udelukkende underviser i den tyske nationalsocialisme, fordi eleverne synes, at "Hitler er sexet, og at Tyskland efter krigen er kedelig". Til slut i bogen bløder han dog lidt op og takker englænderne for at have lært ham at elske sit land.

Matussek kan heller ikke lide 68'erne. Især ikke Joschka Fischer, som han også læser noget op om. 68'erne står for det nationale selvhad, som Matussek kalder et udtryk for selvforherligelse.

Når Jens Jessen, der er kulturredaktør på ugeavisen Die Zeit, på den årlige mindedag for Auschwitz f.eks. skriver en artikel med overskriften "Tyskerne er ikke til at stole på", så mener han efter Matusseks mening ikke sig selv, "som han selvfølgelig stoler fuldt og fast på, men alle de andre tyskere".

Men måske kender Matussek ikke den antikke historie om kretenseren, der siger: "Alle kretensere lyver". Den gåde har optaget filosofien siden, og Jens Jessen spiller vel netop ironisk på den med sin overskrift.

Højreradikalisme overalt

Under dialogen med Schoeller spørger Matussek nonchalant, om han må tage jakken af. Og afslører et par elegante brede gule seler, der matcher hans slips. Et gisp går gennem forsamlingen. Så megen elegance er tyskerne ikke vant til.

Schoeller, der selv er årgang 1941, 13 år ældre end Matussek og dermed 68'er, siger, at han finder Matusseks reportager vidunderlige og ironiske. "Men", siger han samtidig, "jeg har ikke brug for den her understregning af det nationale. Hver gang ordet står der, tænker jeg, at det kunne stryges".

Samtidig er han bekymret for, om Matussek selv ved, hvor hans grænse for national glæde og stolthed går i forhold til den højreradikalisme, man oplever i de nye forbundsstater, som f.eks. Mecklenburg-Vorpommern. Her forventes det, at det nazistiske parti NPD kommer ind i landdagen med syv procent, når der er valg på søndag. Hvornår siger Matussek, at det er nok?

"Jeg tror, at Tyskland er det land i Europa, der træder mest beslutsomt i karakter i forhold til den slags. Højreradikalisme kan man finde overalt. Højreradikale er ikke patrioter. De er det modsatte. Nazisterne var heller ikke patrioter. De ødelagde med fuldt overlæg vores land. Men ved VM generobrede vi nationalsymbolerne fra de højreradikale. Det er en sejr", svarer Spiegels kulturredaktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her