Læsetid: 3 min.

De stolte øer

22. marts 2000

SAGTMODIGT SKREV maleren og forfatteren Mogens Lorentzen under Besættelsen disse strofer:
Der er et land, som vansk'ligt kan bli' mindre:
Mor Danmark!
Til den iørefaldende melodi blev sangen nynnet over det ganske land - en fædrelandssang af de mere ydmyge.
Helt ret havde Lorentzen ikke. Landet kunne godt
blive mindre. Først skred islændingene i 1944 - og nu truer yderligere afskalning i Nordatlanten.
Det er noget, der blev sat i bevægelse de selvsamme år, hvor Lorentzen skrev sine linjer. Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940, tog Storbritannien den modforholdsregel at okkupere Færøerne og Island. Derved ville briterne forhindre, at øerne kom til at tjene som baser for nazi-anslag mod de oversøiske forbindelseslinjer. Siden overtog amerikanerne forvaltningen af Island og satte sig på Grønland.
Og som det skete med andre kolonier, der under verdenskrigen fik kappet båndene til deres tidligere herskere, fik selvstændighedstrangen et gevaldigt skub fremad: Se, vi kunne jo klare os uden dem!

EN MUDRET folkeafstemning fulgte i 1946 på Færøerne om løsrivelse fra Danmark. Det stemte 5.660 for, mens 5.499 stemte for forbliven i rigsfællesskabet. 481 gjorde noget helt tredje. De skrev nemlig "nej" på stemmesedlen. Og hvordan skulle det nej
forstås? Efter et nyt lagtingsvalg og lange forhandlinger - indbyrdes i Tórshavn og med København - opnåedes
i 1948 enighed om den hjemmestyreordning, der til dato har været rammen om det dansk-færøske forhold.
Det vil sige: enighed og enighed... Forholdet til Danmark har stedse kunnet vække lidenskab i det færøske øhav. Færingerne er et stolt folk med en unik kultur og et langt historiesyn. Glemt er ikke undertrykkelse og nedladenhed fra den danske forvaltning. Først i 1938/39 blev det færøske sprog ligestillet med dansk i skole og kirke, så det siden har kunnet blomstre på alle felter, bortset fra det rigsfælles retssystem.
Nyrup-regeringens umanerligt ufikse håndtering af den færøske banksag (som Nyrup modtog som belastet arvegods fra forgængeren Schlüter) genfremkaldte øernes indtryk af københavnsk højrøvethed. At den møjsommeligt udfundne økonomiske æresoprejsning meget vel kan ende med at vise sig i færingernes favør, gør ingen ændring i, at noget måske uopretteligt er blevet sat i skred i den flertalsfærøske opfattelse af fællesskabet.

OG HVAD kan Syddanmark sige andet end: Nå ja, men hvis I vil det sådan, så farvel da og blid bør
i verdenshavet? En fløjlsskilsmisse som den mellem Tjekkiet og Slovakiet.
Måske skulle begge parter snarere tage en dyb ind-ånding, inden de får snakket sig så vrede, at ingen forsoning er mulig. Både i København og i Tórshavn bruser retorikken, og partipolitiske gevinster søges scoret på at opvigle stemning mod slynglerne på den anden side af Atlanten.
Set fra Syddanmark: Færøerne er en berigelse af den danske kultur, det danske udblik på verden. Og de mange færinger, der i kortere eller længere tid opholder sig i fællesskabets sydafsnit, er en kærkommen tilførsel af etnisk anderledeshed. Endda én, som ikke engang får Søren Krarup til i skræk at strø vievand. At leve i gensidig fornøjelse med færinger er et første tøvende skridt mod at finde glæde i omgangen med fremmede.
Set nordfra: Båndet til Danmark er en fastholdelse af en fælles nordisk historie og identitet i en verden, hvor alternativet let er American standard 1 A. Netop med sin beliggenhed i den angelsaksiske sfære kan en 'selvstændighed' for øerne - under strategiske forhold, vi i dag ikke kan forudse - gå hen og blive en illusion.

OG SÅ ER DER det med pengene. Kan Færøerne
bestå som selvbåren nationaløkonomiske enhed, flydende mellem euro- og dollarzonerne? Afhængigheden af fiskerierhvervets økologiske og markeds-
mæssige konjunkturer kan - som 1990'ernes finansielle færøhistorie viste det - være halsbrækkende. Forståeligt nok er øerne interesseret i længst mulig overgangsydelse. Og lige så forståeligt fornemmer de danske politikere, at der går en grænse for syddanskeres forsørgertrang for hjemmefraflyttede.
Bag dette ligger også de trusler, som færingerne kan udgøre mod sig selv. Øernes tæt- og indviklet vævede klansamfund omspinder også beslutningsgangene i
politik og erhverv. Et eller andet sted kan 'det nære samfund' blive så snært, at det er kvælende. Sådanne
erfaringer har også andre østater med nyvunden selvrådighed gjort. I hvert fald nytter det ikke noget, at færingerne vil fejre deres frihed ved at skære ned på
det forvaltningsapparat, der skal udgøre modspillet til de politikere, der er omgivet af familiære fristelser.
Den i 1980'erne meget omtalte FN-rapport om en bæredygtig udvikling for kloden bar titlen Vor fælles fremtid.
Kan danskere og færinger ikke en gang finde én sammen, ser det skralt ud.dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her