Læsetid: 4 min.

Stop hykleriet, Khader

12. juni 2007

"Vi er et parti, der ikke udelukker noget, men vi er et borgerligt midterparti. Vores holdning er, at ingen skal tage os for givet. Det handler om politik - ikke om personer."

Lederen af Ny Alliance, Naser Khader, efter et møde i går med S-formand Helle Thorning-Schmidt

NY ALLIANCES topfigur Naser Khader mødtes i går med Socialdemokraternes ditto: Helle Thorning-Schmidt. De to følte hinanden lidt på tænderne, men talte nok mest om vind og vejr, for hvad skulle de snakke om? En fremtid for de to på samme hold er, når alt kommer til alt, mindre sandsynlig end, at Danmark kvalificerer sig til EM i fodbold. Efter mødet forsikrede Naser Khader, at ingen skal tage ham og Ny Alliances støtte for givet. Der er ingen bånd, der binder ham. Man vil skam gøre op med blokpolitikken, og ja, om loddet falder i Anders Fogh Rasmussens eller Helle Thorning-Schmidts vægtskål. Det må tiden vise, nu må vi jo se. Alt er muligt, og alt er åbent. På hvilke områder Khader kan samarbejde med Socialdemokraterne, ville en journalist vide? Ja, det kunne partilederen ikke komme ind på lige nu.

STOP. VI LADER lige billedet stå et øjeblik, som de sagde i gamle dage på Danmarks Radio. Betyder det, Naser Khader, at man skal forestille sig, at du og Asger Aamund og han datter Malou, den tidligere konservative Gitte Seeberg, den liberale Leif Mikkelsen, Saxo Bank og den radikale højrefløjsudbryder Anders Samuelsen og andre af Ny Alliances figurer vil pege på en socialdemokratisk statsminister efter næste valg? Er det, hvad Naser Khader vil have os til at tro på? At muligheden foreligger? Ny Alliance er kommet til verden på at ville føre en ny politik. Politik på en ny måde, nye signaler, nye standarder for politik og politisk troværdighed. Og hvad er Khaders melding et udtryk for andet end hykleri og ualmindeligt ringe spin? Hele Naser Khaders og Anders Samuelsens projekt om at appellere til borgerlige vælgere, der er trætte af Pia Kjærsgaard, giver ikke nogen mening, hvis partiet peger på andre end Anders Fogh Rasmussen. Men for i en tid endnu at kunne appellere til vælgere på både højre og venstre fløj, så lader han som om, at der er en sandsynlighed for, at Ny Alliance kan blive støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering. Det er ikke en ny måde at føre politik på, det er gammeldags fedtspilleri.

MED HENSYN TIL politisk indhold venter vi fortsat på noget, der bare ligner et partiprogram fra Ny Alliance. Indtil videre er der ikke sluppet meget andet end et forslag om en flad skat på 40 procent ud fra partiets arbejde med at formulere politik, og det kan ikke just siges at være et oplæg til samarbejde med venstrefløjen.

Fire uger er der gået, siden Ny Alliance præsenterede sig som fornyelsen på den politiske midte. I begyndelsen var euforien så stor, at nogle målinger gav Naser Khader helt op til 20 procent af stemmerne, og nye medlemmer strømmede til. De seneste målinger viser, at tilslutningen er ved at falde til et mere naturligt leje.

Men hvis ikke snart der kommer konkret politik på bordet, kan det gå helt galt. Fra begyndelsen er det lykkedes at skabe to myter om partiet, som nu langsomt er ved at blive punkteret. Den ene er, at Ny Alliance er et parti, der eksisterer i et politisk tomrum og kan vælte til den ene eller den anden side. Den position er uholdbar, og selv om Khader i går forsøgte at fastholde den lidt endnu, så er hykleriets skadevirkninger på lidt længere sigt større end den gevinst, partiet kan opnå ved fortsat på skrømt at holde alle døre åbne.

DEN ANDEN MYTE er, at det kan lykkes Ny Alliance at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Det er den begrundelse, som de fleste vælgere, der støtter det nye parti, giver for at ville stemme på det. Ny Alliance tager i dag stemmer fra både højre og venstre side, og intet tyder på, at partiet vil kunne tage så mange stemmer fra venstrefløjen, at Anders Fogh Rasmussen kan få flertal med Ny Alliance alene. Som flere analyser har peget på, så skal der flyttes rigtig mange vælgere fra venstre side, for at det lykkes, og så længe både Venstre og de konservative svækkes at alliancens indtog, bliver det scenarie mere og mere umuligt.

Derfor er det en Fogh-regering, som er afhængig af både Dansk Folkeparti og Ny Alliance, man skal se for sig, efter næste valg. Og er det så et brud med blokpolitikken og et brud med Dansk Folkepartis indflydelse? Ja, det kommer alene an på, hvad Naser Khader og hans partifæller kræver af et sådant samarbejde. Bedre forhold for asylsøgere og indvandrere? En mere human udlændingepolitik? Held og lykke med det. Det er ikke lykkedes for regeringspartneren de konservative. Vil det lykkes Ny Alliance at bryde det tætte politiske fællesskab med Dansk Folkeparti, eller vil Ny Alliance blot hægte sig på VKO? Det er et af de spørgsmål, som der forhåbentlig bliver givet svar på, når partiet præsenterer sin politik til august. bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her