Læsetid: 4 min.

Stop panikken i Asien!

26. november 1997

Mens udenlandske investorer i panik trak penge ud af det ene land efter det andet i Sydøstasien dette efterår, holdt USA sig rolig som en sfinx. Selv da børsen i Hongkong i slutningen af oktober raslede ned, og Wall Street for første gang følte efterdønningerne, svor Washington, at amerikanerne intet havde at frygte. Krisen i Thailand, Indonesien og Malaysia ville ikke slå igennem i USA. Nu da Sydkorea er blevet den næste domino til at falde, og alle taler om en mulig japansk bankkrise, har piben fået en ganske anden lyd.
Hvorfor? Fordi amerikanerne frygter, at Japan, Sydkorea og de asiatiske tigerøkonomier vil eksportere sig ud af de økonomiske problemer ved at lade deres valutaer falde overfor dollaren. Det vil ramme importen af amerikanske varer, som bliver dyrere i lokal mønt, og forværre USA's i forvejen høje handelsunderskud med disse lande. På den baggrund har Bill Clinton - som mere end nogen anden amerikansk præsident har ladet USA's økonomiske interesser drive sin udenrigspolitik - på det årlige møde i gruppen Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC) i denne uge i Vancouver opfordret sine asiatiske partnere til at fokusere på reform af deres økonomier.
USA håber, at en redningspakke på 64 mia. dollar i lån fra den Internationale Valutafond (IMF) vil berolige investorer og bidrage til at bevare et væksttempo i den sydkoreanske økonomi på 6 pct. Ingen kan forestille sig, at Japan med sine enorme udenlandske valutareserver og kolossale private opsparing nogensinde vil få brug for hjælp fra IMF, men finanskrisen i kejserrigets gamle koloni Sydkorea gør ondt, fordi japanske banker har masser af penge til gode i Seoul. Dertil kommer, at Japans anæmiske økonomi kryber fremad med en årlig vækst på under 1 pct., så når landets fjerdestørste finanselskab Yamaichi Securities går bankerot - som det skete mandag - skal der ikke meget til, før panikken breder sig.
Men USA vil ikke høre tale om devaluering og eksportdreven vækst. I stedet anmodede Bill Clinton i Vancouver japanerne om at stimulere den indenlandske efterspørgsel, iværksætte reformer af finanssektoren, liberalisere beskyttede industrisektorer og rydde op i en udbredt korrupt lånepraksis i bankverden, hvor politiske kriterier fremfor økonomiske finder anvendelse. De samme råd fik Sydkorea, USA's nærtstående militære alliancepartner i Asien.
Hvad det betyder helt konkret er, at USA ikke uden
videre vil acceptere, at den aktuelle økonomiske krise i Asien bliver løst ved at sende flere billige eksportvarer til USA. Under den Kolde Krig var det i orden, at lande som Japan og Sydkorea finansierede en del af deres vækst med subsidier og beskyttede en lang række sektorer mod udenlandsk konkurrence. Ingen i Vesten protesterede over en markedsøkonomi i disse lande, som domineres af nogle få store koncerner, indspiste med politikere og mafiagrupper.

De gyldne tider er nu ovre, antyder Clinton-regeringen. I stedet skal Asiens økonomier saneres grundigt og genfødes som kloner af den amerikanske kapitalisme-model. Sagt på en anden måde: En global økonomi kan ikke fungere tilfredsstillende og undgå jævnligt tilbagevendende finanskriser, med mindre USA, Europa og Japan samt en række mellemstore økonomier følger de samme regler.
Det er sandt at sige et meget ambitiøst og langvarigt projekt, amerikanerne her foreslår. Japans og Sydkoreas handelspartnere i Vesten ville naturligvis byde reformbestræbelser i retning af et mere åbent og gennemsigtigt økonomisk system hjerteligt velkommen. Men som den konservative samfundsfilosof Francis Fukuyama påpeger i sin bog Trust, så bygger hver nation sin økonomi på basis af urgamle kulturelle traditioner. Det er derfor svært at forestille sig, at Japan og Sydkorea - og endnu mindre Thailand, Indonesien og Malaysia - vil lade de frie markedskræfter underminere den sociale og politiske model, hvorpå deres samfundsøkonomi hviler.
I vestlige øjne er det måske et ønskværdigt udfald, men ingen skal tro, at omvæltningen vil ske i løbet af kort tid og uden en risiko for den politiske stabilitet i disse lande. Set i det lys virker den amerikanske strategi halsløs, for krav om reformer på langt sigt løser ikke en akut finanskrise i Asien. Med mindre andre og mere effektive remedier bliver anvendt, vil panikken brede sig til vestlige finansmarkeder og muligvis forårsage et økonomisk tilbageslag.

Et IMF-lån til Sydkorea på 64 mia. dollar hjælper, men ingen kan få klarhed om betingelserne. Harvard-økonomen Jeffrey Sachs advarer mod, at fonden som sædvanlig kræver slankekur og lukning af banker. "Det ville skabe yderligere børspanik." Han påpeger, at krisen i Sydkorea og tigerøkonomierne skyldes en lavere eksport til Japan, USA og Europa end forventet. Det førte til devaluering for at forbedre disse landes konkurrencevne. Først da blev banker og finansselskaber i Sydøstasien ramt, idet en lavere møntværdi gjorde det dyrere at tilbagebetale kortfristede udenlandske lån. Herefter opstod panik.
Naturligvis skal disse lande i fremtiden stramme lånereglerne og skabe gennemsigtighed i finansektoren.
Ellers risikerer man en stribe nye konkurser i banksektoren. Men her og nu er målet at bringe japanske og vestlige investorer tilbage til Sydkorea og Sydøstasien. Det vil kun ske, hvis USA accepterer, at disse lande
lader deres valutaer falde yderligere for at fremme eksporten og IMF undlader drastiske indgreb, som får renten til at skyde til tops. Når uroen har lagt sig, kan man så diskutere reformer, siger Sachs.
Hans kollega på Harvard, Dani Rodrik, er af samme opfattelse. Den stærke amerikanske økonomi bliver nødt til at opsuge flere asiatiske varer, for EU-landene er så optaget af ØMU'en, at de ikke vil stimulere deres økonomier. Men vil USA påtage sig det ansvar? Næppe. Den amerikanske opinion er lige så optaget af sine egoistiske interesser som den europæiske. Modige og visionære ledere efterlyses. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her