Læsetid: 3 min.

En stor, dum muskel

12. december 1996

KULTURBYEN HAR været en succes. Det var det budskab, som Sammenslutningen af Kulturbyens Selvrosere i går tordnede ud på et tre-firetimer timer langt pressemøde i går, og som størstedelen af pressen formentlig ukritisk og villigt vil kommunikere videre til den sagesløse befolkning i dag. Ordet 'succes' stod at læse som en objektiv kendsgerning i referatet fra Ritzaus Bureau, der forsyner en række medier med nyheder.
Det ville imidlertid have været ganske overraskende - for ikke at sige en umulig tanke - om hr. Bo Dybkær havde kommunikeret noget som helst andet budskab ud. Drejebogen til pressemødet kunne være skrevet allerede i fjor. Hr. Bo Dybkær opfatter sig selv som kulturbyens pressechef. Hvad han har ledet, er et hjerne- og hvidvaskeri.
Til at underbygge påstanden havde roseklubben, der bl.a. også omfatter Danmarks Turistråd og Wonderful Copenhagen, mobiliseret en syndflod af tal, grafer og statistikker, der som bekendt kan misbruges til hvad som helst. Fx har man opmålt, at folk har haft tilsammen 600.000 kulturoplevelser i kulturbyåret. Hjernevaskeriet har med andre ord også disponeret over en hjernemåler. Et andet parameter for succes, pressedækningen, viser, at denne toppede i den måned, Mindship-projektet kollapsede - og dermed er en af årets allerstørste 'succeser' vist karakteriseret.
Salman Rushdie-skandalen gav også anledning til megen presseomtale, endda i verdenspressen. Den hænger stadig som et kedeligt memento over den københanske Metropol - i kulturbyåret. Havde de glade givere fra det regerende politiske liv forstået en brik af, hvad kernen i kultur er, når de i den grad kunne gå fejl? Det viste sig, at kulturbyen, som Suzanne Brøgger antydede her i bladet - og med hendes ord - trods sine gladiatorkampe og evenementer faktisk kunne styrte sammen som et korthus og afsløre sig som lutter Potemkinkulisser.
I sandhedens interesse: Hverken Mindship-kollapsen eller Rushdie-fadæsen var kulturbysekretariatets og Trevor Davies' ansvar, men ikke desto mindre en erklæret del af kulturbyprojektet. Rushdie-affæren satte så sandelig København på verdenskortet.

HVAD BO Dybkærs departement mener, er, at kulturbyårets har været en succes i henseende til turister og solgte hotelværelser. Det er business, og det kan man tale om.
Hvad de 600.000 kunstneriske oplevelser angår, savner vi en opgørelse, som fortæller om fx de 300.112 var positive, og de 299.888 tilsvarende negative samt hvor mange der var midt imellem og i hvilke styrkegrader. Det kommer vel senere, når hjernemålerapparatet er blevet indstillet.
Til gengæld er det nemt at konstatere, når det kommer til de bygninger, som kulturbyen gerne vil høste æren for, at flere af dem, eksempelvis Arken og Holmen, var planlagt længe før kulturbyåret.

BEVARES, der har været en række interessante kunstneriske besøg fra udlandet. Virtuoser, som ikke ville være kommet ellers, og som har givet masser af mennesker gode oplevelser for livet. Der har været aktiviteter, som folk har haft glæde af at deltage i - også uden store kunstneriske resultater. Det ville være forkert og meningsløst at påstå andet. En del af dem til livgivende inspiration for det hjemlige kulturliv.
Men vurderer man kulturbyen som idé, som koncept, må man desværre konstatere, at den har været en stor, dum muskel, pumpet op af anabolske - eller diabolske - steroider. Blot for at det politiske liv her og i EU kunne blære sig af den/profilere sig på den. Og musklen var bestemt ikke hjertet.
Store arrangementer er simpelthen mislykkedes, kunstnerisk og publikumsmæssigt. Andre måtte have kunstigt åndedræt i form af inviteret publikum, hentet ind med en skovl.
Store kunstnere, inviteret hertil fra udlandet, oplevede at optræde for en pinligt lille håndfuld tilskuere, skønt de normalt ville trække langt flere. Arrangementer har udkonkurreret hinanden. Der har været et ressourcespild. Pengebeløb, som man i fredstid kunne drømme om til kulturen, er brændt af blot for at blive brændt af. Det symboliserede fyrværkeriet, kulturbyårets største succes.
Kulturbyåret blev en overophedet juleaften med alt for mange gaver. "Den store kul-tur", som den satiriske film hed, der indledte kulturbyåret. Pressen opgav at dække selv væsentlige arrangementer i afmagt overfor opgavens omfang.
"Vi har taget et kvantespring", kundgjorde Trevor Davies på pressemødet, hvad der er rammende, for et kvantespring er på en gang det største og det mindste. Kulturbyåret var stort for turismen, småt for kulturen, hvis hjerte pumper et helt andet sted.
Nu er kulturbyåret forbi, og tak for det.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her