Læsetid: 6 min.

Stor hjerne, stor kæft

16. juni 2006

Han er borgerlig på den dér bedrevidende, gammelkloge manér, han er multimillionær, og han har et udseende som en filmstjerne - jo, der ikke noget at sige til, at historikeren Niall Ferguson er blevet en veritabel yndlingsaversion for rigtig mange venstreintellektuelle. Kritikere og debattører fra denne del af det politiske spektrum bander og svovler da også rutinemæssigt over denne medievante gulddreng af en britisk akademiker, der kender den fulde værdi af en elegant polemisk pointe, et skræddersyet jakkesæt fra Savile Row og dyrt udseende modesolbriller.

Som ung beundrede den nuværende Harvard-professor Margaret Thatcher og skrev klummer til hendes lovprisning for tabloidavisen Daily Mail ("under pseodynym selvsagt" - alt andet ville have ødelagt hans akademiske karriere, påstår han selv). Heri docerede han budskaber, om at verden skulle tage og tænke sig bedre om og begynde at vise større taknemmelighed over alle de umådelige velgerninger, som det britiske imperium havde udrettet for den.

Han pådrog sig også gamle krigsveteraners vrede ved at hævde, at Storbritannien aldrig burde have deltaget i Første Verdenskrig, og at man burde have tilladt Tyskland en vis overhøjhed over det kontinentale Europa. Hans synspunkter vedrørende USA og Irak er ultraneokonservative i yderste potens, thi her er hans centrale og ofte gentagne pointe, at problemet med 'det amerikanske imperium' er, at det ikke lægger nok styrke og vægt bag sin civiliserende verdensmission og den hermed forbundne nødvendige magtpolitik. USA burde holde Irak besat i 40 år om fornødent og have modet til at sige det.

Ikke for provokationens skyld

Fergusons ry som højreprovo, hans enorme produktivitet som skribent og hans formidable talent for at slå bro mellem den akademiske verden og journalistikken har bragt ham berømmelse, rigdom og indflydelse.

"Jeg ser bestemt ikke mig selv som provokatør - provokerer jeg, er det i al fald aldrig for provokationens skyld," insisterer han over en kop kaffe i loungen til et luksushotel, imens han signerer eksemplarer af sine seneste bog, den 746 sider lange The War of the World: History's Age of Hatred. "At forske i historien er at begive sig ud i sandhedssøgen, og man kommer længst ad den vej, hvis man tør udfordre al konventionel og overleveret visdom."

De, som afskriver ham som medieliderlig flødebolle, er bare misundelige, tror den Glasgow-fødte. "Jeg ser intet skel imellem mit akademiske arbejde og min journalistik. Jeg ser to forskellige medier til at udbrede nye ideer. Og hvis man gerne vil nå ud til tre millioner, må man gå på tv - sådan er det."

I sin nye bog har han sat sig for at anfægte endnu en etableret historisk sandhed: At det 20. århundrede tilhørte Amerika og i sidste ende var en triumf for Vesten, kommunisme og fascisme. "Det spørgsmål, jeg forsøger at give svar på, er: Hvorfor var det 20. århundrede så ekstremt voldeligt, når det samtidig var en tidsalder præget af enorme materielle forbedringer og videnskabelige fremskridt?"

Ferguson sporer voldens udspring til tre zoner - Østeuropa, Asien og Afrika - som alle var områder karakteriseret ved en kombination af tre faktorer: etnisk opblanding, økonomisk ustablitet og imperiemagter i opløsning. Den egentlige historie om det 20. århundrede er ikke så meget historien om Amerikas og Vesteuropas triumf, som "om Asiens opadstigen og den begyndende nedtur for Vestens rigdom og værdier".

Ferguson hævder, at vi befinder os midtvejs i "en enorm global afbalanceringsproces, som kan blive en meget smertelig og langvarig overgangsfase". Kinas og Indiens mulige fremtidige dominans er ikke et uafvendeligt scenario, mener han, men hans prognose for Vesten er krystalklar: De asiatiske tigre er nogle meget, meget store dyr - så pas på ryggen!

For Ferguson er det dog umiddelbart mere bekymrende, at "den latente borgerkrig" i Irak kan være forvarslet om et nyt blodigt århundrede i hele Mellemøsten og tilliggende områder, herunder sågar Europa. "Hvis den ekstremt ondartede forestilling om en konflikt på liv og død mellem civilisationer - mellem islam og Vesten - vinder indpas i de vestlige demokratier, som er blevet hjemsted for en stor og stigende befolkningsandel af muslimer, kan konsekvenserne blive ualmindeligt uhyggelige og voldelige. De stadig mere etnisk heterogene samfund kan bogstaveligt talt eksplodere, hvis de bliver udsat for store økonomiske trængsler eller geopolitisk pres."

"Jeg påstår ikke, at alle multietniske samfund vil eksplodere - det vil altid kræve nogle meget specielle omstændigheder som katalysator. Men vi skal passe på med at læne os for meget tilbage. Hvis vi ikke forstår den historiske lære af, hvorfor forrige århundrede blev så blodigt, udsætter vi os for risikoen for at gentage dets lidelser."

Beskeden fremtræden

På tomandshånd udstråler Ferguson intet af det selvbevidst glatte ydre, han dyrker på tv. Han er beskedenheden og høfligheden selv og ligner mere den geniale, lidt nørdede vejleder, som plejede byde sine studerende på stærk sort kaffe for at lindre deres tømmermænd.

"Du skulle have set mig i 1980'erne," griner han. "Vi købte alle genbrugstøj på Oxfam. Jeg havde denne her usandsynligt frygtelige samling af jakkesæt fra 1950'erne - jeg gik i døde menneskers aflagte kluns. Det må have en været en slags historikerpsykose."

Succesen har haft sin pris. For fire år siden måtte han give afkald på den faste bopæl i Oxford, som han delte med sine kone, den tidligere Sunday Express-redaktør Sue Douglas, og deres tre børn, fordi han ikke følte, han kunne sige nej, da han blev tilbudt professoratet på Harvard. Som afskedssalut gav han "de latterligt lave lønninger til britiske akademikere" en del af skylden, for at han drog i eksil. Siden er hans engagement i USA vokset støt, og efterhånden tilbringer han halvdelen af sin tid her, selv om det piner ham, at fraværet belaster hans familieliv.

"Jeg flyver hjem hver anden eller tredje uge," siger han med et forpint smil. "Jeg føler mig lidt som en suspekt 1800-talssømand må have følt det. Jeg er en alt for fraværende forælder." At flytte hele klanen til USA lod sig ikke gøre på grund af hans kones karriere på det mondæne livsstilsmagasin Condé Nash og hans søns præference for fodbold fremfor baseball. De spændende udfordringer ved at arbejde i USA råder dog i nogen grad pine på ærgrelsen over de lange adskillelser.

"USA er det land, hvor pengene og magten er," siger han - oplivet over emneskiftet. "Det har været uhyre stimulerende for mig at arbejde så tæt på det amerikanske imperiums metropolis. Amerikanske studerende er også langt flittigere - ja, det er hårdt at skulle indrømme for en, der følelsemæssigt er så stærkt knyttet til Oxford som jeg selv, men Harvard er simpelt hen planetens bedste universitet. Det har bare så mange flere ressourcer."

Nedlæg Storbritannien

Efter at have nægtet at være ude på at provokere, fyrer Ferguson dog lige et par bomber af - denne gang er det VM-hysteriet og dyrkelsen af den engelske fane med Skt. Georg-korset, han langer ud efter. "Engelsk nationalidentitet er blevet en hæslig syntese af Simon Heffer (engelsk højrenationalistisk skribent og EU- og USA-hader, red.) og Wayne Rooney - en kvalmende, tilbageskuende, sentimental nostalgi efter et imaginært eller svundent England med hobitter i herrederne, der står i skærende kontrast til den virkelighed, man møder i de drukbølle-, opkastbefængte hovedgader i vores nedslidte, demoraliserede provinsbyer. Jeg er bange for, at den engelske arbejderklasses desillusionering kan føre til ny fremgang for højrefascisterne i British National Party."

Ferguson har en radikal løsning på dét problem: Opløs Det Forenede Kongerige, nedlæg Storbritannien! Ved at udskille waliserne, skotterne og nordirerne kunne englænderne få lov til at nyde lidt af deres egen (sunde) nationalisme. Ferguson har i øvrigt besluttet sig for at gøre fælles sag med torierne (de konservative, red.), som klarer sig "brilliant" og "vil levere en fremragende premierminister."

Bejler han til et nyt job nær den politiske magt? Han afviser enhver tanke om, at han nogensinde kunne være andet end historiker. "Som studerende prøvede jeg kræfter med alle mulige andre udfordringer, og jeg var ikke god til nogen af dem."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her