Læsetid: 3 min.

En stor lykkelig kernefamilie

Kina sætter turbo på udbygningen af Pakistans atomprogram, mens USA's senat i går velsignede atomaftalen med Indien. Sydasiens fremtid loves radioaktivt selvlysende
18. november 2006

Nu tyder alt på, at der snart bliver sat dato for den endelige besegling af ægteskaberne imellem atomrivalerne Indien og Pakistan og deres nukleare udkårne, USA og Kina.

I Islamabad kunne man nemlig torsdag glæde sig over udmeldinger fra Beijing om, at Kina ville øge assistancen til det pakistanske atomprogram. Seks nye 300 megawatt reaktorer made in China vil efter al sandsynlighed blive præsident Hu Jintaos tilbud til pakistanerne under hans besøg i landet i næste uge, melder diplomatiske kilder.

Og atomlobbyen i Delhi kunne dagen efter også ånde lettet op. Det amerikanske senat godkendte - med det overvældende flertal 85 imod 12 - et af præsident George W. Bushs største udenrigspolitiske prestigeprojekter: Et tæt samarbejde med Indien på atomområdet.

Aftalen kom til verden under Bushs besøg i Indien sidste sommer, men har siden levet en usikker tilværelse. Kritiske røster i Washington har kaldt det farligt spil med ikke-spredningsaftalen i en tid med iranske og nordkoreanske atomambitioner. Og i Indien har begge fløje anklaget det regerende Kongresparti for at sælge ud til gengæld for kun amerikanske krummer. Venstrefløjen har henvist til landets tradition for en alliancefri udenrigspolitik, mens højrefløjen ikke har forspildt en chance for at kalde premierminister Singh en forræder, der vil lægge strategisk følsomme oplysninger ud til verdens skue.

Men aftalen ser nu ud til at komme i hus, og en kinesisk reaktor er allerede under opbygning i Pakistan. De to historiske fjender, der i 1998 lavede tandemspring ind i klubben af atommagter, kan altså nu også i fællesskab fejre, at de internationale sværvægtere ikke alene accepterer deres valg, men også ser en fordel i at styrke sammenhængen mellem kernekraft og muskelkraft i spillet om Sydasien.

Grøn sejr?

George W. Bush betegnede i går aftalen som en sejr for miljøet, men det er næppe klimaet, der har været det primære hensyn. Der er klare økonomiske fordele for USA ved at styrke Indiens atomenergi og dermed dæmpe den indiske grådighed på verdensmarkedet for fossile brændsler. Men få kommentatorer betvivler, at Washingtons primære drivkraft er millitær. Både USA og Indien forsikrer, at samarbejdet kun handler om den civile del af de to landes atomprogrammer, men som Det Internationale Atomagentur IAEA igen mindende om i går, er der ingen, der ved, hvad de pakistanske reaktorer laver, og Indien kræver, at en del af deres anlæg holdes uden for den internationale observation.

At de to afgørende begivenheder falder med et døgns mellemrum er nok et tilfælde. Det amerikanske Senats medlemmer havde sandsynligvis allerede besluttet sig for at se gennem fingre med, at Indien er en erklæret atommagt, der stadig nægter at skrive under på den internationale atomare ikke- spredningsaftale (NPT).

Rykkede balancen

Men der er ingen tvivl om, at de to begivenheder er nært forbundne. Da USA sidste sommer valgte at invitere Indien ind i det gode selskab, men samtidig mindede Pakistan om, at det var en lukket fest, rykkede det den strategiske balance i Sydasien. Vist var Pakistan stadig en buddy, men bedstevennen hedder nu engang Indien, var meldingen fra Washington. Men det var ikke vanskeligt for Pakistan at finde andre venner.

USA har aldrig lagt skjul på, at en af de mest tillokkende kvaliteter ved Indien er landets rolle som modvægt til Kina. Da Bush i sommer kastede den nukleare trumf ind i det spil, var modtrækket forventeligt. Indien og Kina har udkæmpet en krig, og trods en nu fordragelig tone mellem de to store naboer er Kina ikke indstillet på at lade Indien få det for nemt. Og det kan man i hvert fald slet ikke beskylde Pakistan for at gøre.

Og alt tyder på, at USA har det udmærket med arbejdsdelingen. Det Hvide Hus meddelte i går, at man ville drøfte risikoen for atomspredning med Kina, men ifølge Jørgen Dige Pedersen, Sydasiens-ekspert ved Aarhus Universitet, er det nok også det skrappeste, vi hører fra den kant.

"USA kan vælge Indien frem for Pakistan, men i kraft af Kinas hjælp kan Pakistan stadig holde næsen oven vande. Da Pakistan fortsat er en allieret i kampen mod Taleban og al-Qaeda, er det en fordel for USA," siger Jørgen Dige Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu