Det er på høje tid, den trækkes frem fra glemslen. Filmen En kærlighedshistorie er lavet i 1970 af den selvsamme Roy Andersson, der i år 2000 skabte international opmærksomhed med den surrealistiske dommedags-allegori Sange fra anden sal.
Men den er en helt anden sang. En folkekær indledning på et samlet værk på tre spillefilm, ligefrem, tilgængelig og charmerende, selv om man sagtens - med bagklogskaben i lommen - kan drage paralleller til de senere to Andersson-film, de langt mere sorte og pessimistiske Giliap (1976) og Sange fra anden sal.
Det er nemlig langt fra noget idyllisk Sveriges-billede, Andersson tegner i denne film, der sætter en uskyldsren, hvalpe-erotisk teenagekærlighed op som det positive modstykke til en tragikomisk skitsering af en stivnet voksengeneration.
Pär er 15, Annika endnu yngre, og de famler sig ubehjælpsomt og blufærdigt frem for at opnå en kontakt, Ann-Sofie Kylins Annika har et af den slags dådyr-sårbare forundringsblikke, kameraet elsker - og da også her dyrker i stor stil. Øjne og attituder siger alt.
Uskyld og erfaring
Vi er altså dejligt langt fra de mange facile portrætter af rapmundede teenagere, film- og tv-markedet ellers overdænges med. Den første kærlighed tegnes med nænsom indlevelse og underdrejet humor, og i en forsoningsscene på en fodboldbane skaber Roy Andersson et højdepunkt af ren følelse og billedpoesi.
Men filmens egentlige styrke består i, at den så fint og hjerteskærende kontrasterer de unges kærlighed op med de ældres desillusion. Håbefuld uskyld og bitter erfaring skaber en kontrapunktisk komposition, der aldrig bliver skematisk, men virker dybtfølt i sin uudtalte smerte.
Pärs familie er arbejdere på formålsløs jagt efter nye velfærdsgoder. Annikas er en middelklasse plaget af karrierestræb og følelsesforarmelse; en bedstefar er ved at gå i sort af ensomhed på et hospital; og Annikas unge moster (en mesterlig Anita Lindblom) synes fortabt i et voldeligt forhold. Som Annikas far, en selvhadende køleskabssælger, er Bertil Norström et skarpskårent unikum af mørk, indestængt agressivitet - uforglemmelig, kan jeg roligt sige efter at have set filmen første gang for 35 år siden. Og i øvrigt en person, der nemt kunne indgå i Sange fra anden sals groteske tabergalleri.
Artisten Andersson
35 år kan være hårde ved en film, og som fortælling er En kærlighedshistorie da også af og til lidt løs i koderne. Men det, der holder en film ung - instruktørens artistiske evne - ses her i en forbløffende moden udgave.
Spillet har et improvisatorisk ægthedspræg, der viser påvirkning fra Bo Widerberg og Milos Forman. Men helt Anderssons egen er den ubesværede brug af et stort persongalleri fanget i totalbilleder, plus den snurrigt symbolistiske humor, når han dvæler ved en hverdagsdetalje (mislykket ophængning af saloon-døre).
Eller når han bruger Pärs knallert som en ekstra person i fortællingen, først overhalet af en dum cyklist, så i forelskelsens overmod selv overhalende, og til tider den bedste tænkelige motorlarmsfortolker af vrede og skuffelse.
Lydsporet er i det hele taget et nærmere studie værd, opfindsomt stemningsskabende, dramatisk veludregnet og med en mættet (og igen kontrapunktisk!) anvendelse af real-musik. Selve underlægningsmusikken holder ikke helt samme standard, i hvert fald er de rocksange, der sættes til at tolke Annikas og Pärs følelser, ret rudimentære. Men det betyder mindre, fordi Andersson blot gennem lydene skaber en tredje dimension i filmen.
Efter denne pressetiljublede publikumssucces var det svært at forudse, at Andersson ville udvikle sig til en af svensk films mest eksklusive instruktører med en ekstrem stiliseret, absurdistisk udtryksform.
Kritik af folkehjemmet
Men i tilbageblik kan filmen ses som det første skridt i en stadig mere forbitret civilisationskritik, her rettet mod det svenske socialdemokratiske folkehjem med dets falske tryghed og livsundergravende materialistiske idealer.
Skabt af en 26-årig kunne En kærlighedshistorie ikke være helt uden håb: Det lå i filmens ene røde tråd, de to unges spirende forelskelse og rørende uskyldige kærlighed. Det blev dog den anden røde tråd, voksengenerationens forspildte liv, Andersson skulle komme til at spinde videre på. Med resultater, der i mine øjne ikke helt står mål med dette på én gang meget vindende og ætsende skarpe debutarbejde, lavet med drømmeagtig sikkerhed af en ung mand, der indfriede de store forventninger på en helt anden måde end de fleste troede.
En kærlighedshistorie. Instruktion og manuskript: Roy Andersson. Svensk (Posthus Teatret)
