Læsetid: 4 min.

Stor musik i klar opera

Thomas Adès 'Stormen' i nær perfekt levering på Det Kgl.
14. november 2005

Listen over komponister, der har brugt Shakespeares allegoriske (vistnok sidste) skuespil Stormen, er på 30 i tal, hvoraf kun en lille håndfuld: Purcell, Frank Martin og Berio er cremen.

Stormen indbyder til meddigtning, således som handlingen er spækket med arketyper og underbevidste lag. Spillet er legio for en betydelig komponist, og en sådan er den unge englænder Thomas Adès, der ydermere selv står i spidsen for den danske udgave og premiere på denne hans anden opera. Den første var kammeroperaen Powder her face.

Stormen udspiller sig på den øde ø, hvortil den krænkede troldmand Prospero er strandet, eller har ladet sig strande med datteren og dennes tilbeder prins Ferdinand som det dyrebare i opskyllet. Allerede her bliver referatet en nød, og den lader vi ligge til fordel for en skyndsom anprisning af en original og gennemført komposition i en forestilling, der tjener Den Kongelige Opera til hæder og ære.

Sjæl og sind løftes

I en tid hvor trivialiteterne trives og vedtagne værdier bekræftes, løftes man i sjæl og sind af et sådant værk, hvis tonesprog om end ikke vender verden på vrangen, så til stadighed åbner nye klange og musikalske forløb, hvis samlede sum giver indtryk af naturlig kunstnerisk fornyelse. Trangen til at høre flere passager en gang til melder sig, hvilket ikke skal forstås som at Adès forfalder til banaliteter og ørehængere, det var synd at sige. Men faktisk skriver Thomas Adès smukt og dirigerer til stregen, hvor partituret tilbyder den ihærdige afsøgning af et stof, der giver spændstighed og puls.

Man sidder altid og prøver at finde sammenligninger, det hører til smagsdommerhvervets unoder. Mage kan man sikkert finde i nyere musik, utvivlsomt; men i denne lytters ører, eller i det der ligger midt imellem, bliver Britten og Richard Strauss ved med at melde sig. Ikke fordi Adès ligner, ikke det mindste eller ikke ret meget, men fordi Adès som de to besidder begavelsen til at insistere sikkert i kunsten på musikkens lige muligheder at skabe gru og stor skønhed i dialektiske samspil. Det lyder dyrt, men det er sådan noget lignende, man kan sige om sagen, og meningen er, at det er betydningsfuldt.

Rent bortset fra det er Adès som antydet en fin dirigent, som man godt ville høre give bud på værker uden for egen produktion. Her er en der forstår musik.

Ekvilibristisk debutant

Rollelisten er vel besat: John Lundgren som en myndig og plaget Prospero, Stig Fogh Andersen som en plaget og umyndig konge af Napoli, ømt og inderlig sunget i sorgen over sønnetabet, om end kun formodet; Elisabeth Janssons varme sopran som Prosperos datter Miranda, pigen som den evige far med F så nødigt slipper! I den mindre, men vigtige rolle som hofmanden Gonzalo, afleverer Anders Jakobsson en fuldtonende mørk tolkning af en fremragende komponeret 'arie' over Gonzalos berømte monolog: Jeg ville ordne alting i min stat helt modsat... Shakespeares korte drøm om det uskyldsrene samfund, den store utopi, hvor ingen herre hersker, ingen slave lider under slaveriet, ingen dødsmaskiner skræmmer menneskene, ingen handel fordærver deres sind, og hvor hver mand og kvinde lever frit og lige. Den passage er et klimaks i den strøm med højdepunkter, der udgør rigtig opera.

Jens Krogsgaard synger grotesk og frastødende skurken, umennesket Caliban, der lades tilbage i sammenkrummet ensomhed. Lidt medlidenhed kunne der nu nok have været plads til. Sangmæssigt ekvilibristisk gik aftenen til debutanten (på Det Kgl.) Cyndia Sieden, hvis lyse fortvivlede skrig som Prosperos slavebundne vindalf, der blot må stå til rådighed, sætter sig i det indre øre. Gert Henning-Jensen markerer sig stærkt som Ferdinand med den leende musikalitet og simpelthen smukke stemme, der er denne dansk operas jubeltenor givet. En rose sendes til operakoret. En anden til Wenzel de Neergaard for tekstningen, som redder publikum gennem labyrinten.

Iscensættelsen og scenografien ved Tom Cairns og Moritz Junge skaber rammerne om den fantastiske ø, hvorover luftens ånd svæver i akrobatisk udgave ved en adræt og dristig Lindsey Butcher. Den kæmpe klap-op-og-i himstregims som centrum fascinerer og virker. Derimod kunne de godt have sparet sig den udstoppede dinosaur; som overdimensioneret legedyr eller hvad?

Lyden i parkettet er sagt igen for hård for slagtøj. Garderobeforholdene er fortsat elendige, og priserne dér og i baren sammenlignet med udenlandske for høje. Er det meningen at der i alle programmer, og til indlandsisen smelter, skal stå, at Operaen er foræret til Nationen af A.P. Møller? Det er vulgært at insistere på en gave. Oven i købet en noget tvetydig én.

Endelig: Det kan vel være ok, at de fleste rejser sig for dronningen, man sidder jo så dårligt i Operaens grimme blå sæder; men nu er de sgu også begyndt at klappe!

Thomas Adès: Stormen. Medvirkende: John Lundgren, Elisabeth Jansson, Gert Henning-Jensen, Jens Krogsgaard, Cyndia Sieden, Stig Fogh Andersen, m.fl. Iscensættelse: Torm Cairns. Det Kgl. Kapel, Operakoret. Dirigent Thomas Adé.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu