Læsetid: 2 min.

Stor usikkerhed i Kosovo mens EU-rapport er på vej

2. september 2005

Kosovos ministerpræsident er anklaget ved Haag-domstolen for krigsforbrydere, og præsidenten er syg. Imens venter alle utålmodigt på en FN-rapport, der kan gøre det muligt at åbne forhandlingerne om Kosovos endelige status

KOSOVO I

af Brigitte AlfterInformations korrespondent

BRUXELLES - To unge kosovo-serbere blev skudt i weekenden, to andre blev såret. I første omgang havde ofrene fået beskudt deres bildæk af gerningsmænd i en Mercedes. Da de steg ud for at se på skaden, blev de skudt.

"Politiet betragter det her som et enkelttilfælde. Ingenting peger på, at det er tegn på voksende terrorisme," sagde den danske politichef i Kosovo, Kai Vittrup ifølge avisen Koha Dittore.

Dobbeltmordet, der skete 40 kilometer syd for hovedstaden Pristina, har straks fået storpolitiske kommentarer: Den serbiske ministerpræsident, Vojislav Kostunica, krævede, at forhandlingerne om Kosovos fremtid bliver sat i bero indtil videre. "Jeg vil gerne vide helt klart, hvilken slags standarder vi taler om, når unge bliver dræbt, kun fordi de er serbere," sagde han ifølge den tyske avis Die Welt.

Sagen kommer så ubelejliget som overhovedet muligt. For tiden venter Kosovo nemlig spændt på en rapport af den norske FN-udsending Kai Eide, som netop skal se på, hvor godt Kosovo klarer de krævede standarder om ikke mindst sikkerhed til det serbiske mindretal.

Eide har hidtil kritiseret både kosovo-albanere og serberne. Afhængigt af Eides rapport vil FN's sikkerhedsråd senere på året tage stilling til, hvorvidt forhandlingerne om Kosovos endelige status kan gå i gang.

Imens er utålmodigheden i Kosovo stor. Først når fremtiden er afklaret, er der håb om bedre økonomiske vilkår og udvikling i landet.

Folk er ved at opgive

Talat Lushaj er kosovo-albaner og bor i Danmark. Men hans far bor endnu i det sydlige Kosovo. "Jeg har hørt mange grimme historier," siger han. Om en restaurant, der bliver omringet, gæsterne lænset for penge og værdier, hvorefter røverne forsvinder ud i natten. Om at man ikke truer en bilist, der helt åbenlyst ikke er meget ældre end 12-14 år med politiet - hans far kunne jo have indflydelse. Og ikke mindst om den håbløse økonomiske situation. Arbejdsløsheden blandt unge ligger mellem 60 og 85 procent, viser FN-tal.

"Folk er ved at opgive," siger han.

Oveni det dagligdags besvær kommer en svækkelse blandt kosovo-albanske politikere: Ministerpræsident Ramush Haradinaj, har overgivet sig til Haag-domstolen, hvor han er anklaget for krigsforbrydelser. Haradinaj nød respekt som samlende figur. Han er nu efterfulgt af Bajram Kosumi. Og den kosovo-albanske præsident siden dengang, der endnu var håb om en fredelig løsning for området, Ibrahim Rugova, måtte denne uge flyves til et hospital i Tyskland. Undersøgelserne er endnu ikke slut.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu