Læsetid: 4 min.

Storbyens anonyme stemme

Franske Céline Curiols debutroman om en ung parisisk kvinde mekaniske storbyeksistens er blevet rost til skyerne af Paul Auster og foreligger nu på dansk
12. oktober 2005

"Historien om en kvinde, der udover sine erotiske besættelser udviser en absolut medfølelse med de andre". Sådan præsenteres franske Céline Curiols (f. 1975) debutroman på bagsiden af den danske udgave, og sjældent har jeg læst så misvisende en varedeklaration. Psykologisk læst forekommer bogen snarere at være portræt af en ung kvinde, der som barn har været udsat for et seksuelt overgreb og derfor lider af absolut mangel på medfølelse, ikke mindst med sig selv. Det, bagsideteksten kalder "erotiske besættelser", er mekaniske og lystforladte engangsknald og fremstår som noget hovedpersonen udsætter sig selv for, bare fordi det nu engang hører med til en ung kvindes storbyliv.

Den forelskelse i en gift mand, som udgør romanens sparsomme plot, har en lignende umotiveret mekanik i sig: selv om vi konsekvent følger den unge kvindes synsvinkel, er der ingen forelskede beskrivelser af hans skikkelse; han forbliver lige så anonym som hun (i bogstaveligste forstand: ingen af dem navngives), og forelskelsen er der bare, som et ubegrundet faktum. Kort sagt fremstår romanens hovedperson og synsvinkelbærer langt hen ad vejen som en lille mopset, kedelig og koldrøvet pariserinde. Men i kraft af jævnligt indlagte erindringsglimt aner vi tidligt, at hun er overgrebsoffer, og får hermed serveret en psykologisk forklaring på hendes karakter.

Offeret i storbyen

Nu er der selvfølgelig det, at litterære værker ikke er psykologiske case studies, og det ville da også være synd at reducere Curiols sprogligt meget elegante roman til noget sådant. Den unge kvinde, som hun i tredje person og nutid lader bære romanens synsvinkel, bliver ikke bare symptom på en privatbiografisk historie, men på en hel metropol kultur, hvor man bor alene i små lejligheder, bevæger sig cool og effektivt rundt i byens gader, undlader at binde sig til nogen, doper sig med konsum, alkohol og engangsknald. Det er det skræmmende ved at læse Curiols bog: at man får den tanke, at det typiske moderne storbymenneske egentlig udviser samme adfærd som et typisk overgrebsoffer.

Curiol har ladet sin unavngivne hovedperson inkarnere storbyens anonyme stemme ved at forsyne hende med et job som banegårds-speaker på Gare du Nord: "Til at tale bruger hun sin anden stemme, den hun henter dybt nede i brystet og som giver hende autoritet som den, der annoncerer togafgange ved SNCF." Den uoversættelige franske titel Voix sans issue spiller subtilt på denne banegårdsstemme; det betyder ordret "stemme uden udgang", men udtales ligesom "voie sans issue", blind vej eller blindt spor. Og hermed er romanens dynamik betegnet: Vi er tvunget til at følge en stemme, der leder os hen ad det blindspor, som den unge kvindes forelskelse er. Hvordan romanen til sidst måske alligevel åbner både vej og stemme, skal ikke røbes her.

$SUBT_ON$Detaljesanser

Så er der også lige det, at Curiol bruger sin cool, ubundne storbyeksistens som filter for poetiske detaljesansninger. Når man har viet sig til bare at fungere som et tandhjul i storbyens mekanik; når man synes at ordet "elske" lyder som "tarmslyng" og "Bush, Powell, Rumsfeld" som "navne på husdyr"; når man har opgivet tilknytning og visioner, så kan man på sin egen nøgterne måde stille bevidstheden til rådighed for de små, flygtige, nære sansninger. Eksempelvis en tjeners håndflade: "et mønster af sammenfiltrede streger som dagligdagens gentagne og effektive bevægelser har aflejret." Eller en stjerne tegnet i taxirudens dug: "Den foregående passager har ikke modstået den duggede overflades kalden, men har ikke haft tid til at afslutte. Hun tilføjer en fjerde tak, længere, og to bittesmå ovaler allernederst. En blomst til den der tager hendes plads."

Det begynder at ligne en tendens i samtidens europæiske skildringer af storbyeksistensen: dette at søge redningen fra konsumens og lønslaveriets kuldslåede fællesskab i de små oaser af detaljesansninger. Man finder det i Kirsten Hammanns Fra Smørhullet, man finder det i Juli Zehs Ørn og Engel, man finder det i Guldagers København, og Curiols roman myldrer altså også med sådanne små iagttagelser. Det er her, vi finder den skrøbelige, tentative medfølelse, den forsigtige og meget indirekte rækken ud mod andre, som bagsideteksten så misvisende udskriger som "absolut". Det må også være disse steder, der har fået ingen ringere end Paul Auster til at udråbe Curiol til "et stort nyt talent på den litterære scene".

Curiols prosa er godt omplantet til dansk af Lars Bonnevie. Små fejl og francismer kan man altid brokke sig over: "fire andre glas" burde hedde "fire glas mere"; "pain au chocolat" burde ikke oversættes til "chokoladebrød"; "orienterede sig" burde måske hedde "fandt vej", "indendørsdekoration" burde hedde "indretning", etc., men det skal ikke skygge for at Bonnevie formår at genskabe den unge storbykvindes kuldslåede, men detaljesansende synsvinkel overbevisende.

Céline Curiol: Det lyserøde rum, på dansk ved Lars Bonnevie, 238 sider, 278 kr. Forlaget Per Kofod

ISBN 87-91654-32-7

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her