Læsetid: 3 min.

Den store afrikanske cirkusfest afløser VM i Berlin

André Heller er manden bag et forrygende show, 'Afrika! Afrika!', der nu kommer på plakaten i Berlin
11. juli 2006

BERLIN - Man er næsegrus af betagelse. Da showet slutter, og de 150 medvirkende fra hele det store afrikanske kontinent synger og danser til Stevie Wonders udødelige "You Can Feel It All Over", forsvinder al rationalitet. Man er så bevæget, at man er parat til at stille sig op i koret af jubelhumanister, der synes, at det kunne have været åh, så yndigt, hvis et afrikansk land som Ghana eller Togo havde vundet VM. På ingen måde, fordi de var bedre til at spille fodbold end italienerne. Men fordi cirkusshowet Afrika! Afrika! er helt suverænt og fylder en med livsglæde.

De gigantiske telte er stillet op på pladsen uden for Berlins nye smukke Hovedbanegård. De har navne som Marrakesh-teltet og Sydafrika-teltet. Her kan man inden forestillingen sætte sig på en marokkopude og forfriske sig med afrikanske specialiteter, købe smykker af ben, tørklæder i eksotiske farver eller beundre de imponerende 'lysekroner', som er lavet af plastikaffald: Bulede gennemsigtige flasker og stykker af mønstrede tallerkener. I Afrika kan alt bruges til noget.

Men showet, mine damer og herrer, showet. 2.500 mennesker kan der sidde i det enorme telt, og det gør der også i disse tropiske Berlin-aftener. Højt over manegens gulv er der bygget et podie til musikerne og sangerne, som showet igennem sørger for, at vi aldrig glemmer, hvor rytmisk musik egentlig kommer fra.

Den kvindelige forsanger Ntombifuthi Pamella Mongo har optrådt i forskellige musicals, blandt andet på Broadway. Hun brager igennem, så man ind i mellem må klamre sig til sin stol.

Lige fra det første nummer på gulvet - et hæsblæsende dansenummer - er tempoet sat. Det bliver bare vildere og vildere, og man spærrer øjnene mere og mere op. En mand kommer gående ind som en edderkop og viser sig at være det ultimative slangemenneske. For eksempel lykkes det ham at få hele sin krop fra hoved til fod igennem en tennisketcher uden strenge. I et andet nummer laver en flok i ægte hottentot-outfit med bast om ankler og talje menneskepyramider. Hvorefter de bliver suppleret af en gruppe atleter i neonfarvede stramme trikoter. De overgår pyramideartisterne i højde og farlighed. Informations udsendte mærker tårerne strømme af betagelse.

Rent kick

På forunderlig vis er der bygget bro imellem den nordlige og den sydlige verden. Et af de absolutte højdepunkter er en flok breakdancere, der kaster sig ud på gulvet til fransk hiphop. Et andet er en gruppe éthjulede cyklister, der spiller basketball og sjipper, mens de cykler. For slet ikke at nævne de to kvinder, der jonglerer med borde på fødderne.

Afrika! Afrika! er et rent kick, og man svæver ud af teltet i taknemmelighed over den store mangfoldige verden og dens vidunderlige mennesker.

Det hele er arrangeret af multikunstneren André Heller, der er født i Østrig og har været med til at iscenesætte det nu afsluttede VM's kulturprogram i Tyskland (og så ikke et ord mere om fodbold!), er manden bag det show, der nu kommer på plakaten i Berlin.

André Heller har stået bag udstillinger, musikproduktioner, operaer og happenings.

I Danmark er han nok mest kendt for sin fremragende dokumentarfilm Hitlers sekretær - et på alle måder rystende interview med Adolf Hitlers nu 82-årige sekretær Traudl Junge. Filmen kom til at danne baggrund filmen Der Untergang om Hitlers sidste dage i Førerbunkeren i Berlin.

Her i Afrika!, Afrika! viser han os, hvad glæde og begejstring er, i uforkortet gengivelse.

Afrika! Afrika!, Lehrter Stadtquartier ved Neuen Hauptbahnhof, Ella-Trebe-Strasse, 10557 Berlin. Til 2. september 2006. Billetter på www.afrika-afrika.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her