Læsetid: 3 min.

Den store amerikanske sangbog

Vi leder i reoler og andre gemmer for at finde den nævnte bog, men ak - forgæves
17. juni 2005

Vi havde siddet og diskuteret Rod Stewarts livtag med den amerikanske sangtradition på til dato i alt tre plader, der alle bærer undertitlen The Great American Songbook. Min samtalepartner forsvarede dem varmt, mens jeg havde sat mig for at spille Kloge-Aage og derfor forsøgte at plædere for det faktum, at alle de mange sange som Rod the Mod tager livtag med på benævnte projekt - og vi taler virkelig sværvægtere her; "You Go To My Head", "The Way You Look Tonight", "They Can't Take That Away From Me", "Night And Day", "Stardust", "Bewitched, Bothered & Bewildered", "As Time Goes By" og mange flere - såmænd er blevet fortolket mange gange før. Og bedre.

Af folk som Frank Sinatra, Billie Holiday, Tony Bennett, Ella Fitzgerald, Nat 'King' Cole, Bing Crosby, Rosemary Clooney, Mel Tormé og hele den generation, der, som stort set alle fødtes i perioden mellem de to verdenskrige, og som helhed rundedes/mærkedes af Anden Verdenskrig. For ikke at tale om den masse af jazzmusikere, der har benyttet disse sanges vidunderlige akkordrækker og tilsyneladende uendelige harmoniske muligheder som afsæt for jazzens adelsmærke: improvisationen. Og hvor netop den givne kompositions berømmelse og udbredelse var af stor betydning for, at vi kan danne os et billede af solistens formåen og egenart.

Endelig er der hele det vidunderlige bagtæppe af musicals, hvis sange enten leveredes af enere som Irving Berlin, Cole Porter eller komplementære størrelser som Richard Rodgers og Lorenz Hart, Harold Arlen og Johnny Mercer og George & Ira Gershwin. Og i mindre grad den samlebåndsagtige produktion af døgnfluelignende sange, der udgik fra det område i New York, som ligger på 28th Street mellem 5th Avenue og Broadway, og som med et oprindeligt nedsættende udtryk kaldtes Tin Pan Alley. Her holdt en række musikforlæggere til fra sidstningen af det 19. århundrede og frem til midten af det 20. (områdets storhedstid faldt i 1920'erne), og her grundlagdes i hælene på en hastigt forbedret copyrightlovgivning den moderne musikindustri i al sin vælde.

Til forskel fra Broadway-musicalen, hvor der var plads til endog gevaldigt sofistikerede sange, holdt musikken fra Tin Pan Alley altid til det enklest mulige, således at alle og enhver i teorien både kunne spille og synge sangene, men ikke desto mindre - eller netop derfor? - har mange af sangene udvist voldsom slidstyrke.

Summen af de titusindvis af sange, der produceredes frem til og med, rock'n'roll gjorde sin entré i 1950'erne, opfattes af mange som selve essensen af alt det bedste ved USA's musikalske populærkultur, og de par hundrede stykker, der har stået distancen, udgør således Den Store Amerikanske Sangbog.

Min samtalepartner, der havde lyttet opmærksomt - høfligt? - til min udredning desangående, rettede sig nu op i stolen og droppede så 100.000-kronersspørgsmålet: "Hvis du har den der sangbog stående, vil jeg mægtig gerne se den. Måske ligefrem låne den..."

Jeg lod mig synke tilbage i stolen og gjorde en opgivende bevægelse med hænderne. "Den findes ikke som sådan. Der er godt nok en slags kanon, hvor visse sange ifølge somme er selvskrevne, mens andre stadig diskuteres. Men skønheden ved Den Store Amerikanske Sangbog er, at debatten på en måde stadig kører. F.eks. irriterer det mig, at hver eneste ny jazzvokalist partout skal prøve kræfter med den samme klynge Cole Porter eller Rodgers-Hart kompositioner som deres forgængere i erhvervet. Der findes nemlig et kæmpeværk bag de syv-otte sange, vi normalt forbinder med benævnte signaturer. Som bare ligger og venter på at blive opdaget."

"Jamen, hvorfor kalder man det så Den Store Amerikanske Sangbog".

"Tja, hvorfor taler vi om Den Danske Sangskat? Noget skal barnet jo hedde. Og det lyder godt. Og ved man, hvad der menes, kan man gå lige til sagens kerne. Som er: Holder Rod Stewarts bud på værket?"

"Ja."

"Nej. Svaret er: Nej."

Og så var det blevet tid til billard og den nyeste cd med White Stripes. Den kunne vi ikke komme op at skændes om. Troede jeg da.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu