Læsetid: 3 min.

Det store bog-meteor

31. januar 2004

Af og til får man følelsen af, at der omkring 1975 faldt et meteor, der udryddede alle danske litterære klassesæt for skolebørn. Kun ganske få bøger overlevede, og så var man jo nødt til fremover næsten kun at bruge nyskrevet litteratur i folkeskolernes danskundervisning. Nemmere var de nye jo også.
Men 30 år efter kommer der så en mand, der i ramme alvor foreslår at få genoptrykt de gamle. Manden hedder Torben Weinreich, han er professor i børnelitteratur, og det, han foreslår, er, at man i folkeskolen indfører en litteraturkanon, dvs. en egentlig liste over klassiske børnelitterære forfattere og værker, som børn skal have læst, før de forlader folkeskolen.
På Weinreichs liste står, som nævnt i torsdagsavisen, H.C. Andersen, Carit Etlar (Gøngehøvdingen), Lorenz Frølich, B.S. Ingemann, Gunnar Jørgensen (Flemming-bøgerne), Karin Michaëlis, Halfdan Rasmussen, Storm P. og Christian Winther. De øvrige er H.V. Kaalunds fabler; Den store Bastian; Peters Jul; Emma Kraft, Louis Moe og Fini Henriques: Mellem Trolde; Bertha Holst: Tvillingerne; Tom Kristensen: Bokserdrengen; H.H. Lund og Arne Ungermann: Toget; Jens Sigsgaard: Palle alene i verden; Tudemarie; og Egon Mathiesen: Mis med de blå Øjne.
Helt ærligt: Hvem under 45 kender i dag dem alle, eller blot et par? Spørgsmålet er nu, om dét er et problem.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) afviser bindende læseplaner. »Det er der simpelthen ikke politisk flertal for,« påpegede hun onsdag i Berlingske. Men da hun i princippet er positiv over for forslaget, vil hun nedsætte et udvalg, der skal komme med forslag til forfatterskaber, som det anbefales at undervise i.
Den skarpeste protest lyder fra formanden fra Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, der mener, at en kanon strider mod den enkelte lærers principielle ansvar for selv at tilrettelægge undervisningen. En forfatter/værk-liste vil blive brugt, men ikke fulgt: »Forstået på den måde, at lærerne vil lade sig inspirere af den, men heller ikke mere,« sagde lærerformanden, der også advarede mod ’kogebogsundervisning’.

Her repeterer Bondo Christensen det traditionelle argument imod en kanon: Faste pensumkrav be-grænser lærerens virkefelt og kan i sidste ende tvinge en lærer til at proppe stof, han selv synes er kedeligt, i halsen på lige så fortvivlede elever.
Men modargumenterne er også for hånden: For det første rummer ovenstående tilsyneladende støvede liste af herrer og (få) damer fremragende tilbud også til moderne børn. Mis med de blå Øjne er et mesterværk om mobning. SpørgeJørgen er rå, men uforglemmeligt sjov.
For det andet er det kulturelle fællesgods reelt blevet mindre og mindre efter bogmeteorets nedslag, blandt andet de store folkeskolereformer i 1970’erne. Det har blandt andet haft den uheldige konsekvens, at undervisning, samarbejde, ja, bare samtale ud over den første sniksnak, ofte viser sig urimeligt vanskelig mellem forskellige mennesker og generationer. Vi har simpelt hen fået for få fælles referencer.
Det kan være ærgerligt nok, at den 16-årige skolepraktikant ikke kender Karen Blixen, men det er fatalt, at hun også er ubekendt med Rapanden Rasmus. For slet ikke at tale om, hvordan hun nogensinde skal få blot en overfladisk forståelse af det uendelige netværk af tekster baseret på andre tekster, hvis hun får nervøse trækninger af alt skrevet før 1975.
Ikke mindst lades børn, der ikke lever i hjem med bogreoler, i stikken og går glip af fortællinger, viden og oplevelser, skolen burde give dem.

En kanon handler faktisk om at sikre variationen. Den aktuelle uofficielle folkeskolekanon hedder nemlig ikke H.C.Andersen & Co., men snarere Bent Haller og en håndfuld andre nyere danske børne-/ungdomslitterære forfatterskaber. Dem er der intet i vejen med. Men man kan godt tilbyde ungerne noget mere.
Det kan man i realiteten bare ikke, når mange af de ældre tekster i dag er næsten uopdrivelige. En kanon eller bogliste kunne gøre det økonomisk muligt at få dem genoptrykt, netop fordi det kun er et begrænset antal.
Man kan godt forestille sig Torben Weinreichs forslag få vind i sejlene, specielt hvis en Tørnæs-kanon nøjes med at ’anbefale’. Hvem kan dog have noget imod dét? Blot må det selvfølgelig være en betingelse, at en kanon med jævne mellemrum forhandles for at tjekke, om den nu afspejler den kulturelle mangfoldighed, den skal. Hvis det skulle lykkes at etablere en kanon – og grundtanken er fremragende – skal vi blot huske at takke de muslimske indvandrere, der har gjort vor kulturarv synlig og attraktiv for os igen. Til gengæld kan vi give dem mulighed for at grine med over SpørgeJørgen.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu