På fortovet foran Øster Farimagsgades Skole på Østerbro står integrationsmedarbejder Mayssa Ayoub og tripper. Utålmodigt, for hun venter på skolebussen med de tosprogede børn.
"Nu ringer jeg altså til busselskabet," når hun at sige, inden en stor blå bus trækker op langs den gule streg på fortovet, og mørkhårede drenge med brune øjne og farverige skoletasker vælter ud. De bor på Nørrebro, men siden august er de hver morgen blevet fragtet med bussen over søerne til Øster Farimagsgades Skole i det mondæne kartoffelrække-kvarter. Ikke med tvang. Men fordi deres forældre har takket ja til at deltage i et samfundseksperiment. Københavnermodellen, som projektet hedder, går i korte træk ud på at sikre en bedre fordeling af danske og tosprogede børn på de københavnske folkeskoler. Dels ved at gøre skoler med mange tosprogede børn attraktive for danske forældre og børn. Og dels ved at tilbyde tosprogede elever pladser på skoler med mange danske børn. Øster Farimagsgades Skole er en af syv meget dansk-dominerede skoler, som siden august har øremærket pladser til tosprogede elever. Og integrationsmedarbejder Mayssa Ayoub er ikke i tvivl om, hvad hun skal mene om projektet:
"Det varmer mit hjerte," siger hun, mens hun med hastige skridt skrår over skolegården for at afhænde de forsinkede unger til klasselærerne. Helt så poetisk har skoleleder Axel Bech ikke for vane at udtrykke sig. Men han gør det klart, at københavnermodellen er en politisk beslutning, som han ikke er ked af at have fået trukket ned over hovedet.
"Vores skole ligger i et dyrt boligområde, hvor der næsten ikke er nogle etniske familier. Så det er kun sundt for børnene at få en smagsprøve på verden udenfor," siger Axel Bech.
Foreløbig har Øster Farimagsgades Skole optaget 25 tosprogede elever. Foruden de 10 øremærkede pladser i børnehaveklasserne har man sluset elevernes ældre søskende ind, hvilket blandt andet har betydet, at skolen har fået sine første tørklædepiger.
"Det har vi aldrig prøvet før, men det har været overraskende problemfrit," siger Axel Bech og uddyber:
"For et år siden indførte jeg ellers forbud i mod huer og hætter i timerne. Derfor var vi lidt spændte på, om det ville skabe uro, nu når pigerne fik lov. Men det har slet ikke været noget problem."
En anden af skolens bekymringer forud for projektet var, om de tosprogede ville blive optaget i fællesskabet. Men også her er bekymringerne gjort til skamme, fortæller Louise Behrend Rasmussen, der er kontaktforælder på skolen og mor til Anna, der går i 6. U:
"Der er måske lidt en tendens til, at de nye piger hænger ud sammen. Og hvis man skal være negativ, kunne man sige, at de isolerer sig. Men mit indtryk er nu snarere, at de søger sammen, fordi de har en fælles baggrund og kender hinanden. Det er altid svært at starte på en ny skole, og så søger man naturligt nok det, man kender," siger Louise Behrend Rasmussen, der ud over at være forælder også er psykiater på Rigshospitalet. Selv er hun stor tilhænger af elev-spredningsprojektet, som hun håber kan være med til at afhjælpe problemerne med ghetto-skoler. Ikke mindst dem på Østerbro:
"Det er utrolig rart at få rusket op i vores lille 'hvide' enklave her i Kartoffelrækkerne. Før projektet startede, havde vi kun to adoptivbørn, det var det 'vildeste', vi kunne mønstre. Nu får vi forhåbentlig en skole, der ligner det danske samfund mere," siger hun.
Langt de fleste forældre på skolen deler Louise Behrend Rasmussens holdning, men der har også været mere skeptiske røster iblandt, fortæller skoleleder Axel Bech:
"Det har været svært for nogle at forstå, hvorfor vi skulle tage imod tosprogede elever udefra, når vi i forvejen har de højeste klassekvotienter i landet. I den forbindelse fornemmede jeg nogle racistiske undertoner, men de kom kun fra det fåtal, som man altid vil kunne finde, lige meget hvor man kigger hen," siger han.
Det har imidlertid ikke kun været de danske forældre, der har haft betænkeligheder forud for projektet. Det har Sawsan Al-Ghazali også. Hun er mor til Nora, som har været på skolen siden april måned:
"I starten var vi lidt usikre på det hele, fordi vi ikke mente, at skolen havde nok kendskab til tosprogede. Men skoleinspektøren var meget imødekommende og sendte breve hjem til de andre forældre, der forklarede, at skolen ville få nogle nye elever, som bar tørklæde, og at alle skulle tage godt imod dem. Det overbeviste os," siger Sawsan Al-Ghazali. Hun gik selv i arabisk privatskole som barn, men det ønsker hun ikke, at hendes egne børn skal. Det går nemlig ud over sprogfærdighederne, mener hun.
"Det dansk, man lærer, når man kun har arabiske klassekammerater, er ikke så nuanceret. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn går på en skole, hvor der er mange danske elever - selv om der nu gerne måtte være lidt flere tosprogede, så de også har nogle at sammenligne sig med," siger Sawsan Al-Ghazali, der til daglig er folkeskolelærer på Frederiksberg.
'Varmt om sommeren - rart om vinteren'
Ved et bord i et af skolens fællesrum sidder Nora og hendes kusine Amaal på henholdsvis 11 og 12 år. De begyndte på Øster Farimagsgades Skole i år og kommer begge fra privatskoler på Nørrebro. Pigerne fortæller, at de er faldet godt til på den ny skole - også selv om de med deres vaner og udseende skiller sig lidt ud fra mængden.
Nora: "I starten var der mange af de andre som spurgte om, hvorfor vi går med slør og, om det ikke var varmt og sådan noget".
- Hvad svarede I så?
Nora: "At det er lidt varmt om sommeren, men om vinteren er det rart".
Ved siden af sidder Elias på 12. Også han er ved at falde til på skolen, selv om han undervejs har mødt et par fordomme:
"Nogle troede, jeg var ligesom de børn, der løber rundt på Nørrebro uden deres forældre og er voldelige. Men jeg kan bare lide at have det almindeligt og spille computer," siger Elias.
Den slags fordomme er pigerne ikke stødt på. Men de kulturelle forskelle har de mærket til. De fortæller, at de på en lejrskole måtte undvære at spise kød, fordi skolen ikke havde tænkt på at købe halal-slagtet. Og i starten måtte de springe svømning over, indtil deres forældre havde anskaffet en badedragt, der dækkede hele kroppen. Endelig er der børnefødselsdagene, som de to piger indtil videre er gået glip af, fordi der i klassen er tradition for at holde fællesfester, hvor både piger og drenge er inviteret. Og den går ikke, forklarer Noras mor, Sawsan Al-Ghazali:
"Om et par år kommer pigerne i 7.-8. klasse, og så er der alkohol på bordet. Det bryder vi os ikke om. Derfor vil vi gerne fra start vænne dem til ikke at gå til blandede fester. Sådan er jeg også selv blevet opdraget," siger hun.
Den konflikt har skoleleder Axel Bech endnu ikke et svar på, men ellers er det skolens parole, at problemer er til for at blive løst:
"Vi prøver så vidt muligt at forholde os til problemerne på en praktisk måde. Der er nogle hensyn, vi som skole bliver nødt til at tage, og der er nogle hensyn, som forældrene bliver nødt til at tage. Og indtil videre er det gået fint," siger Axel Bech, som fortæller, at de tosprogedes forældre deltager aktivt i det sociale liv omkring skolen.
Et af kritikpunkterne mod københavnermodellen har imidlertid været, at det kun er de ressourcestærke etniske forældre, der vælger den til, fordi den bygger på frivillighed og ikke på tvang. Det er også noget, forældrene på skolen har diskuteret, fortæller Louise Behrend Rasmussen.
"Og det kan godt være, at det er rigtigt. Men jeg synes nu ikke, det ændrer på, at det stadig er positivt, at der kommer flere tosprogede herover. Og jeg tror, det er en overdrivelse, at det på sigt vil dræne bydele som Nørrebro for ressourcestærke tosprogede familier," siger hun.
Dermed lægger hun sig på linje med Bo Asmus Kjeldgaard (SF), skoleborgmester i Københavns Kommune:
"Jeg kan godt se problematikken. Men det korte af det lange er, at når vi reserverer pladser på Østerbro til børn på Nørrebro, så giver det en bedre fordeling af tosprogede uanset hvad. Vi vil gerne have, at folkeskolen bliver alle forældres naturlige førstevalg, og derfor er vi også glade uanset, hvem det nu er, der skifter skole," siger han.
Men noget kunne tyde på, at frivillighedens vej ikke rigtig virker, hvis det kun er overskudsforældrene til tosprogede børn, der skifter skole?
"Det er rigtigt, at frivilligheden betyder at integrationen skal bygge på personlig motivation. Vi ønsker ikke at tvangsflytte børn, for vi tror ganske enkelt ikke, at der kommer noget godt ud af det. God integration forudsætter, at man er motiveret for det," siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Ikke mit barn
Den foreløbige status er, at 56 ud af de i alt 87 pladser, som er øremærket til tosprogede elever, er optaget. Og projektleder på københavnermodellen, Mikala Jørgensen, er ikke bleg for at kalde den del af projektet, som handler om at få flere tosprogede ind på meget dansk-dominerede skoler for en succes. Den anden halvdel af projektet - den del, der skal forsøge at få flere danske børn ind på skoler med mange tosprogede elever - har været væsentligt tungere at trække i land, fortæller hun.
"Vi har at gøre med års oparbejdede valgmønstre. I mange år har det jo været sådan, at hvis man som dansk middelklassefamilie boede på Nørrebro, så sendte man ikke sit barn i den lokale folkeskole, men på privatskole. Det billede har i mange år har været meget fasttømret, men nu ser det lige så stille ud til at ændre sig," siger projektleder Mikala Jørgensen.
På Hellig Kors Skole på Nørrebro, som er en af de i alt fire folkeskoler, der deltager i københavnermodellens første fase, er det således lykkedes at vende udviklingen. Skolen har ganske vist stadig en af de højeste procenter af tosprogede elever. Men i modsætning til for få år siden er det ikke længere et sjældent syn, at danske forældre lader deres børn indskrive på skolen, fortæller Eva Hindsgavl Brink, som er konstitueret viceskoleinspektør på Hellig Kors Skole:
"Ved skolestarten i august var 22 af i alt 48, der startede i børnehaveklassen etnisk danske børn," siger hun.
På Blågård Skole blot et stenkast derfra er stemningen knap så positiv: "Du ser ikke nogen effekt af københavnermodellen her," som skoleleder Lars Ibsen Guillier formulerer det. Han er ny i jobbet og overtog roret efter en turbulent periode med krise i skoleledelsen og uro blandt personalet. Forhold, som har været stærkt medvirkende til, at Blågård Skole kun i ringe grad har formået at appellere til flere etnisk danske familier, mener Lars Ibsen Guillier
"Folk vælger skole af omtale, og hvis skolen har haft et dårligt ry, tager det nogle år at vende den udvikling. Den tidligere skoleleder brugte ikke forældrenetværket, og derfor har tingene stået i stampe," siger skolelederen, der mener, at en del af forklaringen på Blågård Skoles manglende held med at tiltrække flere etnisk danske elever skal findes i Hellig Kors Skoles succes. "Sådan er det jo altid, hvis vi ikke tiltrækker eleverne fra privatskolerne, så tager vi dem fra hinanden," siger han.
Ud over de to Nørrebro-skoler deltager også Tingbjerg Skole og Voldparkens Skole i projektet. Heller ikke her har man formået at tiltrække flere etnisk danske elever, og i Tingbjerg har man helt opgivet. Fra næste år bliver skolen omdannet til heldagsskole. Alligevel er der god grund til optimisme på københavnermodellens vegne, mener projektleder Mikala Jørgensen:
"Vi har fra starten vidst, at den store opgave ville være at få de etnisk danske børn til at gå i skole på de lokale folkeskoler," siger hun.
- Forstår du de forældre, der ikke har lyst til at lade deres børn være prøveklude i et socialt eksperiment?
"Københavnermodellen er ikke et samfundseksperiment. Varen er grundlæggende i orden, men skolerne er kommet ind i en dårlig spiral, som ikke har så meget at gøre med den ydelse, de leverer, som med forældrenes opfattelse af den. Derfor er det skolernes opgave at fortælle forældrene, at 'her hos os, får I det, I gerne vil have'. Og så selvfølgelig sørge for, at de også får det."
