Læsetid: 4 min.

Den store ensomme humanist

Albert Camus skildret som menneske, digter og moralist i den franske tradition. Ny god introduktion til forfatteren på dansk
8. juni 2005

Det intellektuelle miljø i Paris i årene efter Anden Verdenskrig var centrum for alverdens og ikke mindst sin egen opmærksomhed. Der var også noget at byde på af kunst og eksistentialisme, ikke mindst en filosofisk ransagelse under ideologiernes aktuelle krisetilstand.

Jean-Paul Sartre var allerede systemets solkonge under krigen og modtog nådigt den unge Albert Camus, der i 1942 vakte opsigt med det moralfilosofiske essay Sisyfos-myten og romanen Den fremmede, hvor det absurde som livsholdning lægges frem som tanke og som fiktion.

Sartre gav romanen en lang begejstret analyse, der med et slag sikrede Camus' position både der og her. Vejene måtte dog skilles, opgøret blev til oprør med Camus' Oprøreren i 1951, en ny filosofisk traktat, som Sartre lod en discipel flænse i sit toneangivende tidsskrift Les temps modernes, et velovervejet, blodigt karaktermord.

Sisyfos - en lykkelig mand

Begge bøger er rasende interessante, ikke mindst som tidsdokumenter, umulige, hjerteligt tragiske og i sidste ende usammenhængende i en højere form for negativ opbyggelighed, som det nok må kaldes i dagens danske terminologi. Udtryk for både en nihilistisk heroisme - 'man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand', når han atter henter stenen, som han forgæves ruller op mod bjergets top - og udtryk for det stadige, ideale oprør mod uretfærdigheden, men uden nogen tro på revolutionen, der altid, altid ender i absolutisme.

Camus var individets talsmand, hvor Sartre stod for de overpersonlige visioner med deres indbyggede farlighed. Speget er det, når Sartre måtte hævde, at eksistensen går forud for essensen, og at Camus i det stykke var essentialist, en metafysisk ateist.

Formidling

At denne tankeverden har stadig og fornyet aktualitet i dagens verden, der har let ved at se Camus' moralske overlegenhed i forhold til Sartres og de franske venstre-intellektuelles langmodighed med kommunismen, viser en ny introduktion til Albert Camus af lektor i fransk ved Københavns Universitet Jørn Boisen, der meget velskrivende gør rede for sammenhængen i hans liv og forfatterskab.

Han har før i lignende velgjort humanistisk formidlingsærinde fremhjulpet vores viden om Milan Kundera. Det er nu her en kronologisk læsning af essays, romaner, skuespil, noveller og dagbøger, hvoraf det meste er oversat til dansk. Det er loyale, kritiske gennemgange af tankebøgerne, hvor han ikke lægger skjul på svaghederne, men anskueliggør den væsentlige tumlen med uløselige problemstillinger, her Camus' behov for at få den elementære 'hedonisme' eller vitalistiske glæde ved sanserne, lyset, solen, sammenført med lidelsens erfaring, tørsten efter retfærdighed, troen på en underliggende menneskelig solidaritet - og det udfordret af historiens ufattelige brutalitet.

Afstanden mellem Camus og det elitære venstre øgedes betragteligt under Algierkrigen og afviklingen af koloniherredømmet, hvor han måtte vælge tavsheden som algerisk født franskmand, barn af et fattigt proletariat i Algier by, håbløs tilhænger af en idé om en føderation - lige hadet af begge parter.

Jørn Boisen gør godt rede for forholdet mellem moralfilosofi, politik og kunst og fremhæver rimeligt nok Camus' force som kunstner.

Romanen Den fremmede er blevet læst på så mange måder, filosofisk, ideologisk, postkolonialt - mordet på en araber! - og hvorfor ikke en queer-læsning: Det var en blinkende kniv i solen hos det liggende offer, der fik Meursault til at fyre sin pistol af. Boisen understreger dens æstetiske kvaliteter, den nøgne, fænomenologiske stil i et modernistisk hovedværk.

Den store roman Pesten (1947) indbyder også til flere læsemåder, bl.a. en allegorisk forståelse umiddelbart efter krigen. Den keder imidlertid (mig) tilsvarende ved sin abstrakte persontegning og dens absolutte fravær af kærlighed som tilforladeligt underlag, noget, der heller ikke just kendetegner det andet varige hovedværk: Den monologiske roman Faldet, der egentlig tager luften ud af filosofien fra tidligere om retfærdighedens primat.

Skæbne

Det biografiske bruges ikke decideret som tolkningsnøgle, selv om store dele af forfatterskabet lader sig referere til forfatterens liv, der heller ikke brillerer ved sammenhæng, slet ikke på kærlighedens åbne felt, hvor han ved siden af det løse etablerede samtidige, varige forhold til tre kvinder ved siden af hustruen, Francine, og hendes udstrakte, lidende tolerance.

Til de tre elskerinder skriver han fra arbejdsboligen i Lourmarin nær Avignon i Provence de tre sidste dage af sit liv breve om det længselsfuldt ventende gensyn i Paris, inden han den 3. januar 1960 sætter sig i sin forlæggervens bil, der efter punktering af et fordæk kolliderer med et vejtræ med dødelig udgang for dem begge.

Francine og børnene havde taget toget. I bagagerummet fandt man det ufuldendte manuskript til den posthumt udgivne, store roman Det første menneske, selvbiografisk fiktion, en fransk-algierisk saga, der i ny overbevisende form samler Middelhavets lys over det at blive menneske, forudsætningsløst i søgen efter forudsætninger. Sartre, vennen, uvennen, skrev den smukkeste nekrolog: "At være uvenner- det er blot en anden måde at leve sammen på... Camus var - og mod historien - arvingen til den lange linje af moralister, hvis værker udgør det allermest originale i den franske litteratur."

Jørn Boisen har på sin side tegnet billedet af en skæbne, af en stædig humanist, et i bund og grund ensomt menneske med en drøm om solidaritet, fremmed og sympatisk, uantastet i dag, hvor han ikke kan tages til indtægt for hverken venstre eller højre, elsket af en stor læserkreds, isoleret og prisbelønnet, på dansk vel- og nyoversat og nu renommeret med en fortræffelig monografi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu