"Det er naturligvis muligt at påstå, at den europæiske unions medlemslande marcherer samme vej på energiområdet. Problemet er blot, at det, de har til fælles, er, at de alle forsøger at bevare deres egne energikoncerner på nationale hænder."
Sådan siger en EU-embedsmand med en lidt træt røst til Information, efter at hele sidste uge stod i energi-slagsmålets tegn.
Europa-Kommissionen udgiver i morgen en ny rapport om den fælles energipolitik i kølvandet på høje oliepriser, usikre energileverancer fra Rusland og stadig flere indre spændinger og stridigheder mellem Unionens medlemslande.
Interessen har i den forgangne uge samlet sig om en klage fra Italiens største energikoncern Ente Nazionale per l'Energia Elettrica (Enel), der beskylder Frankrig for at ville fusionere de franske energikoncerner Gaz de France og Suez udelukkende med henblik på at hindre et fjendtligt overtagelsesforsøg fra Enels side. Hvis den franske fusion går igennem, vil den skabe Europas næststørste energikonsortium efter det franske EDF og før det tyske E.ON - og også blive et af verdens største forsyningsselskaber. I en erklæring fra begge selskaber står der, at der vil blive tale om en 'fusion blandt ligestillede' ved det, at det statslige Gaz de France vil blive privatiseret, mens staten fastholder et blokerende mindretal i ejerskabet. Den nye fusionerede koncern vil få en samlet værdi på 72 milliarder euro (537 milliarder kroner).
Den italienske beskyldning er, at lynfusionen - som kom i stand efter en række spekulative forhandlingsmanøvrer på opsigtsvækkende kort tid - repræsenterer det, der på EU-jura-sprog hedder en 'beskyttende foranstaltning' over for et muligt udenlandsk opkøb, hvilket er ulovligt i forhold til det indre marked. Derfor har EU da også vidtgående beføjelser på energiområdet. Tilbage i 2004 blokerede myndighederne i Bruxelles eksempelvis en planlagt fusion mellem to portugisiske selskaber, Energias og Gas de Portugal med henvisning til, at sammenkædningen ville forhindre en liberalisering af markedet.
Raseri i Rom
I Rom er politikerne rasende over den franske manøvre. Industriminister Claudio Scajola sagde til dagbladet La Stampa sidste mandag, at den fransk-franske handel så åbenlyst er en 'grov krænkelse af EU-lovgivningen', og han agter at gå til EF-domstolen med sagen.
"Vi har at gøre med en yderst alvorlig handling fra den franske regering, som har brugt store finansielle ressourcer til at gennemføre et raid, der strider imod det frie marked," hed det fra Scajola.
Fredag meddelte Kommissionen så, at den i et brev til den franske regering har udbedt sig en forklaring på, om fusionen overholder EU's regler om frie kapitalbevægelser. Forklaringen skal ligge på Kommissionens bord inden den 17. marts, og Oliver Drewes, talsmand for EU's kommissær for det indre marked, Charlie McCreevy, forklarede ifølge Reuters fredag, at der er "indikationer på, at nogle principper kan være blevet overtrådt".
Brevet udgør det første skridt i det, der kan ende med at blive en egentlig retssag mod Frankrig anlagt af Europa-Kommissionen. Beskyldningen vil i givet fald handle om, at fusionen er en protektionistisk foranstaltning, som er i strid med EU's indre marked for kapital.
Men Paris' bestræbelser på at hindre Enels indtrængen på det franske energimarked står ikke alene på listen over ny-protektionistiske tiltag internt i EU. Den spanske regering arbejder også pt. på at forhindre det store tyske energiselskab E.ON i at overtage det største spanske forsyningsselskab Endesa, som regeringen i Madrid gerne ser fusioneret med det catalanske firma Gas Natural, og for nylig har de italienske og polske regeringer opstillet forhindringer for grænseoverskridende bankfusioner i de to lande.
Energislagsmålene skal ses i lyset af, at EU's energiforsyning efter planen skal være endeligt liberaliseret om lidt over et år. Fordelen ved det er ifølge de europæiske politikere, som har fostret beslutningen, mangefold. For erhvervslivet vil liberaliseringen betyde forbedrede vilkår for opkøb og konkurrence. For forbrugerne lavere priser. Det er også målet, at de store EU-firmaer bedre ville kunne garantere forsyningssikkerheden i en tid, hvor Unionen ser med bekymring på afhængigheden af ustabile russiske energileverancer.
Danmark kan også
Uheldigvis er virkeligheden en anden. Priserne er stigende, og i stedet for reel konkurrence er landene i fuld gang med at give de enkelte nationalstater øget indflydelse i en bevægelse, der af stort set alle ledende europæiske medier i sidste uge blev bedømt som noget, der kun kan ende et sted: tilbage til den statskontrollerede monopol-styrings tid.
Begrundelserne er de samme i alle landene. Regeringerne henviser dels til behovet for en national forsyningssikkerhed dels strategiske hensyn, som gør, at de store firmaer skal kunne overleve i den europæiske konkurrence.
I Storbritannien, hvor energimarkedet er fuldt liberaliseret, ses der med stor bekymring på den opblussende protektionisme på kontinentet, uagtet at der også i det britiske politiske establishment var optræk til ballade, da det sidste år rygtedes, at det russiske Gazprom havde planer om at købe det britiske gasselskab Centrica. Ej heller er tendensen begrænset til Sydeuropa. Sidste år besluttede den danske regering med finansminister Thor Pedersen i spidsen, at lade DONG opkøbe Elsam, som i december fik en alvorlig røffel fra Konkurrencerådet for at have misbrugt sin dominerende stilling til at tage ukurante overpriser.
Bekymret kommission
I Europa-Kommissionen, hvor embedsværket gerne ser flere konsolideringer på tværs af Unionens grænser for at øge konkurrencen og derigennem få sænket priserne, er man dybt bekymret over udviklingen og overvejer retssager mod både Spanien og Polen.
Den hollandske konkurrencekommissær Neelie Kroes har flere gange advaret om, at tendensen, hvis den fortsætter, vil føre til, at Europa om ganske kort tid vil ende med et energimarked uden reel konkurrence; et marked, der vil blive domineret af en fem-seks meget store energiforsyningsfirmaer, hvis fællestræk vil være, at forskellige europæiske nationalstater vil besidde den kontrollerende aktiepost.
Dette vil også indebære et farvel til forestillingen om en fælles EU-profil, hvor Europa-Kommissionen kan spille en politisk rolle tilsvarende den, institutionen i dag spiller i forhandlingerne om en global frihandelsaftale i Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Det vil nemlig ikke være muligt på energiområdet, når så stærke nationalistiske og protektionistiske kræfter reelt kontrollerer området.
Det forventes derfor, at Kommissionens formand, portugiseren Jose Manuel Barroso, som for 14 dage siden offentligt beklagede, at EU-landene konstant forsøger at beskytte deres nationale markeder mod hinanden, vil tage emnet op til en drøftelse mellem EU-landenes regeringschefer ved det kommende EU-topmøde i Bruxelles 23.-24. marts.
Franske fristelser
Også den tidligere konkurrencekommissær Mario Monti har raslet med sablerne:
"Når 'moralsk overtalelse' eller skjulte trusler bliver mindre og mindre effektive, er det ikke overraskende, at regeringerne føler sig mere fristet til at bruge direkte modstand," skrev kommissæren i sidste uge i en kommentar i Financial Times, hvor han også med en direkte henvisning til Frankrig stillede spørgsmålstegn ved, hvad EU-landene egentlig får ud af deres 'økonomisk patriotisme' i det lange løb.
"Før de (landene, red.) giver efter for fristelsen, bør de tænke over, hvilken patrie de i virkeligheden vil tjene med deres patriotisme economique," lød det fra Monti, som havde indsat de franske termer i sin engelske tekst.
Termen 'økonomisk patriotisme' stammer fra den franske premierminister Dominique de Villepin, som brugte udtrykket, da han sidste sommer skulle forklare, hvorfor det var helt i orden at bruge politiske kræfter på at bekæmpe et overtagelsesforsøg fra den amerikanske sodavandskoncern Pepsico, som gerne havde overtaget den førende franske føde-varekoncern Danone.
