Læsetid: 8 min.

Det store hus ved havet

Man behøver ikke tage helt til Skagen for at opleve noget. Man kan dreje til højre lige før. Her ligger Klitgården, kongehusets gamle sommerhus, der i dag er overtaget af kunstnere og forskere. Få kilometer derfra synger bikerne 'Take me home to Virginia'
23. juli 2005

Jeg så nok den vidtstrakte teltby lidt uden for Skagen, da jeg drønede forbi i Berlingoen, og jeg tænkte, at det var da mærkeligt, for det lignede ikke en almindelig campingplads. Midt i var et telt på størrelse med Benneweis, og rundt om var i hundredevis af andre, mange af form som indianertelte. Spejdere? Religiøse?

Jeg drønede videre mod Skagen, The place Danes go to dream. Sådan lød overskriften i en stort opsat artikel i International Herald Tribune i indeværende uge. Den tilsandede Kirke sammenlignes med Frihedsgudinden i filmen Abernes Planet og Råbjerg Mile med Saharas ørken.

Men i udkanten af Skagen drejede jeg til højre og undgik således at kollidere med havnens mange fiskefrikadeller, der efterhånden præger sommerbyen mere end Ancher og Krøyer tilsammen.

Målet var det store, gule, trefløjede hus ved havet, vel at mærke på Kattegatsiden.

At komme til Klitgården er som at komme til en helt anden verden. Der er så usædvanligt stille, at man som bybo kan blive ganske nervøs.

Engang sad kong Christian X i kurvestolen her med dronning Alexandrine ved sin side og stirrede ud over havet. Senere overtog arveprins Knud og hans familie kongevillaen, og i dag er det Ann Mariager.

Det vil sig, hun er en af flere, der i en kort periode har fået tildelt arbejdsro i det refugium for kunstnere og forskere, som stedet er i dag takket være intervention fra ikke mindst universitetsverdenen samt Klaus Rifbjerg og Knud W. Jensen.

Forskes i brystkræft

De slog til, da arveprinsens efterladte solgte for en halv snes år siden. Penge blev skaffet via fonde, og i fem år har Lotte Rohde været daglig leder med en ballast fra San Cataldo-refugiet i Amalfi syd for Napoli, hvor hun tidligere var chef.

Jeg beder Lotte Rohde nævne et eksempel på noget vigtigt, der er blevet forsket i på Klitgården i de naturskønne omgivelser.

"Brystkræft," svarer hun prompte.

Men der er mere end det. Boghylder vidner om, hvad der er skrevet. Saglige tunge titler som:

Sprog på arbejde. Kommunikation i faglige tekster.

Kulturanalyse er en vej til tværkulturel forståelse. Offentlig ledelse i tekst, tal og tale.

Men der er også andre fagbøger - og skønlitteratur.

"Steen Estvad har skrevet en bog om islamiske haver. Den færdiggjorde han her. Erik Trigger har skrevet en digtsamling her," fortæller Lotte Rohde.

Forfattere som Lotte Inuk og Nicola Dixen har haft ophold, siden tilgangen blev åbnet i år 2000. Fotografen Susanne Mertz ligeledes. Og Lone Kühlmann, der har skrevet om kvinder i Syrien samt kunstkritikeren Peter Michael Hornung, der har skrevet en bog om P.S. Krøyer.

"Der er ikke er nogen, der blot holder ferie," fortæller Lotte Rohde.

"Man mødes om måltiderne og går så hvert til sit. Der en høj arbejdsmoral og disciplin, men jeg har også bestræbt mig på at skabe en hjemlig atmosfære."

Forskere vs. kunstnere

Der kommer både enkeltgæster (plads til 15) og grupper. Der har været symposier for europæiske forskere. Iblandt er der kunstnerisk optræden.

- Har kunstnere og forskere noget at snakke om?

"Det er jo der, noget af det interessante opstår. Der bliver stillet spørgsmål, der vender tingene 180 grader rundt, og det er jo sundt i forhold til de små, daglige rammer."

Vi afbrydes af en billedkunstner, der præsenteres som Ellen, og som har fået tildelt et af de atelier, som er indrettet i de gamle garager, hvor Krone 1 og andre kongelige biler tidligere holdt.

Hvad hun har fået ud af opholdet, er bl.a. et helt andet farvevalg.

"Nu skal jeg ind til Skagen og købe en tredje tube hvid," siger hun muntert.

Men hvem sidder der bag døren og arbejder koncentreret med en computer? Det gør såmænd Ditlev Tamm, der er både jurist og historiker samt en af Berlingske Tidendes spottepanel, Groft sagt.

- Hvilket projekt er du i gang med, Ditlev Tamm?

"Et stort værk, som i sin tid blev planlagt i forbindelse med Københavns Universitets 500-årsjubilæum i 1979."

- Man rider ikke samme dag, som man sadler?

"Nej, det kan man sige. Det juridiske fakultet, som jeg hører til, har været lidt længere tid om det end som så. Men nu bliver det færdigt, så det forhåbentligt kan udkomme sidst på efteråret."

- Hvad er det mest interessante, du har fundet ud af?

"Noget af det mest interessante og slående er, hvor lang tid, det i virkeligheden har taget at opbygge en professionel juriststand med en egentlig uddannelse i sammenligning med mange andre lande. Noget andet slående var, at de studerende, der kom, ikke var studenter, men personer, der fik en praktisk uddannelse. Man kaldte dem exam. jura eller 'ustuderede jurister', og det er faktisk først i dette århundrede, at den egentlige juridiske kandidat er blevet hovedproduktet fra Københavns Universitet. Men ellers er det et stykke videnskabshistorie, som meget handler om den afhængighed, som dansk jura har stået i i forhold til jurister i udlandet og almindelige strømninger i europæisk retsvidenskab, især i Tyskland. Det er så nok det, der er det mest nye i forhold til tidligere fremstillinger."

Hemmelig bog

Lotte Rohde tager mig med forbi nogle papirklip, som Skagensmalerne har lavet af hinanden. De er udlånt museet i Skagen. Hun viser også et foto, hvor man ser kong Frederik IX i matrostøj sammen med sine forældre, Christian X og Alexandrine, da han endnu var prins. Mange af møblerne er de oprindelige. Træ er det foretrukne materiale i huset. Der er et lakajværelse, et prinsesseværelse, kammerpigeværelset, Plesner-værelset (opkaldt efter arkitekten) osv.

I et af dem arbejder journalisten Ann Mariager, der har skrevet bøger om New York, men også mange tekster til revy og kabaret bl.a. Byens bedste bryster.

Hun arbejder med noget hemmeligt, siger hun. Hvilket gør det meget svært at snakke om.

"Nej, for jeg er bange for at tale den ihjel," forklarer hun, og det forstår man så godt. Talrige er jo de store værker, der er blevet talt ihjel, dog især på københavnske værtshuse.

Så meget vil hun dog røbe, at det er en biografi om en dansk-amerikansk kvinde, der var spion.

- Ikke en kendt kvinde?

"Arh, noget kendt, men mere i USA end i Danmark. Jeg læste en engelsk historikers bog om John F. Kennedy for nogle år siden, hvor der er et stort afsnit om hende, så tænkte jeg, at den historie ville jeg gå om bord i. Jeg har været her i to uger, og jeg falder hele tiden over noget, som jeg lige skal researche. Meget fra amerikanske arkiver er registreret på nettet. Desuden er forskningsbibliotekarerne derovre nemme at have med at gøre, når man fortæller om sit forehavende. Jeg har rejst meget i forbindelse med bogen- Berlin, London, Boston, Washington. Den er veldokumenteret."

- Kan du kommunikere med de forskere, der er heroppe?

"Ja, det kan jeg altså. Det var sjovt, vi fik en professor i sidste uge. Hun kom ind og sagde: 'Jeg er blevet professor!'. Hurra, sagde vi alle sammen og tillykke, og vi samlede ind og købte en gave til hende, og hun gav hvidvin."

Ann Mariager har en teori: "Der var mange kvinder i sidste uge. Så sad vi og diskuterede og blev enige om, at det er fordi, mændene har deres refugium derhjemme. For der tysser konerne bare på børnene og siger: Schyyy, far skriver med blæk. Mor derimod- hun må tage på refugium for at få arbejdsro."

Ann Mariager har også været på Klitgården om vinteren, hvor der er flot på en anden måde, når sneen dækker det hele - og hundekoldt. (Jeg møder hende senere inde i Skagen, hvor hun gør opmærksom på en stor kulturel begivenhed:

Et stort motorcykeltræf lidt uden for byen).

"Man får lavet to gange så meget her som hjemme. Der er dobbelt arbejdsdag. Vi spiser morgenmad sammen, og alle går hver til sit klokken ni. Så arbejder man til halv et. Efter frokost arbejder man kl. et til halv syv, hvor man spiser - og ikke noget pjat bagefter. Så går man nemlig op og arbejder igen til kl. ni. Det er meget effektivt. Nogen sidder til langt ud på natten".

Ann Mariager følger mig oven på, hvor Bent Meier Sørensen har et projekt kørende i et delvist samarbejde med en kollega.

"Nå, det er dig, der bor lige her oven over mig. Nej, hvor du larmer-"

Bent henstiller til, at dem fra stueetagen "bliver på deres klassespecifikke niveau" og ikke kommer i herskabsafdelingen.

Forskel på folk

"Det er jo upstairs og downstairs her," forklarer han.

Ann Mariager svarer igen med Byens mest smittende latter.

Bent Meier Sørensen er en af de unge løver fra Handelshøjskolen i København, instituttet for ledelse, politik og filosofi. Han arbejder med et Holocaust-projekt.

- Hvad har Holocaust med handelshøjskole at gøre?

"Der var jo et større bureaukrati som forudsætning for kz-lejrene, Der var ledelse og organisation. Derfor," svarer han. Han giver sig god tid til at forklare. Han kommer ind på Walter Benjamin og Paul Klee. Det er afgjort tanker for viderekomne, som fortjener en mere rummelig behandling, end der er plads til her.

Så jeg afbryder. Også fordi Bent Meier Sørensen og kollegaen skal følge med i afslutningen af dagens etape i Tour de France. Et helt nødvendigt brud på arbejdsdisciplinen.

Men hvad var det, Ann Mariager havde sagt? Et motorcykeltræf? Det var jo det, teltlejren var til for. Kun få kilometer fra det stille refugium er der en larm af den anden verden.

Jeg tager derud og bliver efter nogen skulen fra vagterne lukket ind. Der er 6.500 bikere fra hele Norden, fortæller en af dem. Jeg spørger, om der er motorcykelløb. Men, nej, det er der nu ikke.

- Jamen, hvad laver de så?

"De drikker sig fulde i fire dage," lyder det lakoniske svar. Men det er først på aftenen, og de er ikke fulde endnu. De hygger sig. Det her er en helt anden kultur. Her kan man købe cowboyhatte, få hul i ørerne, blive tatoveret, købe øl og pølser.

Pigerne er shinet op med læbestift og læder. Drengene ankommer på deres store bikere - virkelig ankommer - og giver et par æresrunder under stor beundring.

Jeg opdager, at jeg sidder på en bænk, der er formet som en penis. Så går jeg ind i et telt, hvor der er dans og improviseret strip. Pigen ligner en, der under ingen omstændigheder kunne få eksamen fra fotomodelskolen. Netop det, synes bikerne, er fint.

Take me home to Virginia, synges der under stigende eufori. For ikke at falde igennem blandt de seje - næsten alle er i læder - stiller jeg mig hen ved baren og tænder en cigarill, idet jeg gør mig umage for at ligne Clint Eastwood. Ham ved siden af har et rygmærker, hvor der står "In speed we trust". På rygmærket af sidemanden til den anden side står: "Hvis du kan læse dette, er kællingen faldet af".

En af dem vender sig om. "Du," siger han og peger direkte på mig. "Gi'r du en cerut?"

Joda. Høflige folk, disse bikere. Jeg går uden for og holder mig for ørerne ud for en stand, hvor man kan få målt sin maskines hestekræfter. Der gasses op og gasses op.

Så er det godt at vide, at der er et refugium lige i nærheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu