Læsetid: 6 min.

Den store illusion

Går det så godt med dansk film, som alle siger? Slet ikke. Der er alt for mange film i biograferne, og de fleste af dem gider publikum ikke se
23. juni 2005

Historien om dansk film er historien om en succes. Det er en af de få ting, som branche, institut og kritikere kan blive enige om.

Det Danske Filminstitut indtog i år filmfestivalen Cannes under selv samme overskrift:

"Det er ved at blive en floskel," sagde Jørgen Ramskov, instituttets direktør for produktion og udvikling, "men det er heldigvis en skøn floskel. Dansk film har succes - i Danmark og i udlandet."

Ramskov kunne citere Danmarks Statistik for biograftallene for første kvartal 2005, og de viste en 'historisk høj' markedsandel til dansk film på 39 procent. På årsbasis har andelen i gennemsnit været ca. 25 procent gennem de seneste fem-seks år, hvilket også er en af de højeste i Europa.

Herefter fortsatte Ramskov med at skamrose branche, institut, filmforlig, støtteordninger, Filmskolen, biograferne og ikke mindst biografgængerne, som ifølge en undersøgelse fra Kulturministeriet af danskernes kulturforbrug går mere og mere i biografen for at se danske film.

Det er umiddelbart svært at sige manden imod: Det går på mange måder rigtigt godt, især hvis man måler succesen efter antallet af talenter i udfoldelse.

Alligevel er der grund til at holde igen med selvgratulationerne og kigge lidt på, hvad der lige nu foregår i de danske biografer. Det er nemlig ikke entydigt rosenrødt.

Utilfredsstillende

Lars von Triers Manderlay, årets mest omtalte danske film, er fra premieren den 3. juni og til og med fredag den 17. juni kun blevet set af 11.499 mennesker. De samlede tilskuertal til Triers film har ganske vist været støt faldende siden Breaking the Waves, der var hans topscorer, men dette nærmer sig det latterlige. Filmen, der har kostet ca. 95 millioner kroner at producere, når vel knap 20.000 betalende tilskuere i Danmark, og selv om det er en stort anlagt kunstfilm, og selv om den er solgt verden over og nok skal tjene pengene ind igen, så kan det ikke være tilfredsstillende for hverken Trier, hans produktionsselskab, Zentropa, eller Filminstituttet.

Manderlay er dog langt fra det eneste offer ved de danske billetluger i 2005. Siden 1. januar har ikke færre end 16 danske spillefilm haft premiere. Det er næsten lige så mange film, som havde premiere hele sidste år. Og mangfoldigheden, som Jørgen Ramskov også talte om, er til at overse: Det er fire film, som tegner sig for så godt som hele billetsalget.

Indtil videre har Carsten Myllerups Oskar & Josefine solgt 252.000 billetter, Tomas Villum Jensens Solkongen 345.000, Ole Christian Madsens Nordkraft 198.000 og Anders Thomas Jensens Adams æbler 339.000. Det er ganske flot af fire så forskellige film, men det ændrer ikke ved det faktum, at der er 12 film tilbage, som har klaret sig så dårligt, at de må kaldes klare publikumsfiaskoer.

For argumentationens skyld kan vi se bort fra Jacob Thuesens incestdrama Anklaget, der er blevet set af 50.000 mennesker, fordi det er en svær film, som hverken producent eller distributør havde regnet med ville sælge flere billetter - selv om de måske havde håbet på det; og Rumle Hammerichs Unge Andersen, en miniserie til tv, der kunstigt blev pustet op til biografstørrelse blot en uge inden tv-premieren, hvilket bestemt ikke har hjulpet på billetsalget. Det endte på sølle 10.573.

Succeskriterier

Men det resulterer stadig med 10 spillefilm, som har tabt slaget om biografgængerne i en grad, så det er svært at forestille sig, at det kan undgå at få konsekvenser for både instruktør og producent. Succeskriterierne for en dansk film er nemlig blevet sat gevaldigt i vejret gennem de seneste 10 år i takt med, at det har vist sig, at publikum i modsætning til tidligere relativt ofte faktisk godt gider se danske film.

Hvor en vurdering af en films publikumspotentiale tidligere skulle være på 125.000 solgte billetter, hvis filmen skulle have støtte under Filminstituttets kommercielle 60/40-ordning, hævede man for nogle år siden tallet til 175.000. Selv Filminstituttets konsulenter, der primært støtter ud fra kunstneriske kriterier, opererer med høje estimater på de film, som de vælger at støtte - ser det ikke godt nok ud, får filmen heller ikke støtte.

Derfor er det også interessant at høre instituttet tale om succes på et tidspunkt, hvor kun fire - to konsulentstøttede, to 60/40-støttede - af 16 film reelt kan kaldes succeser.

Mangfoldighed i fare

Veteranen Henning Carlsens Springet blev set af 3.358 mennesker, Jacob Grønlykkes Opbrud af 4.244, Thomas Vinterbergs Dear Wendy af 13.733, og Henrik Ruben Genz' Kinamand og Dagur Káris Voksne mennesker, der begge stadig går i biografen, af henholdsvis 25.784 og 11.029. Mere kommercielt anlagte film som Store planer, Den store dag, Af banen og Bag det stille ydre har alle solgt mellem 20.000 og 75.000 billetter.

Men det kan man næppe leve af som producent, og man tager sig selv i at spekulere over, hvilke konsekvenser det får for instruktørerne, at de ikke har formået at trække flere mennesker i biografen. Tør Fine & Mellow satse på Genz, når han skal lave endnu en film? Hvad siger Blenkov & Schønnemann, når Jacob Grønlykke henvender sig med et nyt projekt? Er Henning Carlsen færdig som filminstruktør?

Det lyder hårdt, men Filmbranchen er hård, og på trods af at stort set ingen danske film produceres uden statsstøtte, så er producenterne naturligvis interesserede i at tjene penge. Og når publikum svigter især den smalle film, så er bredden i fare.

Kernepublikum

Man kan frygte, at alle de såkaldt professionelle eksperimenter - dvs. etablerede filminstruktører, som vover sig uden for mainstream i et forsøg på at føre filmsprog og personlig stil videre - bliver henvist til Talentudviklingspuljen, der nu kaldes New Danish Cinema og kan ende som opsamlingspulje for alle de projekter, som producenterne og især konsulenterne ellers ikke tør binde an med.

En hovedårsag til miséren er, at der er for mange danske film i biografen på én gang. 16 film i løbet af små seks måneder er simpelthen for meget for et publikum, der - har man fornemmelsen af - er begyndt at se dansk film som en genre i sig selv.

Måske er det på tide at overveje, om Filminstituttets ambitiøse målsætning om 25 danske film om året, er værd at stræbe efter - i år kommer der mere end 30 i alt. Det er kun godt med lidt sund konkurrence, og filmindustrien er netop også dét, en industri. Men Danmark er samtidig så lille et land, at det vil være tåbeligt at producere for mange film, hvis det resulterer i, at de ikke bliver set.

Hver film har sit kernepublikum, men deler i høj grad også et meget større publikum, som måske ser to-tre danske film om året i biografen og derfor er nødt til at vælge. Det publikum, der falder for folkekomedien Solkongen, kunne godt tænkes også at falde for det lune drama Kinamand. Men som situationen er nu, spænder de danske film tilsyneladende ofte ben for hinanden i forsøget på at vinde publikums gunst.

Der er ikke noget nyt i, at de små film bliver klemt, når der er mange film i biografen. Formodentlig ville både Kinamand, Springet og Opbrud have klaret sig bedre - hvor meget er umuligt at sige - hvis de havde haft biograferne for sig selv. Men som en klog mand har sagt, så kan end ikke syv vilde heste få publikum ind at se en dansk film, hvis de simpelthen bare ikke vil.

Opbrud har blandt andet folkekære Jens Okking, Birthe Neumann og Kim Bodnia i hovedrollerne og er alligevel kun blevet set af 4.244 mennesker.

Flere nuancer

En anden og reelt mere opløftende grund til den ellers så deprimerende situation kunne være, at det danske biografpublikum har udviklet en kritisk sans. At de ikke længere i så høj grad som for nogle år siden går i biografen pr. automatik, fordi det er en dansk film.

Ser man tilbage på de seneste syv-otte år, er det med en fornemmelse af, at branchen bare har vadet i succes. Det har den også for det meste. Men billedet er mere nuanceret end som så, og det bliver ikke mindre nuanceret i år, hvor mange film har premiere. Ofrene i denne ubarmhjertige kamp om publikum kan blive de film, der søger nye veje, og det er ikke mindst dette perspektiv, der er foruroligende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu