Læsetid: 3 min.

Den store og den lille tid

Maria Giacobbes nye roman samler ensomme skikkelsers skæbner
6. april 2006

Deres anmelder forestiller sig, at tiden kan miste sin vigtighed, som årene går. At man med alderen hæver sit blik over tiderne til et niveau, hvor enkelte handlinger og møder fortaber sig i et stadigt større mønster, hvor stadigt mere hænger sammen og de enkeltstående begivenheder taber eftertrykkelighed.

Tidens fremadskriden i Maria Giacobbes nye roman Folk fra Pòju Luàdu er i hvert fald en blanding af en vidtrækkende, favnende tid med spor tilbage gennem århundredet, og en mikroskopisk nutid, hvor kun ganske lidt sker.

Tilsat glimt af en politisk mellemtid, der i øvrigt ikke lader tvivl tilbage om forfatterens afsmag for den mand, der i denne uge er på genvalg som Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi.

Hovedpersonen Ciro er vendt hjem til sin fødelandsby på en Sardinien-lignende ø, hvor han mediterer over sin mere end 90 år lange liv, som har udspillet sig i stadig kamp mod autoriteter fra det fascistiske regime til den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Her sidder han nu og prøver at koncentrere sig om at læse Seneca, mens tankerne maser sig på og omegnens uvorne knægte smider sten efter hans hus.

Galleri

Folk fra Pòju Luàdu handler om Ciro og de folk som omgiver ham: Hans niecer, et barnebarn, en af de uvorne knægte.

Hver især får de et afsnit, hvori deres liv og tanker gengives i en blanding af livs-resume, handlingsreferat og (i mindre grad) dramatisering af fortæller-nuet. Niecen Gervasa er den konforme, der aldrig har turdet give slip på selv de småligste normer og derfor nu er straffet af skæbnen med et hemmeligt stofmisbrug og en bedragerisk skabsbøsse-ægtemand.

Niecen Mira er den selvafstraffende idealist, der har ofret meget for at følge sit hjerte. Barnebarnet Gala er journalist og opdraget af sin bedstefar, som hun har et nært forhold til. Og så er der drengen Emi, der er ved at gå til af bekymring over de attentater på den gamle mands hus, som hans drengebande er i færd med at planlægge.

Maria Giacobbe bruger disse ensomme skikkelsers perspektiver til at fremstille en række skildringer, der sammenvæver sig med hinanden og sammenvæver det lille nu med den store historiske tid. Jeg siger med vilje "skildringer" og ikke "historier", for der gælder visse særlige betingelser for fremførelsen - herunder at teksterne ofte minder mere om malerier end om egentligt plotbårne narrativer.

For eksempel er romanens skikkelser i vidt omfang alene, og forfatteren må derfor fortælle dem frem uden brug af samtale eller interaktion ud over den, som personerne i deres ensomhed tænker tilbage på. Det lægger et vist pres på tankegengivelsens overbevisende kraft.

Nonchalance

Jeg er eksempelvis fremdeles i tvivl om, hvorvidt der findes mennesker, der siger sætninger som denne til sig selv, som det sker i bogen: "Hvem ville det gavne, hvis du hyllede dig i den evige tristheds sorte sjal, ligesom de mennesker, som uden selv at ane det såede livsangerens usunde frø i dig?"

Det andet særegne ved skildringerne er, at de i et vist omfang tager form af et arkæologisk udgravningsarbejde i en fortid, som læseren kommer til at forvente en vis afdækning af. Såsom: Opdrog Ciro og hans kone et eller to børnebørn, og var de adopterede eller ægte? Hvor meget arkæologi og hvor meget aktivisme udførte de på deres rejser til Mellemøsten? Er barnebarnet Galas kæreste forsvundet i Afghanistan, og hvorfor? Men det sære er, at ikke så få af disse spørgsmål får lov at stå ubesvaret hen. Faktisk er bogen præget af en vis nonchalance over for konkrete begivenheder og deres eventuelle afklaring.

Det giver ordmaleriet et lidt zen-agtigt rosa skær, som ikke vil være fremmed for erfarne læsere af Maria Giacobbes altid poetiske og anfægtede fortællinger. Affinder man sig som læser med rollen som beskuer af et atmosfærisk og følsomt maleri snarere end som plot-opsniffende læsehund, kan man faktisk ende med at føle sig aldeles berørt af bogens ensomme skikkelsers skæbne. Sådan gik det i hvert fald for denne læser.

Maria Giacobbe: Folk fra Pòju Luàdu. Oversat af Thomas Harder. 320 sider, 299 kroner. ISBN87-02-04106-5. Gyldendal

I aften afholder Det Italienske Kulturinstitut en litterær aften med præsentation af romanen for at fejre Maria Giacobbes 50-års jubilæum som forfatter. Gjørlingsvej 11 i Hellerup kl. 19.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu