Tómas Gislasons Overcoming bliver ikke lanceret som en vanlig dokumentarfilm, men slet og ret som en film, instrueret af Gislason og med blandt andet Bjarne Riis, Ivan Basso og Carlos Sastre i hovedrollerne.
På plakaten, der er designet som plakaten til en fiktionsfilm, lover filmens slaglinje drama - "Bag facaden. Tour de France. Drømme. Teamwork. Viljestyrke" - og Tómas Gislason har fortalt, at han blandt andet lod sig inspirere af krigsfilmen Det beskidte dusin, da han skulle forme sin historie.
"Jeg ville lave en film, der var båret af en emotionel dramaturgi," siger Gislason, der flittigt har benyttet sig af fiktionsfilmens virkemidler i Overcoming. Ligesom han han har gjort det i flere af sine tidligere film, ikke mindst Den højeste straf.
"Jeg har arbejdet meget med at opbygge scenerne og fortællingen, som en spillefilm ville gøre, i stedet for at lave en traditionel dokumentarfilm med speak. Jeg castede nærmet rollerne til historien efter de karakteregenskaber, som de forskellige personer på Team CSC havde, og som på en eller anden måde repræsenterede nogle helt klassiske, dramatiske karakterer i en episk fortælling."
Genren er vigtig
Gislason var simpelthen mere interesseret i at beskrive menneskene end selve Tour de France, fordi, som han siger, "det er der mange andre, der så udmærket gør."
Men i Danmark er det notorisk svært at sælge biografbilletter til danske dokumentarfilm.
Det synes kun at være personligheder som Michael Moore, der for alvor kan hive folk i biografen - og så regnes hans film ikke engang for at være dokumentar, men ren og skær propaganda.
Et nyligt eksempel på, hvor slemt det står til med danske dokumentarfilm, er Søren Fauli og Mikala Kroghs Min morfars morder, som op til biografpremieren blev eksponeret i snart sagt alle medier og alligevel solgte færre end 1.000 billetter. Andre ofre har været Sami Saifs Family og Anders Østergaards Tintin og mig.
Nordisk Film, der har produceret Overcoming og selv skal distribuere den, er meget bevidst om, at der skal gøres en stor indsats, hvis de skal hive publikum i biografen. Derfor insisterer de på at kalde Overcoming for en film - ikke noget med dokumentar her - og derfor lancerer de den, som var det en spillefilm.
Med et budget på otte millioner kroner har den da også været næsten lige så dyr.
I en artikel om dokumentarfilm i det seneste nummer af film- og medietidsskriftet EKKO kommer producer og tidligere dokumentarfilmkonsulent Jakob Høgel og filmklipper Niels Pagh Andersen ind på nogle af grundene til, at det er så svært at sælge billetter til danske dokumentarfilm.
Genrens signal
De skriver blandt andet, at betegnelsen, 'dokumentarfilm', dækker over alt for mange typer film og udtryk, og at "det er utroligt svært at få lokket biografgængere til at købe billet til noget, som de ikke ved, hvad er."
"Inden for spillefilm er genren en meget vigtig del af det signal, som bliver sendt til publikum, og det er genren, som anmelderne læner sig op ad, når de skal vurdere en film og give forbrugeroplysning."
"Genrerne er også et stemningsparameter, så tilskuerne kan vælge oplevelser afhængigt af humør. I dag har jeg lyst til at grine (komedien), græde (tragedien), blive chokeret (gyseren) og så videre."
Fiktion er mere sand
Det er på høje tid, at man begynder at se mere nuanceret på dokumentarfilmbegrebet, mener Tómas Gislason, og for eksempel holder op med at opfatte genren som objektiv: "Det er en løgn, vi har prøvet at leve på i mange, mange år," siger han.
"Vi prøver at bilde folk ind, at det er sandheden, de ser, men det er det jo ikke. Der er ikke noget naturligt i et menneske på et hotelværelse med en fotograf, som udvælger de udsnit, han gerne vil filme. Fiktionsfilmen kan næsten blive mere dokumentarisk end dokumentarfilmen, fordi man på forhånd har en mand, der sidder i et rum og skriver en historie, enten noget, han har oplevet, eller formulerer noget, som skuespillere fortolker."
Man træffer sine valg
"Man beder ikke folk om at spille i en film som Overcoming, men man gør sig nogle valg. Hvis man som jeg har 1.000 timers materiale, så vælger man jo også rimelig præcis, hvad man vil med det."
Max Kestner er en anden dansk dokumentarfilminstruktør, der bruger virkeligheden på sin helt egen måde. Han debuterede med Nede på jorden, der handler om arbejdere på en redningsflådefabrik i Esbjerg, og senest har han lavet den selvbiografiske Rejsen på Ophavet.
Begge film leger veloplagt med dokumentarfilmens formsprog, hvilket har fået kritikere til at anføre, at det slet ikke er dokumentarisme. I EKKO skriver Kestner selv, at "på sin vis er jeg ligeglad med synspunktet. Jeg ser ingen forskel på dokumentarfilm og fiktionsfilm - som produkt."
Sandheden er min
"Når spørgsmålet alligevel irriterer mig, er det, fordi det bygger på en forestilling om, at hvis en film er bevidst planlagt og gennemtænkt, inden den optages, er den ikke sand."
"At sandheden tilhører de film, der er optaget bevidstløst, uplanlagt og uigennemtænkt. Eller med andre ord: Ikke alle sprog er lige sande. Og håndholdte reportager er mere sande end film, der er optaget på stativ."
Kestner er af den overbevisning, at man som dokumentarfilminstruktør ikke fortæller virkeligheden, men historier om den, og at man som fortæller naturligvis er nødt til at tage et ansvar for sin historie og for de valg, man foretager for at kunne fortælle den historie.
"Jeg instruerer dokumentarfilm. Det er det, jeg gør. Jeg arbejder i en verden, hvor mange ser skævt til folk, der omgås sandheden, som om den var deres egen. Men sådan én er jeg. Jeg er en af dem, der tror, at sandhenden er min."
Se anmeldelsen af 'Overcoming' her på siden
www.ekkofilm.dk
