Læsetid: 6 min.

Det store olietyveri

29. juli 2005

"Amerikanerne har uddelt containere fulde af penge, uden at hverken de eller modtagerne følte noget behov for at stå til regnskab." Sådan opsummerer den britisk-amerikanske journalist Ed Harriman sin gennemgang af den amerikanske besættelsesmagts forbrug af Iraks penge siden invasionen i marts 2003. Harriman har som den måske eneste i verden sat sig ned og læst alle de revisionsrapporter, som den amerikanske regering har udgivet over administrationen af Irak, og i revisorernes tørre opregninger fandt han et overvældende samlet billede af tankegangen hos Iraks nye myndigheder.

Ed Harriman forklarer fra sit kontor i London, at han har koncentreret sin undersøgelse om, hvordan amerikanerne har brugt irakernes egne penge: Det olieoverskud på mindst 16 milliarder dollar, der var overgivet den amerikanske administration til Iraks genopbygning.

"Paul Bremer, USA's pro-konsul i Irak indtil juni sidste år, havde en bestikkelsesfond på næsten 600 millioner dollar i kontanter, som der ikke findes noget papirarbejde for," fortæller Ed Harriman som et eksempel på myndighedernes omgang med pengene. "200 millioner af dem blev opbevaret i et rum i et af Saddams gamle paladser, og den amerikanske soldat, der bevogtede det, gik rundt med nøglen i sin rygsæk, som han efterlod på skrivebordet, når han holdt frokostpause. Dette var ikke amerikanske, men irakiske penge."

"Revisorerne fandt, at den amerikanske administration havde undladt at føre regnskab for de hundreder af millioner dollar, den opbevarede, havde uddelt kontrakter på milliarder af dollar til amerikanske firmaer uden for licitation, og at den ikke havde nogen anelse om, hvad der var blevet af de penge fra den irakiske udviklingsfond DFI, som var givet videre til den midlertidige irakiske regering."

Dette er ikke en historie om spild af amerikanske skatteborgeres penge på en eskaleret krig. Dette er en historie om en gruppe entreprenørers og administratorers ukontrollerede brug af de eneste midler hos det folk, de skulle befri: De irakiske oliepenge. Revisorerne har foreløbig overgivet mere end 100 kontrakter på milliarder af dollar udbetalt til amerikansk personale og virksomheder til videre efterforskning og eventuel retsforfølgelse. Men sandheden er, at det amerikanske forbrug af Iraks penge næppe nogensinde vil blive afdækket - fordi ingen førte regnskab.

"Alle disse revisorer, som regeringen har ansat, er patriotiske, professionelle og samvittighedsfulde mennesker, der lever for at få tallene til at gå op. De er meget varsomme i deres sprogbrug. Og deres rapporter er fuldstændigt fældende," forklarer Ed Harriman, som arbejder som journalist og producent af dokumentarfilm til britisk tv. Han var sidste år i Bagdad for at optage dokumentarfilmen Secrets of the Iraqi War til stationen ITV.

Det var der, han blev overbevist om, at historien om korruptionen skulle afdækkes. En irakisk hospitals-administrator fortalte ham, at en amerikansk officer havde stoppet ham, lige da han skulle til at underskrive en kontrakt. Amerikaneren havde streget den oprindelige pris ud og fordoblet den. Stigningen (på over én million dollar) var hans pension, havde han forklaret. Harriman mødte irakere overalt, som fortalte om den bestikkelse, de måtte aflevere for at få lov at byde på administrationens kontrakter. Da han kom hjem, gik han i gang med at læse amerikanernes revisionsrapporter om deres egen administration af Irak - rapporter, som han understreger, man aldrig ville kunne finde i noget andet land:

"USA har en utroligt stærk tradition for adskillelse mellem magterne, for uafhængig kontrol og revision og for total offentliggørelse af resultaterne. Derfor findes der fuldt tilgængeligt et omfattende faktuelle materiale om, hvad der er foregået, og hvad amerikanerne egentlig er ude på i Irak."

I administrationens regnskabsbøger stødte revisorerne på konfiskeret irakisk ejendom på mellem 11 og 26 millioner dollar, som der ikke var gjort rede for. På hundreder af spøgelsesansatte i lønregnskabet og millioner af dollar udbetalt til entreprenører for spøgelsesarbejde, herunder for eksempel 3.379.505 dollar udbetalt til "personale som ikke er i felten på arbejde" og "andre upassende angivelser" på bare en enkelt olierørledningsopgave. Iraqi Airlines var blevet opløst, og der fandtes ingen dokumenter på transaktionen. En bunke nye irakiske dinarer svarende til 11,3 millioner dollar blev fundet på et fly i Libanon, sendt dertil af den amerikansk udnævnte irakiske indenrigsminister.

Samtidig førte ingen kontrol med overskuddet fra olieeksporten, hvilket gjorde det umuligt at gennemskue, hvor mange irakiske penge, amerikanerne faktisk brugte. Men i april 2004 forværredes amerikanernes situation med oprørene i Najaf og Fallujah, Abu Ghraib-skandalen og masse-deserteringerne fra de nye irakiske sikkerhedsstyrker, og angreb på rørledningerne reducerede olieeksporten til 1,4 millioner tønder om dagen i maj - en million tønder om dagen mindre end under Saddam. Genopbygningen var udeblevet. Hospitaler og skoler faldt sammen, elektriciteten udeblev, og vandforsyningerne var forurenede og spredte sygdom.

Amerikanernes svar, forklarer Ed Harriman, var en popularitetsstrategi med kortsigtede mål. "Millioner af dollar i kontanter - de fleste af dem irakiske penge - blev delt ud af amerikanske officerer i lokalsamfundene i hele Irak i forsøg på at købe venner." Og de amerikanske penge i kongressens genopbygningsfond Iraq Relief and Reconstruction Fund på 18,4 milliarder dollar blev omdirigeret fra genopbygning til militær nedkæmpelse af oprøret, og til lapning af det smadrede elektricitetsnet. Men vand- og sanitetsbudgettet blev halveret og omdirigeret til bestikkelse i de oprørsramte områder.

I de sidste par uger, før Paul Bremer forlod Irak i juni 2004, uddelte hans administration kontrakter for over tre milliarder dollar af de irakiske penge. Administrationens revisor, Special Inspector General for Iraq Reconstruction, udgav for nylig en rapport, hvor man fandt, at de efterfølgende regnskaber for disse penge "underdrev udbetalingerne med 108.255.875 dollar" og "overdrev de ubetalte gældsposter med 119.361.286 dollar." For 198 ud af 300 kontrakter (til i alt 332,9 millioner dollar) undersøgt af revisorerne kunne ingen dokumentation vise, om kontrakterne var opfyldt. I andre tilfælde har kontoret ikke engang kunnet få adgang til de indgåede kontrakter - det gælder i øvrigt ifølge Bloomberg News Agency blandt andet kontrakten med A.P. Møller-Mærsk om havnedriften i Khor Az Zubayr.

Kontoret udgav også en rapport om den midlertidige irakiske regerings forbrug under Bremers regeringstid. De fandt, at der manglede rimelige redegørelser for forbruget af 8,8 milliarder dollar - regeringens samlede forbrug fra oktober 2003 til juni 2004. "Den amerikanske administrations personale gennemgik ikke og sammenlignede ikke det finansielle, budgetmæssige eller operationelle udbytte med de planlagte eller forventede resultater," konstaterede revisorerne. Et ministerium uddelte 430 millioner dollar i kontrakter, uden at administrationen modtog nogen dokumentation. Et andet hævdede at betale lønninger til 8.206 vagter, men kunne kun dokumentere 602. "Det er ganske enkelt ikke til at vide, hvor mange af de 8,8 milliarder dollar, der gik til private militser og private lommer," forklarer Ed Harriman.

"Paul Bremers reaktion var at rase over, at man kom der med vestlige standarder for revision, når han havde stået midt i en nødsituation og brugt pengene til nødformål. Men revisorerne svarede: Du skal stadig kunne vise dine resultater og forklare, hvor pengene er forsvundet hen. Og så udgav de et nærstudie af området Hillah, en time fra Bagdad, som var fuldstændigt katastrofal. De fandt mangler i pengestyringen så gigantiske, at de krævede øjeblikkelig opmærksomhed; mangler så store, at revisorerne ikke engang kunne undersøge regnskaberne. I centralkontoret i Bagdad kunne man ikke redegøre ordentligt for 119,9 millioner dollar. Agenterne i felten kunne ikke redegøre for eller dokumentere mere end 96,6 millioner i kontanter og kvitteringer. Visse entreprenører, som blev kontaktet om manglende betalinger, mødte op et par dage efter med det præcise beløb - noget, som ifølge revisorerne tydede på, at de havde reserver af kontanter, og at dokumentationen for handlerne var upålidelig."

Ed Harrimans konklusion er enkel: "Irakerne har ingen mulighed for at vide, hvor meget af landets rigdom, der bliver delt ud til venner og familier af ministre og embedsmænd eller overført til hemmelige oversøiske bankkonti. Og nu hvor mange baathister er tilbage i regeringen, er det meget muligt at nogle af pengene endda finansierer modstandskampen." Der er meget mere indsigt at hente i revisionsrapporterne, understreger Harriman over for Information: "I revisorernes tørre sprog tegner der sig et uhørt afslørende billede af tankegangen hos verdens største stormagt. Der kommer flere historier inden længe."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her