DEMOKRATIET er en stor lykke og langt at foretrække, men så sandelig også ofte noget indviklet noget. Det sidste kommer ikke mindst til udtryk, når store offentlige byggerier skal planlægges og udføres. Hvis udgifterne er en halv eller en hel milliard, er det svært for en minister ikke at ryste på hånden, for man kommer så grueligt let til at gøre noget galt. Derfor er det meget godt, at man slutter sig sammen nogle stykker på tværs af partierne i forlig. Men først er der en masse ævl, kævl og bøvl, for også sagkundskaben skal høres, og den er garanteret uenig med både politikerne og sig selv. Debatten kan køre i årevis, og regeringen kan nå at skifte både en, to og flere gange. Så er der flertal for, så imod, og så er der også lokalplanen og aviserne og miljøministeriet og fanden og hans pumpestok. Det ender typisk i den ufrivillige farce, som ingen egentlig er skyld i.
Man så det med Det Kgl. Teaters nye skuespilhus, hvor der pludselig efter årtier var flertal for, at det skulle opføres i de gamle turbinehaller i et ellers snævert bolig- og kontorområde i Københavns Borgergade. Et øjeblik senere virkede det, som om samtlige involverede parter åndede lettet op, da det så alligevel blev taget af bordet. Man var af demokratiet blevet ført derhen, hvor man ikke ville.
LIGE NU bobler der to sager på det byggemæssige område, den ene gammel, den anden ny. Den gamle, der er kommet op igen, er Den Sorte Diamant, hvis skrå mure luder dramatisk og efter de flestes mening flot ud over Københavns Havn. Facaden, der består af portugiske sandsten, Blue Oyster, er, oh skræk, begyndt at smuldre, så det vil koste en helvedes masse penge at sætte den i stand. Der har i forvejen været vældige budgetoverskridelser, i flere omgange, ligesom de ansatte har klaget over ditten, datten og indeklimaet. Noget kunne tyde på, at byggeriet har været drevet for hurtigt igennem, og hvem skal nu betale?
Den anden sag handler om det påtænkte byggeri af et nyt rigsarkiv, som netop er taget af bordet af kulturminister Brian Mikkelsen ikke at forveksle med bokseren Brian Nielsen. Det var planlagt som et stolt stykke arkitektur i Ørestaden, men Mikkelsen fik at vide af sin finansminister, at han skulle spare 200 mio. kr. på årets finanslov, og så røg arkivet.
Også her var økonomien løbet voldsomt løbsk allerede på forhånd og i flere omgange. Der synes at være som i sin tid med skuespilhuset i Borgergade en konsensus om, at det nok var meget godt lige at klappe hesten. Reducerede budgetter ville nemlig betyde, at arkivet allerede ville være for lille om godt en halv snes år. Med det oprindelige budget ville det kunne klare sig frem til år 2025. Osv., osv.
DIAMANTEN varer ikke evigt, lød Berlingske Tidendes vittige overskrift i går, men man havde dog regnet med, at facaden kunne holde i 30-40 år i stedet for to-tre. Så vidt man forstår, er det nu et spørgsmål om jura, hvem der skal betale for byggesjusk arkitekter, entreprenør eller underleverandører. Kammeradvokaten er ved at se på sagen.
Bibliotekets direktør, Erland Kolding Nielsen, hævder, at man allerede for to år siden gjorde opmærksom på, at der var for meget ler og for lidt sand i stenene, en iøvrigt ganske imponerende iagttagelsesevne for en bogmand, hvis det altså var hans, men det var det nok ikke. Men også et symptom på, at noget er gået for hurtigt. Der er også den teori, at man ikke har taget højde for, at klimaet er et andet i Portugal end i Danmark.
Sand fyger således gennem den urensede luft, men hvad er sandheden? En ting, man må håbe, er, at de skrå ydermure ikke falder ned i havnen.
Holder man de to sager sammen, må læren være, at ingenting skal jappes igennem bare for at blive jappet igennem. Når styringen af Rigsarkivets budget allerede nu er ude i hampen, er der noget galt, og hvis man gennemkørte det på det skrabede budget, som nødvendigvis måtte blive resultatet, ville man havne i havnen med nye facader, der smuldrer, om ikke på samme, så på en anden måde.
Pokkers osse, for selve den arkitektoniske udformning af Rigsarkivet i den iøvrigt også omdiskuterede Ørestad, tegnede på brædtet til at blive et fornemt værk af Behnisch & Behnisch, der er maestroer i europæisk superliga. Man kan dog forvente, at hvis denne tegnestues projekt bliver voldsomt nedbarberet, at stuen så på forhånd vil tage skarpt afstand.
KULTURMINISTEREN har allerede bebudet, at han sagtens kan forestille sig en skrabet udgave af arkivet i Københavns omegn til de fine gamle dokumenter, som han omtaler som gulnede papirer. Dermed skuffer han en række borgmestre i provinsen, som havde vejret morgenluft og gerne ville lægge kommune til Rigsarkivet som modsætning til københavneriet.
Minister Helge Sander ville sikkert gerne have slået et slaw på regeringsmøderne for, at det skulle ligge i Herning, hvor han kommer fra. Men da de fleste af brugerne bor i København, ville det have kostet en masse ekstra i benzin, hvis de skulle køre derover, hver gang de skulle studere et papir, og de ville næppe have kørt med Arriva, der ikke er kommet på skinner endnu.
Alt er således ved det gamle, når det drejer sig om statens byggerier og det indviklede ved demokratiske beslutningsprocesser. Rigsarkivet i Ørestaden er opgivet. Den hårtslående Mikkelsen vil uden tvivl få lejlighed til at vise sine evner som bygherre med sans for stor arkitektur på andre bygninger, for han vil vel næppe huskes som husmand på området? En mulighed, hvis alt andet slår fejl, er at bygge den smuldrende diamant ved havnen om til et egentligt sælarium.
