Læsetid: 3 min.

Det store slag

12. januar 2002

Argentinas krise bør minde os om det presserende behov for en reformering af det globale finanssystem og en gennemgribende reform af IMF.
Joseph Stiglitz, nobelpristager i økonomi

I KØLVANDET på hver eneste af de sidste ti års finanskriser i Latinamerika, Asien og Rusland er den Internationale Valutafond, IMF, i Washington hængt ud som den store skurk. En ny alliance mellem ultrakonservative økonomer og venstreorienterede aktivister har gjort beskydning af fonden til hofdisciplin. De ryster på hovedet, når IMF-chefen Horst Köhler påstår, at Argentinas »krise – i bund og grund – er hjemmelavet.«
Harvard-økonomen Jeffrey Sachs, der ellers har været en af fondens hårde kritikere, har interessant nok erklæret sig enig med Köhler. Men hverken Sachs eller Köhler er toneangivende lige nu. Det er den nye alliance af ultrakonservative og venstreorienterede.
De ultrakonservative mener, at IMF slet ikke skulle have givet argentinerne nye lån i 2000 og 2001, for det var ’spildte penge’. Det Hvide Hus synes enig i, at det er bedre at overlade fallerede lande til markedets tugt. Venstreorienterede tilslutter sig kritikken fra en anden synsvinkel. De mener offentlige penge spildes på at hjælpe de rigeste långivere (dvs. vestlige forretningsbanker) ud af fedtefadet. De vil have gældseftergivelse i stedet for. De venstreorienterede bryder sig ikke om IMF’s pakker, for de mener som keynesianerne, at fondens managere forværrer krisen med emsige krav om budgetbalance, stramninger af finanspolitikken og liberaliseringer.

IMF befinder sig i en dyb legitimitetskrise. Af gode grunde. Fra Mexicos peso-krise i 1994/95 til den asiatiske og russiske finanskrise i 1997/98 og senest med Tyrkiets og Argentinas finanskrise har fonden og dens donorer designet låne- og redningspakker til en samlet værdi på over 2000 mia. kroner – 35 procent har været betalt af IMF. Pakkerne har ikke været en succes, og Joseph Stiglitz har ret, når han kritiserer fonden for dens dårlige råd om skattestramninger, mens kriserne i Asien og Argentina var under opsejling. Og Mark Weisbrot fra Center for Economic and Policy Research har ret, når han anfører, at fondens støtte i 1998 til Rusland og Brasilien ikke kunne forhindre, at disse landes valutaer siden kollapsede, blev tvunget til at devaluere og siden har oplevet en betydelig vækst. Eksterne chok fra Asien til devalueringen i Brasilien slog benene helt væk under Argentina. Det – og dollarens opskrivning i forhold til euro-landenes valutaer, der er Argentinas største eksportmarked – burde have fået Argentina til at devaluere pesoen, som siden 1991 har været bundet fast til dollaren. Det var en fatal fejl at forlænge smerten. Dertil kommer, at Argentinas politiske klasse fra Carlos Menem til Fernando de la Rua har misinvesteret og formøblet de rundt regnet 600 mia. dollar, som staten i halvfemserne har scoret på privatiseringer. Og Menem tillod, at provinserne gældsatte sig op til over halsen. Fejl på fejl. Korruption og institutionel inkompetence har kostet det ressourcerige land og dets folk dyrt. Problemet er ikke så meget liberaliseringerne og privatiseringerne i sig selv, men at der var korrupte politikere, for dårlige institutioner og for svage reguleringer af det nye marked. Chile har f.eks. vist, at mere markedspres kan være en effektiv strategi til at skabe holdbar vækst, men argentinerne burde have taget ved lære af chilenerne, der også har haft en blød form for kapitalkontrol. Man får ikke et velfungerende marked uden stabile og effektive institutioner.

IMF har et medansvar på især to punkter. For det første har fonden presset for hårdt på med kapitalliberaliseringerne på et tidspunkt, hvor Argentinas finanssystem var underudviklet. Den pointe har professorerne Dani Rodrik og Paul Krugman blandt andet fremhævet. For det andet gav fonden med sine sidste lånepakker argentinerne mulighed for at forlænge et uholdbart valutaregime. Det erkendte en højtstående IMF-manager i Berliner Zeitung: »Recessionen vil på grund af vores (IMF’s, red) politik blive længere og dybere, end hvis vi et halvt år før havde lukket for pengestrømmen.«
Selvransagelsen bør ikke overlades til IMF eller økonomiske specialister alene. Demokratisk valgte politikere i Europa og resten af verden må for alvor indlede en debat om, hvordan det globale system reformeres. Ikke en snæver pro-et-contra debat om IMF og kortfristede løsninger. Men om det lange sigt: Gældssatte u-lande må løftes ud af rentefængslet, fremvoksende lande må gives adgang til langsigtet investeringskapital i stedet mere for marginalisering, de mest spekulative kapitalstrømme må tøjles med en global omsætningsafgift og der må skabes demokratiske institutioner til at regulere en global åbning af handelen, som i længden er den eneste holdbare vej til at skabe udvikling.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her