"Goddag til Villy, Goddag til spærregrænsen."
Sådan lød det halvt spøgefuldt og halvt mistrøstigt fra SF-formandskandidaten Pia Olsens støtter i kampen frem mod partiets formandspost. For første gang i partiets hi-storie skulle valget af ny formand afgøres ved en urafstemning. Tre stillede op, to blev betragtet som seriøse, og en havde en chance for at vinde.
Den 28. april var Villy Søvndal valgt. Med over 60 procent af stemmerne.
Vi spoler tiden to en halv måned tilbage.
Endnu et tabt valg. SF var gået tilbage og havde mistet et mandat. Fogh-regeringen genvandt taburetterne og Dansk Folkeparti gik frem. Til trods for den mest højre-orienterede regering i mands minde, et Socialdemokrati i stumper og stykker og et direkte frontalangreb på de grupper, som SF traditionelt repræsenterer, var det alligevel gået galt. Partiets formand havde været næsten usynlig i valgkampen og folketingsgruppen var delt i stadig mere uforsonlige grupperinger.
Holger K. Nielsen ville ikke mere. To dage efter valget den 8. februar 2005 meddelte SF's formand, at han trak sig. Villy Søvndal, Pia Olsen og Meta Fuglsang stillede sig til rådighed.
Villys gennembrud
Og så var det, det dukkede op: Goddag til Villy, Goddag til spærregrænsen.
Men hvis nogen forudsigelse nogensinde har været forkert, så var det den.
Siden Villy Søvndal blev valgt som partiets 'nye rorgænger' - af Politikens ATS døbt 'den store Søvngænger' - er det kun gået fremad.
Information har mødt Villy Søvndal til en snak om hans politiske gennembrud. Men også det brud på traditionen om det samarbejdende folkestyre, som Søvndal hævder, statsministeren har gennemført.
- Hvordan oplevede du bruddet i dit politiske liv?
"Formandsskiftet foregik heldigvis relativt blidt. Vi gennemførte et pænt valg uden knive i ærmerne, og det høster vi fordele af i dag. Vi har ikke de voldsomme personmodsætninger, som andre partier døjer med. Jeg kan godt lide mange af de mennesker, der pegede på Pia Olsen, både som kollegaer og mennesker - og det gør det ulige meget lettere. Men også at valget gav en så klar afgørelse gjorde formandsskiftet nemmere."
- Men hvordan oplevede du skiftet fra almindeligt medlem til formand?
"Jeg har stort set det samme forhold til mine folketingskollegaer, som inden jeg blev formand. For mig er det ikke et opstyltet projekt. Det er vigtigt, men jeg har ikke den store 'rorgænger-fornemmelse' eller 'Søvngæn-ger-fornemmelse' som Politikens At Tænke Sig kaldte det. Men jeg ved, at jeg er god til det, jeg synes, det er sjovt, og jeg giver den alt, hvad den kan trække. Men jeg er specielt glad for den store overensstemmelse, der er i folketingsgruppen. Det betyder ikke, at vi ikke forsat har forskellige synspunkter, men er optaget af at lave kompromisser og give plads til folk."
$SUBT_ON$God kommunikator
- I perioden frem mod formandsafstemningen hørte man ofte sætningen 'Goddag til Villy, Goddag til spærregrænsen'. Men resultatet efter et halvt år med dig i front er noget ganske andet?
Villy Søvndal griner. Bemærkningen gjorde måske ondt engang. Men det er længe siden nu. I følge den seneste meningsmåling er SF gået fire mandater frem i forhold til sidste valg. Tallene taler ligesom for sig selv.
"Det overrasker mig sådan set ikke, at det går godt. Jeg har før stået i spidsen ved lokale valg og ved, at jeg er rimelig god til at kommunikere skarpt og med humor. Hvis man ser på mine egne resultater i Kolding, har jeg haft formidable valg hver gang og går stadig frem. Resultaterne i de seneste meningsmålinger tilskriver jeg også, at de andre i gruppen arbejder konstruktivt og alle prøver at springe de gamle fjendebilleder over. SF har brugt alt for meget tid på imaginære fjendebilleder og på at slås internt. Men den tid er ovre nu. Der er naturligvis stadig en frugtbar uenighed, der skaber dynamik, og den skal vi bevare. Men dialogformen skal berige ikke afskrække," siger formanden.
Ved valget i 2001 faldt mandaterne sådan, at regeringen for første gang siden 1929 fik mulighed for at regere på et flertal udelukkende placeret til højre. Den mulighed har regeringen brugt. Fire finanslove - den femte undervejs - er vedtaget med Dansk Folkepartis stemmer. En af Danmarkshistoriens største reformer, Strukturreformen, ligeså. Derudover snesevis af love, forlig og aftaler.
- Hvad gør det ved arbejdet på Christiansborg, at der siden valget i 2001 har siddet en de facto flertalsregering?
"Vi har aldrig før haft en så fasttømret parlamentarisk situation. Og det er en situation, der sætter nye standarder for det parlamentariske arbejde. Hvis en minister nægter at svare på et spørgsmål, siger vi, at det er dårlig parlamentarisk skik og giver vedkommende en næse. Det vil Dansk Folkeparti ikke. Hvis de i øvrigt kan få en aftale med regeringen, så skal de nok lade være med at genere den. Forhandlingsformerne er også blevet påvirket, fordi der stort set aldrig indledes åbne forhandlinger. Tingene er clearet af på forhånd mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Alle partier er velkomne, men de må indstille sig på, at facitlisten allerede ligger parat. Det er måske også det, Helle Thorning-Schmidt er ved at erfare. Det samarbejdende folkestyre blev simpelt hen sat ud af kraft i 2001 - og det er ikke siden blevet genoplivet."
Gør det dig ked af det?
Ja, på folkestyrets vegne og på de svages vegne. Det er karakteristisk for den nuværende situation, at vi ikke længere har en statsminister, der favner alle i samfundet. Nu har vi en statsminister, der producerer fjendebilleder. Først lærerne, der sidder i rundkreds. Så pædagogerne, der ikke tager sig ordentligt af børnene. Så er det de fremmede, der er med til at ødelægge det for os. I sine åbnings- eller nytårstale søger statsministeren bevidst en lille uacceptabel afvigergruppe og gør den til et hadefuldt billede, som vi andre kan spejle os i. Han fører en politik, der konstant splitter samfundet. Vi er på vej mod et delt samfund både økonomisk og i livsmuligheder.
- Er Fogh en forklædt hulemand, der stadig tror på minimalstaten?
"Han er først og fremmest et magtmenneske. Præcis som vi så det i dokumentarfilmen Fogh bag Facaden. Og så er han klassisk borgerlig i den forstand, at han gerne vil beskære overførselsindkomster og give til de velhavende. Om han stadig er minimalstats-mand tør jeg ikke svare på, men denne periode vil formentlig blive husket som den periode i nyere tid, hvor forskellen i samfundet blev gjort størst."
"Men Fogh har en grundlæggende forståelse af, at hvis han blæser til direkte angreb mod velfærdsstaten, siger det smæk. Vi har haft tre forsøg i nyere tid. Først med Nyrups efterlønsindgreb i 1998. Derefter med Foghs forsøg på indgreb i de supplerende dagpenge. Og senest har vi set Helle Thorning-Schmidts udspil om efterlønnen. Derfor forsøger Fogh at sørge for, at indgreb primært rammer de små uacceptable grupper."
- Men er vi ikke alle sammen blevet mere ligeglade med de svage grupper?
"Der er i hvert fald sket et dramatisk skift, hvor historien ikke længere fortælles så meget som tidligere. Frem til valget i 2001 var jeg formand for Folketingets Socialudvalg, og jeg blev konstant hevet i fjernsynet, når nogle ikke fik ordentlig hjemmehjælp eller fik afslag på førtidspension. Disse historier er stort set ude af den offentlige debat, og det skyldes ikke, at der ikke er blevet flere af dem. Når det politiske fokus ikke længere ligger i disse sager, er det en klar fordel for Fogh.
- Ved folk ikke, hvad der foregår?
"Vi er gennem 15 år blevet et dramatisk mere opdelt samfund, hvor vores måder at bosætte og blande os på er blevet langt mindre socialt mobil end tidligere. Jeg har været ude til debatter med unge, der ikke tror på, at vi har familier med to børn, der lever 2.800 kroner når de faste udgifter er betalt. Vi har fået isoleret disse mennesker i nogle bestemte områder, hvor vi ikke ser ind. Vi kan ikke hinandens liv længere.
- Og I har ikke været gode nok til at vise det frem?
"Nej, men guderne skal vide, at det har været svært. Dansk Folkeparti har fået lov at stå som de, der var optagede af social retfærdighed, der er det største optiske bedrag i de sidste 10 år."
