Læsetid: 3 min.

Den store stærke mand

2. august 2003

Kejserens nye klæder eller statsministerens virkelige værdidebat? Kulturkampen er bluff. Det er udenomssnak og en undskyldning for ikke at føre politik. Anders Fogh Rasmussen tør alligevel ikke røre velfærdsstaten. For som Henning Fonsmark har pointeret: Velfærdsstaten er ikke længere et socialdemokratisk projekt. Den er blevet til et nationalt projekt.
Nogle politiske aktører og politiske iagttagere har i den artikelserie om Anders Fogh Rasmussens kulturkamp, som Information de seneste tre uger har bragt, været skeptiske: Politikerne skal føre politik og overlade kampen om livsformer og holdninger til de intellektuelle og præster og de professionelle generalister. Som forfatteren Ulrich Horst Petersen siger i dagens avis:
»Det er ikke en politisk opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv.«
Eller som lektor Peter Kurrild Klitgaard har bemærket: »Efter min mening er regeringens hovedproblem netop, at den ikke fører en målrettet ideologisk politik.«
Svend Ove Gade, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, har begået den mest markante desavouering af statsministeren værdidebat: »Kulturkamp ... det er udtryk for mangel på politisk mod.«

Kulturkampen er ikke bluff. Kulturkampen er en revolution. Det afhænger af synsmåden: I en kulturanalytisk optik finder Anders Fogh Rasmussens kulturkamp sted som en radikal revision af gældende standarder for autoritet og magtudfoldelse. Som antropologen Karen Lisa Goldschmidt Salamon forklarede:
»Anders Fogh Rasmussens kulturkamp handler ikke kun om, hvad vi vil med vores kulturelle værdier. Det er også en kulturkamp på noget på fundamentalt symbolsk og kropsligt, som handler om karakteren af vore fællesskaber og for vores omgangstone og for den måde, magten artikulerer sig selv på.«
Statsministerens kulturkamp er ifølge Salamon et opgør med den bløde pædagogik, det feminiserede autoritetsideal og den selvironiske distance til magt-udøvelse. Anders Fogh Rasmussen er en mand af få ord: Han er ikke ironisk, han er handlekraftig og han er i god fysisk form.
Samfundsforskeren Johannes Andersen udlagde kulturkampen som en kamp om holdninger og en kamp om blikket. Statsministeren vil ændre den befolknings mentalitet ved at ændre vores blik på os selv. Vores selvfremstilling og selvforståelse.

Det er symptomatisk, at kulturkampen for en realpolitisk betragtning er en skuffelse. Statsministeren agerer ikke politisk ideologisk, og han renoncerer på store politiske reformer. Han erklærer sig pragmatiker. De radikale kulturpolitiske programerklæringer står i kontrast til realpolitisk snusfornuft baseret på bondelogiske fraser som: »Jeg giver ikke penge ud, før jeg har dem i lommen«. »Man kan ikke bruge de samme penge to gange.«
Der er dem, der har udlagt kulturkampen som et middel til at opnå politiske mål. Som en forberedelse til store politiske reformer. Og der er andre, der som Salamon ser det kulturkampen som et mål i sig selv. Endelig er kulturkampen blevet anskuet som camouflage: som et forsøg på at aflede vælgernes opmærksomhed fra drastiske politisker reformer som på det kommunale områder.

Kulturkampen er i spil. Det har den været i lang tid. Statsministeren har ikke præsenteret nye tanker eller visioner, men han har forenet tilsyneladende modsætninger i et opgør med et bredt fjendebillede. Det står endnu ikke klart, om det er et middel eller et mål i sig selv. Men det er lykkedes Anders Fogh Rasmussen at alliere Dansk Folkepartis nationalromantiske reaktionære, men dynamiske kulturkamp med det erhvervsdrivende urbane segment. Modstanderne er 68-tanken: Det er rundkredspædagogik, slaphed, tossegodhed og pladderhumanisme, der træer i karakter som fjendebilleder. Det er det frie og legende menneske og det er den humanistiske tillid til det gode menneske. Den kulturradikale pædagogik og den politiske videnskab er kulturkampens modstandere.
Det, der er påfaldende, er, at ingen har valgt at forsvare kulturradikalismen og 68-tanken. Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen er enige: Udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid. Statsministeren har tilsyneladende overtaget venstrefløjens selvopgør. Og vundet. Superliberalisten har skiftet spor: Nu relancerer han janteloven over for alle de videnskabsfolk og humanister, der at det selvstændige individ er myndigt. Han sætter sin bondelogik i stedet og postulerer at tale på folkets vegne.
Det er her, Rasmussens kamp forenes med Søren Krarups opgør med det rettighedskrævende menneske: Mennesket er for Krarup ikke født frit. Det er født syndigt. Anders Fogh Rasmussen er den store stærke mand, som ikke smiler selvironisk og som ikke er bange for at gå i krig.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her