Læsetid: 4 min.

Store sten på Kosovos vej til selvstændighed

Stormagterne har nu fået den FN-plan, som skal løsne Kosovo fra Serbien, men det er tvivlsomt, om de diplomatiske finesser vil glide ned på Balkan, hvor den kosovo-albanske utålmodighed før er kommet ud af kontrol
27. januar 2007

Tålmodighedstråden i Kosovo bliver tyndere. Den kan holde lidt endnu, men den kan også briste. De kosovo-albanske ledere skal i de kommende uger og måneder påtage sig ansvaret for at udlægge FN-planerne som en sejr, den nødvendige og tilstrækkelige sejr, selv om udråbelsen af den kosovo-albanske republik ikke direkte står i den plan, som stormagterne i går fik forelagt i Wien.

På den anden side står der heller ikke noget om fortsat serbisk suverænitet. Serbernes ret til Kosovo er skrevet ind i Sikkerhedsrådsresolution 1244, der siden NATO-indgrebet i 1999 mod det hårdhændede Milosevic-styre har været grundlaget for FN's administration af Kosovo. Men det skal ikke stå i den kommende resolution, der skal bane vej for, at EU afløser FN, nu ikke længere som statholder, snarere som linjevogter.

Hvis Kosovos dybt splittede ledere kan tæmme det indbyrdes had, er der elementer i FN-planerne, der hæderligt kan præsenteres som selvstændighed. Beograd er ude, og Kosovo kan kalde sig Kosova og melde sig ind i FN, Verdensbanken, IMF, WTO og for den sags skyld det europæiske fodboldforbund, UEFA, der som de øvrige kun optager selvstændige lande.

Afvæbning nødvendig

Kosovo får også lov at oprette sin egen hær - med begrænsninger. Hvis man lægger vægt på, at det er en hær, og ikke vægter, at hæren kun må have små våben, så imødekommer det også en del af selvstændighedsdrømmen. Man skal stadig beskæftige de mange mænd, der som unge udgjorde oprørshæren mod serberne og som nu er i 'civilforsvaret', Kosovo Protection Force. Fredsslutning, nationsbygning eller genopbygning kræver altid en form for afvæbning, ikke for lidt og ikke for meget, så her er det igen et spørgsmål om udlægningen.

Den NATO-ledede styrke, KFOR, som Danmark også deltager i, skal forblive i Kosovo. Selv om KFOR-styrkerne - i modsætning til FN-administrationen - er populære, så generer det lejlighedsvis kosovo-albansk selvforståelse, at KFOR og ikke en Kosova-hær viser flaget.

Den største formelle og reelle begrænsning i Kosova's suverænitet er politi og retsvæsen. Den kommende EU-administration med over 1.000 medarbejdere skal gennem et overopsyn sørge for retfærdigheden, især den retfærdighed, som sikrer det serbiske mindretals rettigheder.

Tradition for korruption

Endelig er der økonomiske begrænsninger. EU-kommissionens folk har i årevis - under FN-opsyn - brugt kræfter på at opløse de virksomheder, der havde en uklar serbisk (med)ejerform. Opløsningen skal ske nogenlunde ordnet, og det kræver en opmand udefra. Og der skal jo også holdes øje med det internationale samfunds store kontanthjælp til et samfund, der lider af og under korruptionstraditioner. De holdes i hævd højt oppe i de politiske systemer, sådan som det historisk har været en etnisk pligt at snøre herskerne udefra.

Alt i alt er der dog tale om så store skridt væk fra serbisk ledelse og så meget selvstændighed, at de diplomatiske finesser bør kunne glide ned i Pristina. Men det er ikke sikkert, at de gør det i et betændt politisk miljø, hvor lederne hellere vil overgå hinanden i at udråbe total selvstændighed så snart som muligt og glemme alt om, at selvstændighed ikke i sig selv fjerner fattigdommen fra Europas svageste område, og at selvstændighed heller ikke afskaffer de kriminelle klansystemer, der fastholder Kosovo som en enklave.

I Beograd, der fortsat er uden regering efter valget, kan man ikke meget andet end at forsøge lidt tidsudtrækning på regeringsdannelsen, håbe på et russisk veto i FN's Sikkerhedsråd og måske en appel til Den Internationale Domstol i Haag - uden at det vil ændre meget. Spørgsmålet er, om det internationale samfund kan give serberne så meget, at afståelsen af Kosovo vil glide ned med garantier for de hundredtusinder af serbere, som har eller har ret til at have et hjem i Kosovo, som modydelse.

'Unmikstan'

Det tager tid at få en resolution gennem FN, og det tager lang tid, hvis Rusland ikke vil. Det bliver september og måske jul, inden det hele falder på plads og EU-administrationen afløser den upopulære FN-adminsitration, statholderiet kaldet 'Unmikstan'. (UNMIK er United Nations Mission in Kosovo)

Da FN-mægleren, den tidligere finske præsident Martti Ahtisari, i går fremlagde sine planer for Kontaktgruppen, var der forlods opbygget en forventning om, at nu skulle spændingen udløses. Men det var bag lukkede døre, at EU, USA, Rusland, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien fik indholdet, og først efter en direkte præsentation i Beograd og Pristina får man en mere sikker bedømmelse af processen.

De store sten, som kan få tingene til at vælte, er ikke alene Beograds og Ruslands muligheder for at forsinke processen. Det er også EU-landenes evne til at holde sammen om tempoet, hvis Ruslands modvilje er stor. Ikke alle vil køre bjørnen over. Det største problem er nok evnen og viljen til at udlægge tingene så positivt i Pristina, at utålmodighedsvolden aldrig kommer op til overfladen, selv om den ligger lige under.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu