Læsetid: 6 min.

Det store træ i skoven

Første omfattende biografi om den begavede historiker Erik Arup - en uundværlig historiografisk analyse
7. december 2006

I 1925, da Erik Arup udsendte første bind af sin store syntese-orienterede danmarkshistorie skrev Johannes V. Jensen ikke alene begejstret om selve værket, at det var som om landet på ny opstod af havet, men føjede sin hyldest til den moderne radikale historieskrivning, den Arup her havde leveret, med digtet "Hvor smiler fager den danske kyst" i strofen: Hvad hånden former er åndens spor/ Med flint har oldbonden tømret, kriget/ Hver spån du finder i Danmarks jord/ er sjæl af dem der har bygget riget...

Med betoning på bygget. Dette nye værk var det arbejdende folks historie, løftet fri af de nationale myter og konservatismens nidkære dyrkelse af stormænd og krigere, konger og bisper - som regel på et forløjet eller forfalsket grundlag. Erik Arup, gennembrudsmennesket - man fristes til at kalde ham Historiens Georg Brandes - stillede med sit virke helt nye og strenge krav til videnskabeligheden i historieskrivningen, inspireret dertil af dansk kildekritiks store faderskikkelse, Arups egen læremester professor Kr. Erslev (1852-1930). Men med større raffinement og konsekvens samt forfinet metode.

De årtier, der var Erik Arup (1876-1951) beskåret, blev på baggrund af nybruddet og uddybningen af kildebegreberne samt Arups egen og generationens enorme arbejdsomhed dannelseperioden i moderne dansk historieforskning.

Ikke blot en periode, hvor væsentlige bidrag skabte en ny forestilling om historiens mål og mæle, men tillige udløste voldsomme kampe mellem disse nybrudsfolk med Erik Arups som den yndede skydeskive og på den anden side nationalismens og traditionalismens bannerførere.

Magten over sjæle

Striden er, trods det moderne historiesyns velforståede dominans, ikke slut. Det nationalistisk klingende krav på ejerskab af danmarkshistorien føres i vore dage i felten af landets statsminister, sekunderet af undervisningsministeren og i højeste grad af disse folks mere eller mindre bevidste åndelige forbillede Søren Krarup.

Historien er i den boldgade et ideologisk redskab til kampen om magten over land og sjæle, kulturkampen, om man vil, hvor nationens værdier måles ved en eller anden mystisk historisk urokkelighed, der samtidig er de samme værdiers fællesnævner, og hvor én og kun én sandhed om nationens herkomst og identitet er tilladt.

Udgangspunkt i folket

Erik Arup tog som radikal - både i ordets overførte og politiske forstand - udgangspunkt i folkets grundstrukturer, jordfordeling og landsbyfunktion, og formede sin forskning på grundlag af undersøgelser af disse materielle forudsætninger. Marx' ideer og iagttagelser var skam med i bagagen, uden at Arup blev marxist.

Kongerne og stormændene blev sat ned i anden række og blev frataget den alt overskyggende betydning som den politiske konservatisme og præsteskabet i kald og stand havde tillagt de til hver en tid herskende (over)klasser.

Arup pillede så at sige fjerene af koryfæerne, høvlede tilnavnene af kongerne og gav dem numre og søgte paralleller i samtiden til beskrivelse af fund og fænomener i forsøget på at vise de mere jordnære motiver til griskhed, magtbrynde og aggression.

For det fik han på puklen i en sådan grad, at det også slog indad og Arup, trods sin position som Danmarks største historiker, faktisk døde som en halvbitter mand.

Dette vældige livsværk, denne store skæbne, denne usædvanlige dansker har historikeren Thyge Svenstrup viet en afhandling, for hvilken han forleden indløste sin vel fortjente grad af dr. phil.

Den første omfattende og på visse områder så at sige udtømmende undersøgelse af Arups indsats foreligger hermed, oven i købet i en form og i et sprog, der gør den kilotunge bog læseværdig for andre end fagfolk. Afhandlingen er formet som en biografi, der følger Erik Arup fra fødslen i det gode og velstående lægehjem i Slangerup til døden i København, da resignation og livstræthed havde sat ind.

Definerede historiestudie

Netop lokaliteten Slangerup i det dengang landlige Nordsjælland skabte Arups livssyn, hvori jorden og småkårsfolkenes vilkår dannede solidt fundament. Faderen bidrog med en mere end levende historieinteresse og social bevidsthed.

En radikaler var skabt, og Arup vedkendte sig livsdagen lang sit partimæssige tilhørsforhold til Det Radikale Venstre, for hvem husmændenes forholds som bekendt var den ene af partiets hjørnesten. Den anden var den borgerlige dannelse, lærdommen, intellektualismen. Arup formåede uanset egen opstigning til samfundets top at fastholde fundament og identitet. Historiker var han selvskreven til at blive.

Gennembruddet og Brandes var en stadig inspirationskilde til at bevæge sig bagom dogmerne. Dertil kom, foruden Erslev, den række af strålende personligheder, der i Arups ungdom udgjorde en formelig guldalder i samfundsfagene, blandt andre: J.A. Fridericia, Marcus Rubin, A. D. Jørgensen og Troels-Lund.

Byggende også på deres værk, men som fornyer af den stadig nye radikalisme og med en skarpsindighed over for kilderne, nogle gange dristighed ud over det holdbare, kastede den unge Arup sig ind i debatten og skabte sig fjendskaber af dimensioner. Det gik ikke den lige vej til professoratet, der syntes så selvfølgeligt. Arup gik om ad embedsvejen, blev statsrådssekretær og departementschef i Statsministeriet, inden han endelig landede i sit livs bestemmelse og blev Kr. Erslevs afløser som professor i historie ved Københavns Universitet i 1916.

Her formede han i de næste tre årtier kommende historikere, dybdeprægede studiet og definerede dets mening. Men først og sidst skrev han sine banebrydende bøger og artikler med torsoen Danmarks Historie som hovedværket. Allerede første bind indbragte Arup beskyldninger fra højrefløjen med kritikerne Henning Kehler og Harald Nielsen i spidsen for noget nær landsforræderi.

Især Harald Nielsen, i øvrigt Søren Krarups åndelige guru, hvis inklination over for Nazityskland siden blev den naturlige konklusion på hans nationale ekstremisme, var perfid og ondartet. Voldsomheden chokerede den i virkeligheden ikke særligt robuste Arup og var med til at forsinke værket og i sidste ende betyde, at det aldrig blev ført til ende.

Umådelig begavet

At Arup ikke var robust betød dog langtfra, at han undgik strid. Tværtimod kan man sige, at hans liv og karriere var et langt slagsmål om både store principper og rene petitesser, der blev pustet op til det umulige. Kort sagt: Erik Arup var foruden sin overdådige begavelse en højst sammensat natur, hvis krav til omgivelserne til tider blev for meget. Nem var han just ikke.

Thyge Svenstrups analyse af denne gigant i dansk tradition er som sagt både oplysende og underholdende læsning. Forståelsen af denne egentlig ikke særligt velbeskrevne periode af nyere dansk åndshistorie, undergangstiden efter 1864 op til 1920, er indlejret i Svenstrups fremadskridende gennemgang af Arups dannelses- og manddomsår.

Disse navne, som i dag er skygger eller højst gamle bøger i reolen, dukker her frem og ses i sammenhæng. Deres tanker og kampe bliver levende i Thyge Svenstrups lærde værk.

Som det efterhånden er fremgået har statsministeren jo kaldt til kulturkamp, som Brian Mikkelsen siden har bebudet, nu er vundet.

Af Svenstrups bog kan man uddrage hvorfor denne påstand er det rene vås, og hvorfor Fogh Rasmussen og Mikkelsen heller ikke kan vinde kampen. Det forbyder alene deres udgangspunkt, nationalmyterne - som når Fogh Rasmussen så flot kalder samarbejdspolitikken under besættelsen ussel og Mikkelsen slynger om sig med sine udefinerede nationale værdier.

I deres ukyndighed kaster de vrag på de spåner, man finder i Danmarks jord, kilderne; derfor kan de ikke med vægt udtale sig om sjælen i folket i datid og nutid, og derfor er det dem selv der er tabere i kulturkampen. De kildekritiske principper for historisk erkendelse lader sig jo ikke proppe tilbage i tuben.

Erik Arup er i sin strid dengang - en strid han var sig fuldt bevidst var historieskrivningens vilkår - mere aktuel end nogensinde. Den store mand definerede med sin forskning, sit værk og sit eksempel vilkårene for erkendelsen bagud med henblik på forståelsen af den komplekse nutid. Forståelsen kan være både smertelig og farlig for dem, der forlanger, at nuets forudsætninger skal indpasses bekvemme påstande, så virkeligheden stemmer overens med egne fordomme.

Men den går ikke, og den slags plat havner om noget på historiens mødding.

En enkelt konstateret besynderlig undladelsessynd: Svenstrup nævner under omtalen af festskriftet til Arup ikke, at en af mesterens kæreste elever, den senere i DR tvs Horisont så kendte John Danstrup hertil leverede et af de vægtigste indlæg nogensinde om dansk middelalder om den politiske kamp i 1100-tallets Danmark.

* Thyge Svenstrup: Arup. En biografi om den radikale historiker Erik Arup og hans tid og miljø. 828 s. ill. Tusculanums Forlag. ISBN 87-635-0347-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu