Erindringen står ganske klart, det chok, det var den morgen for 50 år siden, da nyheden lød i Pressens Radioavis: Sovjetiske tanks rullede atter ind i Budapest, nu for anden gang under den ungarske revolution, og mange flere var parate til at slå oprøret ned og denne gang til gavns. Verden så til i tavs gru. USA havde i årevis bearbejdet østlandene med propaganda over Radio Free Europe og i månederne op til det første ungarske oprør tilskyndet til modstand mod det kommunistiske regime og Kreml. Det lå i luften at støtten udefra stod klar. Men ungarerne fik en lang næse og lov at klare sig selv. I den frederiksbergske kommuneskole malede eleverne klassetavlerne hvide af kridt med protester: FN, gør noget! USA, hjælp! De 11-12-årige skrev i realiteten, hvad ungarerne udtrykte så desperat i deres radio, og som lidt efter kvaltes, og alting blev tavshed.
Bagefter fulgte de brudte frie lejder og senere endnu henrettelserne af revolutionsheltene: Pal Maléter, Imre Nagy og over 300, der fulgte. Pudsigt nok var alle de ledende i bund og grund kommunister eller socialister og ønskede blot at opnå, hvad Nagy som den første benævnte: kommunisme med et menneskeligt ansigt.
De ønskede ikke de socialistiske reformer rullet tilbage. Danskerne, der ikke lod sig distrahere af den kendsgerning, fik kontakt til det revolutionære Ungarn ved at modtage (sølle) 1.000 flygtninge, hvilket fik selvgodheden til at blomstre, akkurat som den stod i fuldt flor under de store underholdende folkeindsamlinger i tv. Men katastrofen for Ungarn var trods alle krumspring og sentimentale bevægelser en realitet, og begivenhederne kostede tusinder af døde.
Ungarn blev på trods af det "den muntreste barak i fangelejren", som man sagde. Forræderen og overløberen, blodhunden og diktatoren efter den styrtede Nagy, János Kádár, forstod at sno sig over for sine sovjetiske overherrer, som havde tillid til en, der således havde besudlet sin egen rede.
Kádár, som bestemt ikke var stalinist, fik med tiden styrke til at føre Ungarn ud i en korrigeret kurs et godt stykke fra de øvrige østlande, men fuldbyrdede med sit knæfald også fornedrelsen.
USA sku' ikke nyde noget
Om hele forløbet har den ungarsk-britiske journalist, lederskribent på The Evening Standard, Victor Sebestyen skrevet en glimrende fremstilling: Ungarn 1956, der i store linjer og detaljen beskriver de frygtelige dage, da man kan sige, aftalerne om interessedelingen ned gennem Europa under Anden Verdenskrig udmøntedes i fuld valuta af de sovjetiske ledere. Krisen, revolutionen, invasionen, nedkæmpelsen følges i bogen dag for dag, og teksten rækker langt ud over selve det plagede land. Man kan roligt sige, at Sebestyens skurke ud over den sovjetiske ledelse med den tvivlrådige Khrusjtjov i spidsen og Sovjets ambassadør i Budapest Juri Andropov, den senere leder, er USA's præsident Eisenhower og dennes udenrigsminister John Foster Dulles. Eisenhower, hvis koldkrigsretorik ikke manglede noget i heftighed, skulle, når det kom til stykket, ikke nyde noget af en konfrontation med Sovjet og slet ikke i et valgår, hvor den ærekære og ambitiøse general gerne skulle genvælges med et markant flertal. Ro skulle der være over hele linjen og ingen slinger i trygheden, der var den republikanske bedstefars politiske våbenmærke. Eisenhower så at sige ofrede ungarerne på sin indenrigspolitiks alter. Hvad der kunne være sket, såfremt vestmagterne med eller uden FN i et eller andet omfang havde grebet ind, spekulerer Victor Sebestyen korrekt ikke nøjere i; men antydningsvis fornemmes, at Sovjetimperiet ved modstand over hele feltet kunne være blevet i den grad svækket, at det var faldet fra hinanden godt 30 år før det skete. En anden og absolut sandsynlig mulighed var, at Khrusjtjov trængt af sine mere militante medregenter på det tidspunkt havde startet en storkrig, som kunne have udviklet sig til atomragnarok.
At sagerne forløb så tragisk, som de gjorde, skyldtes ifølge Sebestyen dog ikke kun de eksterne forhold og Kremls uhyggelige politiske logik, der ikke tillod udskejelser af nær det omfang, ungarerne drømte om. Imre Nagy, hvis sørgelige skæbne i nogen grad har gjort ham fredhellig, var ikke nogen stor strateg endsige en betydelig politisk begavelse.
Gang på gang tog han fejl, lod revolutionen styre sig i stedet for at styre revolutionen og stolede i al for høj grad på de forsikringer, ambassadør Andropov svigagtigt viftede ham om næsen med. I virkeligheden står man her over for den helt store tragiske helt i nyere europæiske historie: Manden, der havde folkets tillid, men ikke en stor nok politisk begavelse at have den i.
Sebestyens bog forekommer veldokumenteret med kildehenvisninger, som dog nu og da kan overraske. Således anvender han Sartres Stalin-kritiske analyser som kilde til det danske kommunistpartis historie i forbindelse med Ungarn. DKP gik til grunde i '56 hævder han, og det er jo ikke korrekt. Partiet blev sprængt og decimeret, men kom som bekendt stærkt igen i 1970'erne.
* Victor Sebestyen: Ungarn 1956. 362 s. ill. Borgen. ISBN 13: 978-87-21-02706-3
